Anmeldelse: Harmoniens Revyperler, Restaurant Harmonien

Anmeldelse: Harmoniens Revyperler, Restaurant Harmonien

Af Christian Skovgaard Hansen og Daniel Lassen

Bedst som vi troede, at alle sommerrevyerne blev aflyst, viste der sig et lille solstrejf i Rødvig. Rødvig Revyen – Revyperler har dog aflyst, men på samme spillested kan nu opleves Harmoniens Revyperler. Stedet og konceptet er det samme, selvom det andre arrangører. Det betyder, at man tager tidligere – af varierende alder… – revyperler og (ny)fortolker.

I år har Max Hansen på ganske kort tid stablet en fin lille revy sammen. Vi får i alt 22 numre, og selvom ikke alle numrene måske ligefrem er ”perler”, så står de alle distancen ganske fint, og de er tilsat tilpas dryp hist og her med Corona, sammen – også hver for sig, samfundssindet og de få andre nyheder, der er oppe i tiden. ”Perlerne” har stadig deres berettigelse som humoristiske og satiriske indspark; her blot endnu mere aktuelle eller i en lettere opdateret fortolkning.

På scenen får vi Max Hansen, Anne Karin Broberg og Jeff Schjerlund, mens Mathias Grove er kapelmester. Overordnet leverer de alle fine præstationer, om end ikke alle sidder helt i skabet – hvilket måske kan forklares med den kortere forberedelsestid.

Jeff Schjerlund, som fik sin revydebut sidste efterår i Menstrup Revyen, får en god karakter ud af stort set alle hans roller. Bedst er han dog i sine roller alene som f.eks. fugleimitator til et talentshow, stræberfaren, der brokker sig over drengens karakterbog og som musicalperformer.

Han og Anne Karin Broberg giver også hinanden et glimrende samspil. Først i morsomt i nummeret ”Vakalen”, hvor alle o’er erstattes af a’er – det kræver sin mand og kvinde at holde tungen og vokalerne lige i munden. Men også i anden akts åbningsnummer, ”Vi får solskin i morgen”, om, at efter regn kommer solskin, er en fin kommentar til det middelmådige danske sommervejr, er det også en kærlig påmindelse om, at der forhåbentlig er en tid med solskin på den anden side af Corona-krisen.

Max Hansen brillerer i den skarpe ”Et lille kompromis” om forholdet mellem religionerne. Er det mon ”bare” det lille kompromis, der skal til for, at vi kan få fred? Hvem ved – uanset hvad er teksten i hvert fald stadig skræmmende aktuel, selvom den er over 10 år gammel.

Anne Karin Broberg bliver til gengæld aldrig rigtig skarp i ”I sku’ vide hvor dyrt det er at være rig” af hende selv og Lukas Birch. Teksten er egentlig morsom og tankevækkende nok, men Broberg formår ikke rigtig at give den det rette bid denne gang.

Aftenens bedste nummer er til gengæld Anne Karin Broberg i ”Den sidste turist i Europa.” Teksten er opdateret til tidens Corona-krise, og den giver os troen på, at der faktisk er et liv, et Europa, på den anden side. Dengang, nu og fremtiden – vi skal nok klare os igennem det hele, så Europa nok skal komme ud samlet på den anden side.

Alt i alt får vi en fin lille revy med generelt fine præstationer og ikke mindst gode, velvalgte nedslag i revyperlerne, som om nødvendigt er tilpasset tiderne, som vi lever i. Man går opløftet og glad fra salen.

På grund af Corona-virussens afstandskrav og antalsbegrænsninger er der kun plads til 100 personer i salen, og vi sidder ved caféborde rundt om i salen, hvilket bidrager til en noget mere intim og hyggelig stemning end række efter række af bænke. Læg dertil, at man får en fin revyplatte med i prisen – og priserne på drikkevarer er ganske rimelige, og Rødvig er en hyggelig lille by. Så tøv ikke med at tage en tur til Stevns!

Harmoniens Revyperler

Restaurant Harmonien, Rødvig Hovedgade 2, 4673 Rødvig

Spilleperiode: 23. juli-21. august 2020

Set den 1. august 2020

Foto: Revyperler

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Max Hansen, Anne Karin Broberg, Jeff Schjerlund og Mathias Grove

Kunstnerisk leder og instruktør: Max Hansen

Medinstruktør: Donald Andersen

Kapelmester og musikalsk arrangement: Mathias Grove

Koreograf: Jeff Schjerlund

Scenografi og sceneinstruktør: Morten Jørgensen

Tekster: Lukas Birch, Kent Bovin, Henrik Lykkegaard, Carl-Erik Sørensen, Mads Nørgaard, Rasmus Krogsgaard, Vase & Fuglsang, Mogens Dam, Hans Chr. Ægidius m.fl.

Musik: Mathias Grove, Sven Gyldmark, James Price, Christian Berg, Henrik Blichmann, Hans Chr. Ægidius m.fl.

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *