Anmeldelse: Gotta Dance!, Det Kongelige Teater
Af Henriette Devantier
Køber du billet til Det Kongelige Teaters aktuelle danseforestilling Gotta Dance! får du hverken en døende svane, en fortælling om bekrigende kongeriger eller ulykkelig kærlighed, som vi ellers er så vant til at opleve Den Kongelige Ballet demonstrere. Nej, her er fest og glade dage, når koreograf Gregory Deans nyopsætning Gotta Dance! fyldt med Hollywood-glamour, musik fra midten af det 20. århundrede og musicalstemning forenes med balletstilarten.
Forestillingen, der har karakter af noget helt nyt, har som sådan ingen handling. Den skal mere opleves som en slags blandede dansebolsjer med en setliste, som var det en koncert i Vega eller Royal Arena. Der danses til velkendte numre som ”The Lady Is a Tramp”, ”La Vie en rose”, ”I Put a Spell on You” og ”Cheek to Cheek”.
Alligevel kan forestillingen deles i tre. Først fornemmer man et filmsæt i 1950’ernes USA. Alle dertilhørende karakterer er også at finde på scenen: En filmstjerne, det unge forelskede par, kulissemedarbejderne, togkontrolløren mfl. – alle selvfølgelig iklædt pastelfarver. Det hele skriger Amerika med to streger under. Hernæst flyttes settingen til det glamourøse Paris til tonerne af Edith Piafs legendariske musik, og efter en pause befinder vi os i de sene nattetimer på en bar og i natklubmiljøet.
Det hele vækkes til live i en forening af toner leveret af Tivolis Big Band og LiveStrings, vokaler af Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Miriam Madipira, Mads Mathias og Caspar Phillipson samt af dans fra Den Kongelige Ballet. Denne tredeling er et skønt valg, der løfter forestillingen, som får præg af noget nyt og anderledes. Er man lidt forskrækket over at begive sig ind i ballettens verden, er orkestret og sangerne, der befinder sig på scenen med danserne, med til at bløde stilarten op til tonerne af velkendte sange.
Man fik fornemmelsen af en krydsning mellem ballet og musical, der lod sig udfolde i Jon Morrell seje scenografi. En gigantisk trappe prydede hele bagscenen, og danserne og sangerne kunne dermed indtage hele scenerummet både på gulvet og i højden. Med skiftende lys kunne denne trappe være scenografi til de mange forskelligartede numre.
Det er godt tænkt af Gregory Dean, som har fået idéen til denne ”mastodont”-forestilling. Det er tydeligt, at der ligger mange kræfter bag. Koreografien lægger sig tæt op ad trin, man før har set blandt andet Fred Astaire og Ginger Rogers udføre på film. Alligevel får balletten sit eget præg af Deans koreografiske evner, der gav plads til både soloer, korpssekvenser og pas de deuxer. Mange af pas de deuxerne var dog noget ensformige og uden så meget kant og karakter, men Dean ramte plet i det ekspressive og karikerede, og så var jeg vild med hans trin til det store korps, hvor han leger med mønstre, tællinger og symbolik. Det var spændende for øjet at opleve.
Det var også en fornøjelse at opleve danserne lidt udenfor deres comfortzone i de mere jazzede trin. På scenen var både solodansere, solister og korps, der alle havde forskellige roller i de mange forskellige sekvenser.
Særligt dansere som Jonathan Chmelensky og Holly Dorger accelererede inden for denne genre. De befandt sig begge tydeligvis godt i de kantede trin, karakterarbejdet og de mange tricks, som de fik lov at kaste sig ud i. Men også dansere som Ji Min Hong og Andreas Kaas bidrog til forestillingens succes. Hvor Chmelensky og Dorger kastede om sig med stjernestøv og power, havde Hong og Kaas en poesi over sig, der skabte kontraster og gav Gotta Dance! fine nuancer.
Det var dog ikke alle, der var lige hjemmevante i det nye trinsprog. Denne premiereaften var desværre ikke korpsets aften. Man savnede skarphed og synkroni. De blev ikke til den unisone enhed, som man kunne se, Dean var gået efter. De blev dog godt bakket op af forestillingens fire sangere, Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Miriam Madipira, Mads Mathias og Caspar Phillipson, der gennem de mange numre både sang solo, duetter og alle fire sammen. Det var et stærkt musikalsk hold, der løftede de mange musikalske arrangementer med sang både på engelsk og fransk – her skal Maria Lucia Heiberg Rosenberg have en ekstra klapsalve for sit portræt af Edith Piaf og fortolkning af den franske spurvs udødelige sange.
Gotta Dance! er i den grad årets feel good-ballet. Den gør ingen skade, og publikum møder ingen modstand – kun vellyst og glæde. Til gengæld bærer forestillingen også præg af mange hurtige skift. Der er ikke en direkte rød tråd gennem de forskellige numre og danse, og man kommer til sidst til at savne lidt dybde.
Men det tager ikke den jublende og glade følelse fra publikum. Det er tydeligt, at Gotta Dance! er en satsning og et ønske om at få et bredere publikum i teatret. Ud fra min fornemmelse virkede det til at lykkes på denne premiereaften. Salen boblede i hvert fald af forventning, glæde og jubel. Man blev glad i låget af Gotta Dance!
Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 22. april-17. maj 2023
Set den 22. april 2023
Fotos: Camilla Winther
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/ballet/gotta-dance
Medvirkende: Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Miriam Madipira, Mads Mathias, Caspar Phillipson, Holly Dorger, Emma Riis-Kofoed, Jonathan, Chmelensky, Andreas Kaas, Ryan Tomash, Astrid Elbo, Ji Min Hong, Sebastian Pico Haynes, Guilherme de Menezes m.fl. (forskellige hold)
Koreografi: Gregory Dean
Musik: George Gershwin, Irving Berlin, Cole Porter mfl. Arrangeret af Peter Jensen
Iscenesættelse: Gregory Dean med Jared Angle, Maria Bernholdt, James Clark og Kizzy Matiakis
Scenografi og kostumedesign: Jon Morrell
Lysdesign: Lucy Carter
Dirigent: Peter Jensen
Orkester: Tivolis Big Band, LiveStrings
Videografik: Sebastian Troels Eskildsen
Varighed: Ca. 1 time og 50 minutter inkl. en pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod