Anmeldelse: Flammenwerfer, Musikhuset Aarhus (Hotel Pro Forma)

Anmeldelse: Flammenwerfer, Musikhuset Aarhus (Hotel Pro Forma)

Af Christian Skovgaard Hansen

Hotel Pro Formas Flammenwerfer er nu kommet til Danmark, hvor den nu har Danmarkspremiere som åbningsforestilling for Aarhus Festuge. Det bliver samtidig en flot afslutning for Hotel Pro Formas leder Kirsten Dehlholm, der døde tidligere på året.

Lad det være sagt med det samme. Flammenwerfer er ikke nødvendigvis en let forestilling. Det er på sin vis en svær størrelse, og den kræver måske nok at blive ”tygget” igennem i hovedet mere end én gang. Alligevel sætter forestillingen sig i både hoved og krop, og giver publikum noget at tænke over. Ved hjælp af musik, sang og billeder er det en flot totaloplevelse.

Forestillingen er inspireret af den svenske kunstner Carl Frederik Hills (1849-1911) værker, som bar tydeligt præg af, at han som 28 årig fik diagnosen paranoid skizofreni og levede resten af livet isoleret fra omverden med sin mor og søster. Hans værker er ekspressive i både følelser og farver, og værkerne er både angstfyldte og kraftige, men også uskyldigt drømmende, livfulde og harmoniske.

Til at fortolke Hills værker og ikke mindst hans psykiske sygdom har Kirsten Dehlholm og Marie Dahl sammensat en koncentreret maggiterning af de mange forskelligrettede følelser, som den psykiske sygdom indebærer, og de to har også iscenesat. Sjælens mørke krænges ud, og det føles som om, at der ingen modtagelse er mellem Hill og virkeligheden. Skrigets styrke optrappes kun gennem turen ned i sygdommenes forfærdelige mørke og foranderlige univers. Effekterne og følgevirkningerne af psykiske sygdomme er på ingen måde behagelige.

På scenen optræder den tyske komponist, forfatter og sanger Blixa Bargeld sammen med det danske vokalensemble IKI bestående af sangerne Johanna Sulkunen, Guro Tveitnes, Kamilla Kovacs, Randi Pontoppidan og Jullie Hjetland. Bargelds skarpe og dystre stemme står i kontrast til IKI’s mere klangfulde og smukke stemme. Skriget og vanviddet går hånd i hånd med de harmoniske og lyse øjeblikke.

Musikken er udvalgt fra den tyske pianist Nils Frahms sangkatalog bestående af både klassisk og elektroniske toner. Ligeså forskelligt som livet med den psykisk sygdom er, lige så forskellige lydbilleder får dermed, og det er bestemt ikke alle lydbilleder, der er lige ligefremme eller behagelige, når de parres med Bargelds og IKI’s sang. Men sådan er den psykiske sygdom også, og ja, den er ubehagelig. Det er Flammenwerfers lydbillede derfor også, hvilket flere publikummer denne aften også giver udtryk for.

Det visuelle billede er også i top. Henrik Vibskov har skabt scenedesign og kostumer, Jesper Kongshaug har skabt et stemningsfyldt lysdesign, der supplerer Magnus Pinds videodesign med flere af Hills egne værker flot, når de forskellige psykiske sygdomme portrætteres. Videodesignet er sit eget, men det har stor respekt for Hills originale værker.

Gennem de forskellige scener tager Dehlholm og Dahl os med på en rejse ind i hovedet af Hill, hvor vi oplever de forskellige sider af de forskellige psykiske lidelser, der eksisterer. Vi oplever både skizofreni, hallucinationer, vrangforestillinger, paranoia og angst, som både nænsomt, men straks efter også voldsomt og insisterende præsenteres for publikum.

Psykisk sygdom er ikke nødvendigt pænt, hvilket Flammenwerfer italesætter i al sin brutale ærlighed. Det er en kompleks forestilling, som ikke bare glider ind. Accepterer man den præmis og både lytter efter teksten og lader sig fange af Hills billeder, er det samtidig et visuelt smukt værk, der lader Hills værker komme til live i en række forskellige lydbilleder. Smerten lurer under overfladen, og døden er nær. De forskellige psykiske sygdomme og deres problemer skydes ud i hovedet af publikum som skudt ud af flammekasteren med sin intense varme og frygtede ild.

Hotel Pro Forma og Malmö Live Konserthus

Musikhuset Aarhus, Store Sal, 8000 Århus C

Spilleperiode: 30.-31. august 2024

Forestillingen spiller også den 26.-28. september 2024 på Det Kongelige Teater, Gamle Scene

Set den 30. august 2024

Fotos: Emma Larsson

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Blixa Bargeld og vokalensemblet IKI (Johanna Sulkunen, Guro Tveitnes, Kamilla Kovacs, Randi Pontoppidan og Jullie Hjetland)

Instruktion, tekst og dramaturgi: Kirsten Dehlholm og Marie Dahl

Original musik, tekst og live vokal performance: Blixa Bargeld

Udvalgt musik: Nils Frahm

Kostumer og scenografi: Henrik Vibskov

Lysdesign: Jesper Kongshaug

Videodesign: Magnus Pind 

Vokalkomposition: Marie Dahl

Lyddesign: Erik Medeiros

Vokalarrangør: Vokalensemble IKI

Koncept: Hotel Pro Forma

Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *