Anmeldelse: Fornuft og følelse, Aarhus Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Aftenens forestilling er en dramatisering af Jane Austens berømte roman ’Fornuft og følelse’ fra 1811. På sin hjemmeside spørger teatret: ”Skal man følge fornuftens vej eller hengive sig til følelserne, når man går gennem livet?” Så kort kan essensen af ’Fornuft og følelser’ sammenfattes. Dramatisering af sådan en klassiker bør ske med en vis ærefrygt og respekt – men Aarhus Teater lever til fulde op til denne forventning.

 

Samme aften som Aarhus Teater har premiere på ’Fornuft og følelse’, er der også pokalsemifinale mellem AGF-AaB. Om det er derfor, at det kvindelige publikum er i væsentligt overtal denne aften, skal jeg ikke kunne sige, men forestillingen er bestemt også for det mandlige publikum. Aarhus Teaters opsætning er både flot, medrivende og æstetisk, og man er heldigvis ikke forfaldet til at lave en omgang romantisk sødsuppe.

 

Romanen er dramatiseret af Maj-Britt Soley Langdal og instrueret af hendes mand Peter Langdal, som gæster Aarhus Teater for første gang – og hvilken første gang. Man kan håbe, at det ikke bliver den sidste. Sammen med den enkle og stramme scenografi af Karin Betz fungerer det hele rigtig godt. Alt dette suppleres fornemt af enkle, men meget virkningsfulde videodesign, hvor scenens vægge, gulv og loft bruges. Selvom rekvisitterne er få, er der mange ind- og udgange på scenen, og uanset om vi er til vinterbal, i London eller ude i uvejret spiller hele den visuelle side perfekt sammen.

 

at_fornuft-og-foelelse_fotorumleskafte_dsf0332

 

På lydsiden fungerer det også. Musikalsk ledsages forestillingen alene af de to musikere August Rosenbaum (kapelmester og på piano) og Josefine Opsahl (på cello), mens Mike Sheridan har været musikalsk konsulent. De to musikere sidder på hver sin side af scenen, og de er nærmest konstant i gang både musikalsk, men også med en underliggende række lydeffekter.

 

”Det handler om relationer!” er titlen på et interview med Peter Langdal og Maj-Britt Soley Langdal i forestillingens program. Så kort som titlen på det interview kan forestillingens emner sammenfattes. Forestillingens (og bogforlæggets) emner er ægteskab, kærlighed, klasse, dannelse og økonomi i 1800-tallets England. Det ses tydeligt, hvor vigtige de ”rigtige” relationer er og ikke mindst, hvad virkningen af disse er. I Aarhus Teaters opsætning mærker man både Jane Austens humor og alvor, men også den lettere ironiske distance til samtiden. Alt dette har de to Langdal’er fået med i forestillingen, så den passer fint mellem de mere alvorlige og dramatiske scener og de små komiske indslag.

 

at_fornuft-og-foelelse_fotorumleskafte_rum8025

 

De to søstre Elinor og Marianne Dashwood, som er hinandens modsætninger, er forestillingens omdrejningspunkt. På den ene side Elinor er kontrolleret og (efter)tænksom, mens Marianne på den anden side er følelsesladet og mere impulsiv. Ved deres fars død bliver der vendt op og ned på hele familien Dashwoods liv, og familien efterlades økonomisk beklemte, hvorfor det er nødvendigt med forandringer. Forandringerne skaber nye bekendtskaber og deraf nye og forvirrende forelskelser og udfordringer. Vi følger Elinor og Mariannes liv gennem disse kvaler, som de to søstre tackler vidt forskelligt.

 

Det er samtidig en fryd at opleve det fantastiske og vellykkede skuespil i denne flotte visuelle ramme. Ingen af skuespillerne falder igennem deres – i flere nogle tilfælde flere – roller, selvom persongalleriet er stort. På scenen ser vi i alt 18 skuespillere i løbet af forestillingen. Aarhus Teater har både hentet erfarne kræfter ind udefra, men de gør også fornemt brug af deres eget ensemble og ”de nye skuespillere” i form af elever fra Skuespiluddannelsen ved Den Danske Scenekunstskole Aarhus.

 

at_fornuft-og-foelelse_fotorumleskafte_r8m7590

 

Cecilie Stenspil leverer fandenivoldsk og samtidig øm Marianne, mens Aarhus Teaters egen Sofia Nolsøe heroverfor leverer en fornuftig og tænksom Elinor. På den anden side spilles ”herre-siden” også eminent af Simon Krogh Stenspil (James Willoughby), Jacob Madsen Kvols (Oberst Brandon) og Jesper Dupont (Edward Ferrars). Herudover er det også værd at nævne Anders Baggesen, Birgitte Raaberg, Inge Sofie Skovbo, Kim Veisgaard, Bue Wandahl og Michael Lundbye Slebsager, som alle gør det fremragende. Særligt er det også værd at fremhæve Elinor og Mariannes lillesøster Margaret, som denne aften spilles af Mathilde Bang Hougård.

 

Samlet er forestillingen bestemt seværdig, og det er en flot og reel dramatisering af Jane Austens bogforlæg. Forestillingen er lang – næsten 3 timer inkl. pause – men den er på ingen måde for lang. Som publikum sidder man på intet tidspunkt og savner fremdrift eller keder sig. Det er derfor svært at sætte en finger på noget dårligt.

 

at_fornuft-og-foelelse_fotorumleskafte__r8m7504

 

Og spørgsmålet er, om der egentlig er den store forskel eller modsætningsforhold mellem ”fornuft” på den ene side og ”følelserne” på den anden side…

 

Men skynd dig! Der er få billetter tilbage til en række af forestillingerne, og teatret har netop annonceret ekstraforestillinger den 23.-28. maj 2016.

 

 

 

Aarhus Teater, Scala, Teatergaden, 8000 Århus C

 

Spiller indtil den 28. maj 2016

 

Spilledato: 21. april 2016

Fotos: Rumle Skafte

 

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/store-scene-og-scala/fornuft-og-foelelse/

 

 

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

 

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

Ads

You May Also Like