Anmeldelse: Henrik P., Parkteatret

By: Christian Skovgaard Hansen
On: 22. september 2026

Af Christian Skovgaard Hansen

Forestillingen Henrik P. på Parkteatret præsenteres både som ”en kærlighedshistorie” og som et ”glimt ind i … Henrik Pontoppidans sanselige og samfundskritiske universer”. For at sige det pænt så lykkes ingen af de to ting særlig godt i forestillingen.

Vi er på et bibliotek et sted i landet. En gymnasielektor skal til at holde et foredrag. Det er et foredrag om kvindefigurerne i forfatteren Henrik Pontoppidans roman ”De dødes rige”. Hun har gjort sit hjemmearbejde, og hun starter fint ud. Men så mangler der et par sider i hendes manuskript, og efterhånden trænger flere forstyrrelser sig på. En mand i salen afbryder foredraget. Han er dog ikke helt en fremmed, da han og foredragsholderen har en tidligere fælles historie. Det er efter sigende fortiden, der vender tilbage.

Idéen fejler som sådan ikke noget, og både kærlighedshistorien og det fornyede møde mellem ham og hende og historien om Henrik Pontoppidan rummer spændende elementer. Men desværre forløses ingen af delene, og i stedet bliver det en næsten dræbende kedelig forestilling, der stikker til højre og venstre uden rigtigt at samle sig.

Forestillingens mangler skyldes nok særligt dramatiker Lise Jørgensen og instruktør Solveig Weinkouff. Starten af forestillingen virker troværdig, men den del går hurtigt ned ad bakke. Foredragets form, manuskriptets manglende sider og afbrydelsen uden, at nogen andre griber ind, virker utroværdigt og ganske underlig. Hvorfor de to nu skal være omdrejningspunktet, giver ikke nogen mening i teksten. Endvidere præsenteres gymnasielektoren som at komme fra Gladsaxe Gymnasie – det hedder ”Gladsaxe Gymnasium” (og jeg ved godt, at man siden 2012 har måttet sige og skrive ”gymnasie”, men ”-ie” klæder stadig intet). Solveig Weinkouffs iscenesættelse er ubevægelig, og alle følelser er stagneret.

Samtidig får vi lidt fakta om Pontoppidan til en start, men derefter er det som om, at han er stort set fraværende i forestillingen. Vi får i hvert fald ikke det, som programteksten kalder ”essentielt, lidenskabeligt og uforudsigeligt.” Og Pontoppidans stemme bliver aldrig levende for os. Parallellerne til hans tekster bliver sekundære, og vi forstår aldrig koblingen mellem han og hendes møde og Pontoppidan.

Kristine Nørgaard og Jesper Riefenstahl kæmper begge med deres roller. De prøver at få noget ud af teksten, så det bliver bare lidt levende for os. Det lykkedes bare aldrig rigtig, og deres samspil er underligt kunstig. Vi lærer aldrig deres fælles forhistorie, og vi forstår slet ikke, hvad deres møde skal føre med sig. Hverken tekst eller instruktion levner plads eller liv til nogen udfoldelser.

Henrik P. er derfor desværre en stor skuffelse. Det store spørgsmål er, hvad forestillingen egentlig vil sige os. Det er i hvert fald ikke noget om hverken Pontoppidans fine forfatterskab eller om han og hendes fælles fortid. Det eneste rigtigt pæne, der er at sige, om forestillingen er, at den – heldigvis – kun varer en god time!

Parkteatret, Jernbanegade 41, 3600 Frederikssund

Spilleperiode: 18.-20. september og 3.-4. oktober 2026

Herudover spiller forestillingen den 22. og 29. september og 5., 8. og 13. oktober i lokalområdet samt på turné rundt i landet i september-oktober 2026 – se spillesteder i link

Set den 20. september 2026

Fotos: Mathias Rasmussen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.parkteatret.dk/teater/forestillinger-shows/henrik-p

Medvirkende: Kristine Nørgaard og Jesper Riefensthal

Dramatiker: Lise Jørgensen

Instruktør: Solveig Weinkouff

Lysdesigner: Rud Trier Blauner

Scenograf: Per Christensen

Kostumer: Charlotte Calberg

Koreograf: Susanne Bonde

Varighed: Ca. 1 time og 5 minutter uden pause