Anmeldelse: Far’ på færde, Comedieteatret

Anmeldelse: Far’ på færde, Comedieteatret

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Comedieteatret er et turnéteater, som rejser rundt til Danmarks teatre og teaterforeninger. Netop nu turnerer de land og rige rundt med forestillingen ’Far’ på færde’, som også bliver teatrets sidste forestilling, da de lukker og slukker samtidig med forestillingen – den store indsats står ikke længere mål med indtjeningen. Comedieteatret slutter dog flot af med denne forestilling.

Andelen af det yngre publikum denne aften er ikke voldsomt stor. Selvom hverken Comedieteatret eller farce-genren ligger først for, når det yngre publikum skal vælge underholdning, vil de sagtens kunne få en fornøjelig oplevelse alligevel. Så kom afsted, mens det stadig er muligt!

Far'pafrdeNY-3

Hele forestillingen udspiller sig på én søndag – en søndag, som ikke rigtig udvikler sig, som nogen af de 4 karakterer havde forventet. Vi starter en søndag morgen i Hannes lejlighed i København, hvor hun har besøg af ”vennen” Peter. Peter undres over de mange buketter blomster og chokoladeæsker i Hannes lejlighed, men hun har naturligvis en god undskyldning på hånden – også da han finder et par herrehjemmesko i str. 44½ trods det, at han bruger st. 42… Alligevel vil han gerne giftes med Hanne. Hun har bare ikke tid i dag, da hun skal på besøg hos ”forældrene” i Humlebæk, og hun vil for Guds skyld ikke have Peter med. Peter drager dog også mod nord og ankommer før Hanne.

Problemet er blot, at det ikke er Hannes forældre, der bor i Humlebæk! Det er Hannes ældre elsker Jørgen og dennes hustru Inger. De starter søndagen med kaffe fredeligt på terrassen, inden det hele bryder løs. På kryds og på tværs mødes de 4 karakterer nu, og forvirringen er total, efterhånden som historien skrider frem.

Far'pafrdeNY-2

’Far’ på færde’ er en klassisk forvandlings-/forviklingsfarce, hvor intet viser sig at være helt sådan, som det startede ud med. Uden at afsløre for meget er vi herfra vidner til forviklingshistorie, som starter relativt normalt, men som siden ender i en grad af kontrolleret kaos med en nogen lunde happy ending, hvor føromtalte herrehjemmesko spiller en rolle!

Karsten Jansfort og Jeanne Boel som hhv. den ældre elsker og dennes hustru er garvede Comedieteatre-folk, og de leverer et fantastisk samspil og særligt modspil. Heroverfor gør Christine Gaski og Paw Henriksen som hhv. Hanne og Peter det også glimrende. Men der er ingen tvivl om, at det er Jansfort og Boel, som mestrer denne farce og særligt det rette bid og den rette timing. Sidstnævnte to ting er særligt vigtigt for, at farcen er sjov, og for at morsomhederne ikke falder til jorden.

Fa'pafrdeNY-1

Anders Lundorphs instruktion er sket med dette for øje, og historien og forviklingerne flyder let og levende.

Forestillingen er desværre lidt langsom op at komme op i gear. Forhistorien i Hannes lejlighed er nødvendig for resten af fortællingen, men den første lille halve time her føles desværre betydeligt længere. Men efterhånden som forestillingen og forvirringen går i gang, bliver det blot sjovere og sjovere.

Klaus Kristensens scenografi er fantastisk. Den er på en og samme tid dækkende og stadig nok let til, at den uden problemer kan følge turnéforestillingen rundt i landet. Men uanset om vi er i Hannes lejlighed eller i den grønne have i Humlebæk, fungerer det godt.

Alt i alt er ’Far’ på færde’ en velspillet farce med den rette timing. Den danske titel er også velvalgt – hvilken far(e) er det egentligt, som er på færde – og hvad er konsekvensen af dette. Forestillingen har dog sine små svagheder. Det ændrer dog ikke ved helhedsbilledet af en morsom og godt spillet forestilling, hvor latteren fylder salen.

 

Comedieteatret

Viften, Rødovre

Spilleperiode: På turné i perioden 16. januar-14. marts 2017

Set den 2. marts 201

Foto: Anders Hjerming

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.comedieteatret.dk/tur_Far_pa_frde.html

Her er der overblik over de forskellige spilledatoer, spillesteder og billetkøbene hertil.

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *