Anmeldelse: Frøken Jensens Kogebog, Riddersalen

Anmeldelse: Frøken Jensens Kogebog, Riddersalen

Af Sofie Lystrøm

 

Kan du også føle dig helt rundtosset af storbyens hurlumhej og få lyst til at forsvinde ind i gamle dage? Kan du så oveni købet også lide god mad, så er du hjerteligt velkommen indenfor i ’Frøken Jensens Kogebog’ i Riddersalen.

Oplevelsen starter allerede når du ankommer til Frederiksbergs ældste gade, Allégade, der med sine gamle gårdhaver, museer og restauranter, emmer af stemning fra en svunden tid. Indenfor Riddersalens mure er der en hyggelig atmosfære: Folk er glade, og pigerne bag baren er klædt ud som køkkenpiger med tørklæde om hovedet.

Inde i salen sidder man tæt, og på den lille scene sidder i hver sin side henholdsvis en pianist og en cellist. Begge har de musselmalet tøj på, og de sidder i en scenografi, der skal forestille et hvidskuret køkken. Så går stykket i gang, og bag det hvide scenetæppe dukker tre Frøken Jensen-skikkelser frem med hvide kjoler også de musselmalet, som var de klippet direkte ud af kogebogen. To af frøkenerne er mænd. Nu går kokkereringen ellers i gang, og vi lærer hvordan et blomkål kan parteres med respekt for dens buketter, hvor lavt bordet skal stå for optimal snitning, samt at der findes flere måder hvorpå man kan jævne og røre rundt i en sovs. De to musikanter spiller med på løjerne og gør det hyggeligt, humoristisk og til tider dramatisk, som det for eksempel sker i sangen “14 praktiske bageregler”.

2016_09_06_riddersalen_frk_jensen_sceneskud-039-300x185

I scenebilledet spøger også en anden kokkekone i hvidt. En lunefuld kone, der fejer gulvene til sceneskift, men som vist nok har styr på det der med mad lidt mere, end de andre har. Jamen hov, hun virker bekendt. Det er jo Daimi Gentle – ja, hende der fra “Hvem har du kysset i din gadedør” med Dirch Passer. Selvfølgelig er hun meget mere, end hende der fejer. Daimi bliver billedet af Frøken Kristine Marie Jensen, der tager en kartoffel op fra gulvet, og drømmer sig til pommes frites, og som forestiller sig, at hun er dansende kødpålæg eller chokoladesovsen på en Pære Belle Hélène.

2016_09_06_riddersalen_frk_jensen_sceneskud-066-300x200

Det er en usædvanlig idé at lade en forestilling kredse om emnet madlavning og en kogebog, men det bliver hverken kedeligt eller uinteressant. Maden bliver håndteret med så megen omhu og omsorg, at den næsten personificeres. Samtidig er maden hovedtema i en sjov farce, hvor alle karaktererne omkring den har sine personlige træk og intentioner. Den ene kokkekone har svært ved at holde sig til opskrifterne og tilsætter hele tiden for meget “top” på spiseskeen, den anden falder let i staver, og den tredje tager sig besynderligt lang tid om at smage på maden. Alle sammen er de vilde med flødeskum, og har svært ved at holde sig til kun at slikke piskeriset. Som publikummer spejler vi os selv i dem, og det gør det sjovt.

Grænsen mellem sjovt og plat er fin, og kun et par steder trådte stykket en smule over plat-grænsen. Det sker for eksempel, når skuespillerne kommer hoppende ind med maden i en slags ikke særligt velkorreograferet riverdance, som kun skuespilleren Jens Gotthelf synes at kunne beherske. Men det sjove er, at man som publikum er meget tilgivende i ’Frøken Jensens Kogebog’, for der er ikke lagt op til at det skal være perfekt. Det er snarere en forestilling, der kan bære at være folkelig og en smule plat, for i sidste ende holder man bare meget af skuespillerne på scenen.

Jeg giver ’Frøken Jensens Kogebog’ fem bloddråber, fordi den som helhed var en berigende oplevelse. Stedet, stemningen, ideen, skuespillet og ja, selv plathederne passede sammen, og jeg forlod salen ikke blot med et stort smil, men også med lysten til at dvæle lidt mere ved min madlavning fremover.

 

 

 

Produceret af Riddersalen

Riddersalen, Allegade 7-9, 2000 Frederiksberg 

Spilleperiode: 16. september-30. oktober 2016

Set den: 16. september 2016

Fotos: Dennis Westerberg

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: 

http://riddersalen.dk/forestillinger/froeken-jensens-kogebog/

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *