Anmeldelse: George Dandin, Teatret Slotsgården
Af Naja Matzen
Teatret Slotsgården er altid garant for et godt grin, når de tager en klassisk komedie og moderniserer den ud i det absurde. Deres forestillinger er derfor blevet en sommertradition, som jeg altid ser frem til. Det er således 6. gang at jeg lægger vejen forbi Odense Slot til en aften med uforbeholden latter og sjove påfund.
Dette års opførelse af Molières George Dandin lever i den grad op til de høje forventninger, de tidligere års forestillinger har givet mig. Opsætningen er en absurd, underholdende, farverig og hysterisk morsom fortolkning af en af Molières sjoveste komedier og en forestilling, som alle med hang til at få trænet lattermusklerne burde unde sig selv at opleve. For selvom forestillingen er skrevet i 1600-tallet, er der intet støvet eller gammeldags over denne fortolkning.
Historien er simpel. Den centrerer sig omkring George Dandin, der mistænker sin unge kone Angelique for at være ham utro med adelsmanden Clitandre. Han føler sig uretfærdigt behandlet og forsøger derfor med al sin magt at bevise deres utroskab. Men det er sværere end som så, for ingen tror ham, og dette medfører en række morsomme scener og replikudvekslinger.
Den klassiske fortælling får dejligt modspil af Johan Sarauw og Jacob Moth-Poulsens enkle og anderledes scenografi, som består af et hvidt slot, med to tårne, en rutsjebane og en vindebro. Det ligner mest af alt kulisserne fra en børneforestilling, hvilket blot bidrager til absurditeten af forestillingen. Samtidigt skaber det den perfekte legeplads for skuespillerne, der boltrer sig i fysisk slapstickkomik og bl.a. viser os hvor mange måder, man kan komme ned ad en rutsjebane på – den ene måde mere morsom en den anden.
Der er heller intet klassisk over Olivia Hetmans kostumer. Her får vi et farveorgie af mærkelige udklædninger, hvor hver karakter har sin egen farve og stil. Således ligner Angelique mest af alt en forvokset pige, i sit lyserøde outfit med pelsede støvler, hale og enhjørninghorn. Mens Clitandres lilla velour-jakkesæt med en gennemsigt skjorte, der bliver mere og mere åben, som forestillingen skrider frem, perfekt eksemplificerer den sleske rige forfører. Dette giver således også forestillingen et moderne og skævt udtryk.
En af de ting jeg holder mest af ved Teatret Slotsgårdens forestillinger, er deres brug af musik. Dette medfører i år to af de bedste scener. Det er således ustyrligt morsomt, når Clitandre gør sin entré syngende den klassiske arie ”Nessum Dorma” som en slesk og selvglad smørtenor. Og da George bryder ud i en dybtfølt version af 90’er balladen ”I can’t make you love me”, er det en fin forklaring af hans følelser, og hvordan han ser sin nuværende situation. En enkel og rørende scene der giver en emotionel tyngde til historien.
I det hele taget emmer forestillingen af spilleglæde. Skuespillerne får virkelig mulighed for at vise, hvad de kan, med de overdrevne og karikerede figurer. Hver og en leverer varen og har latterfremkaldende scener. Men især Kasper Dalsgaard, der spiller George Dandin, er helt eminent. Hans levering af replikker, den fysiske komik, hans måde at inddrage publikum på samt hans portrættering af George som både sympatisk og patetisk, er kernen i historien, og grunden til at man er engageret fra start til slut.
Grundlæggende er George Dandin i Teatret Slotsgårdens version, en anderledes og sjov oplevelse, der bryder med den traditionelle måde at spille en klassisk forestilling på. Det er morsomt, absurd og yderst underholdende.
Teatret Slotsgården
Forestillingen spilles i Slotsgården ved Odense Slot, Nørregade 36-38, 5000 Odense C
Spilleperiode: 25.-30. juli og 7.-29. august 2020
Herudover: KUNSTEN i Aalborg den 1.-5. august 2020
Set den 25. juli 2020
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.teatretslotsgaarden.dk/george-dandin
Medvirkende: Kasper Dalsgaard, Freja Klint, Thomas Nielsen, Jonas Kriegbaum, Rebecca Rønde Kiilerich, Morten Klode og Amanda Bøgestrøm
Forfatter: Molière
Instruktør: Jacob Moth-Poulsen & Johan Sarauw
Koncept/Scenografi: Johan Sarauw og Jacob Moth-Poulsen
Kostumer: Olivia Hetman
Produktion: Josefine Højberg Bitsch
Kunstnerisk Leder: Jacob Moth-Poulsen
Varighed: Ca. 1,5 time uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod