Anmeldelse: FAUST, Betty Nansen Teatret
Af Kirstine Harloff Birckner
Djævelen har indgået en pagt med Gud. Hvis han kan få det sidste godtroende menneske til at miste troen på et bedre liv, så får han lov til endelig at forlade Jorden og blive lukket ind i himlen.

Som offer for missionen udser djævelen (som i FAUST hedder Mefisto) sig Dr. Faust, en heroisk forfatter, der med sin bog ”For a better world” har sat sig for at gøre en ende på alverdens krig, død og ødelæggelse. Takket være sine overbevisende talegaver lokker Mefisto Faust til at underskrive en kontrakt, hvor han i bytte for at få alle sin drømme opfyldt bare skal give sin sjæl som betaling.
Med sine kyniske metoder manipulerer Mefisto Faust og fører ham som en marionetdukke gennem den ene prøvelse efter den anden. Thomas Hwan spiller rollen som Mefisto knivskarpt, og han formår at have publikums opmærksomhed i sin hule hånd gennem hele forestillingen. Selvom Mefisto uden omtanke bruger andre mennesker til at fremme sine egne mål, tilføjer Hwan sin karakter en ekstra dimension, der gør, at man sidder tilbage med medfølelse for Mefisto, da missionen mislykkes.

Det er ikke nogen nem opgave at spille Faust, som skal rumme først den fortvivlede forfatter og dernæst den underkuede Faust underlagt Mefistos ordre, som når at komme igennem hele følelsesregistret i løbet af sine mange prøvelser. Men med Nicolaj Kopernikus i rollen er karakteren i kyndige hænder – og Kopernikus leverer flot en både desperat og famlende Faust. Jeg kender primært Kopernikus fra film, men med FAUST og ”Dansen med Regitze” på Det Kongelige Teater fra forrige teatersæson har han i min bog bemærket sig positivt som teaterskuespiller.

I Lea Fedida Claussen og Elias Sadaqs iscenesættelse er FAUST sat op som en samtidssatire, der skal sætte vores grådighed, begær og higen efter magt på spidsen. Det er nogle alvorlige emner, og idéen med at pakke dem ind i komedie og sjove rekvisitter og figurer er også på papiret god, men desværre var den i praksis mindre vellykket. Det skaber forvirring, at forestillingen vakler mellem ønsket om både at underholde og gå i dybden, uden for alvor at forløse nogen af delene.
Scenografien, som Maya Livingstone har stået i spidsen for, passer til det univers, som Claussen og Sadaq ønsker at skabe. Iscenesættelsen af, at vi i første akt befinder os i et anonymt storcenter, er overbevisende, ligesom kostumerne, der skal sende os tilbage til dengang, hvor konger og dronninger regerede, er simple men flotte at se på. Dog har Livingstone indimellem valgt nogle groteske rekvisitter, fx en kæmpestor oppustet dommerhammer og en grisemaske med stærk symbolik til grådighed, der forstyrrer mere end de gavner. Igen skulle der fra iscenesætternes side være taget et valg om at satse på enten humor eller alvor.

Resten af ensemblet består af renommerede og dygtige skuespillere, hvis kvaliteter man savner at se udfoldet på scenen. Det er som om, der ikke helt er plads til den udfoldelse i fortællingen, som i øvrigt også er nødt til at gå relativt hurtigt frem i handlingen for at skabe fremdrift. Resultatet er, at de fem skuespillere, Emma Weyde, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Marina Bouras, Frederik Grundtvig og Simon Mathew, ender med at stå i skyggen af Kopernikus og Hwan.
Betty Nansen Teatrets udgave af FAUST er den nye direktørduo bestående af Niels Erling og Nanna Jelsgaard første forestilling på det nye Betty. De lægger stærkt fra land med FAUST, som er interessant, tankevækkende og kritisk samtidstidsteater, der giver anledning til at se ens egen grådighed efter i sømmende.
Betty Nansen Teatret, Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg C
Spilleperiode: 26. september-31. oktober 2026
Set den 29. september 2026
Fotos: André Hansen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Nicolaj Kopernikus, Thomas Hwan, Emma Weyde, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Marina Bouras, Frederik Grundtvig og Simon Mathew
Instruktør: Lea Fedida Claussen
Bearbejdelse: Lea Fedida Claussen og Elias Sadaq
Efter forlæg af: Johann Wolfgang von Goethe
Oversættelse: Arne Rosenhoff
Scenografi og kostumedesign: Maya Livingstone
Komponist: Simon Richardt
Instruktørassistent: Mathilde Cuhra
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


