Anmeldelse: Drømmenes by, Svendborg By (Luna Park Scenekunst)
Af Thormod S. Kamban
Endnu engang har Luna Park Scenekunst lagt Svendborg som ramme om et sanseligt teaterprojekt. Sidste forestilling fra deres hånd af, byVANDring, var en rus på sanselige elementer,, og med to’eren i deres trilogi, Drømmenes by, insisterer de på mere af samme skuffe.
Byens torv er pulsåren. Gaderne og stræderne er venerne, der fører dig ud på en rejse i byens formumlede magi, drømmenes blotte tilstedeværelse og dit indre kraftcenter. Da nogen vågnede og tog os med, begyndte vi vores færd. Når byen præges af en anelse mystik, kan selv den mest almindelige gåtur fra A til B blive en meget mere åben oplevelse. I fodspor af brostenene fandt vi pludselig en mand, der hjalp os med at udpege små sten med hvert sit lille bogstav, hvert sit lille tal. Og som vi blev introduceret til disse, under stenene, så tilfældige mennesker, med så almene drømme, mærkede vi både drømmenes favntag, hvordan det var dengang, og hvordan det stadig er.
Foran den gamle kirke hørtes en violins spil. Ved en byste stod en smuk kvinde i røde sko. Som noget fra et eventyr. Lige så let hun spillede på violinen, lige så brat stoppede hun op og spillede ud i luften. Hun dansede os frem i byen, og jeg kom unægtelig til at tænke på H.C. Andersen-eventyret, hvor pigens røde sko overtager hendes fødder, og hun ikke kan stoppe sin dans.
Længere fremme lyttede vi til byens rislende vand. Vi drak et glas vand og pegede på, hvilken figur der beskrev vores drømme hver især. Vi hjalp en mand med passion for skygger med at finde sit træ. I en lille hvid kasse med spejle åbnede vi vores øjne for hinanden, men også for det naturskønne, der hang som en prisme over os.
Til slut spiste vi småkager i et lillebitte, men meget yndigt hjem, i en henslængt afkrog af Kyseborgstræde, hvorefter vi gik ned og lagde os til rette i midten af torvet og faldt til ro, og måske lod drømmene hvile for en stund. Eller lod drømmene hvile i os? Et par regndråber kærtegnede vores kind og rundt om os sværmede en blid stemme, der sang om det stille hjerte, hvor solen går ned.
Jeg er vild med at være på opdagelse med Luna Park Scenekunst. Det er sjældent, at man kan lade nysgerrigheden råde så groft og samtidig føle sig fuldstændig fri i trygge rammer. Alle performerne gør det til en behagelig oplevelse, og selvom man på turen kommer ud for prøvelser af større eller mindre grad, er det aldrig af den ubehagelige slags.
Men man skal sammen som et hold finde et fodfæste i forhold til de valg, som man bliver stillet overfor, og den måde man kommunikerer på. Med de tre søde mennesker jeg var endt med, følte jeg, at vi løsnede op undervejs. Til slut var jeg næsten ærgerlig over, at det var slut, da vi for alvor nød hinandens oplevelse i det lille fællesskab. Samtidig var det en fantastisk ro i kroppen vi stod tilbage med.
Betina Birkjærs fascination af det nære og tilstedeværende i begge forestillinger, har været opslugende. Ud af disse to forestillinger i en trilogi, kan man, hvis man har set byVANDring, godt fornemme visse ting, der går igen. Begejstringen for spejle blandt andet. Men det er jo en del af deres stil, og de kan alligevel finde nok så mange nye vinkler ind til, hvordan vi lytter, ser og mærker.
Scenografien var nøje bygget op bl.a. med små stykker plystæpper, der var lagt ud til pejling på vores færd. Der var små smykker med kantede motiver, polaroid-fotos af skygger (og lys), røgelse og sidst men ikke mindst byens kulisse i sig selv. Genkendelige elementer men alle med et strejf af orientalsk mystik.
Selve dramaturgie(r)n(e) var godt strikket sammen. Den overordnede tråd så jeg som at vågne op og ganske langsomt bevæge sig hen imod drømmene og søvnen. Alle performernes små historier undervejs havde i sig selv små krøller på halen, som f.eks. da vi fandt drømmestenene, da skulle vi slutte af med at placere vores egen drømmesten et nøje udvalgt sted. Så de havde alle noget hver for sig, men endte ud i ”den store søvn”, hvorefter vi helt til slut fik udleveret et stykke papir. Til hvad var vist op til den enkelte, men det var en god måde at sætte drømmene fri på.
Luna Park Scenekunst har efterhånden gjort mig ør af fede, sanserige oplevelser, og jeg vil anbefale det til alle, der gerne vil gå på opdagelse i et univers af sanser og eufori. Så lad os håbe at vi snart får lov til igen at tage på antropologisk selvstudium med Betina Birkjær og alle hendes dygtige performere.
Luna Park Scenekunst
Svendborg By
Spilleperiode: 17.-25. juli
Opføres igen på Horsens Teaterfestival den 19.-20. september
Set den 25. juli
Fotos: Ard Jongsma
Lyst til at vide mere om projektet? Læs nærmere her:
https://lunaparkscenekunst.dk/
Idé og iscenesættelse: Betina Birkjær
Medskabere og performere: Nelson Jara Torres, Giovanna Pezzullo, Rasmus Stenager Jensen, Freja Schaumburg Müller og Anne Kjær Wærens
Dramaturgi: Naja Schønemann og Betina Birkjær
Scenograf: Annika Nilsson
Ekstern medskaber: Eva Perez
Varighed: Ca. 1 time uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod