Anmeldelse: Hjælp søges, Østre Gasværk Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Forestillingen ”Hjælp søges” er for dig, der gerne vil have en anderledes musicaloplevelse i en perfekt kulisse, og hvor du i forestillingen møder 17 levende dyr.
Lad det være sagt med det samme: Det er en anderledes forestilling. Østre Gasværk Teater har flyttet en gammel bondegård ind i teatersalen. Der er brugt ægte dele og remedier fra autentiske bondegårde i Odsherred. Geografisk er historien derfor også fastsat til et sted på landet omkring Kalundborg – hvilket bestyrkes af, at der i stykket bliver indrykket en annonce i den lokale avis, som her er Kalundborg Nyt!
Forestillingens omdrejningspunkt er to brødre, Axel og Engelbrekt, som bor sammen på landet på den mere eller mindre faldefærdige bondegård, de har arvet med dyr og det hele fra deres forældre. Brødrene er hinandens modsætninger, men på den anden side kan de heller ikke undvære hinanden. På et tidspunkt annoncerer de to brødre efter hjælp i huset for at gøre noget ved deres selverkendt ensomhed.
De får da også hjælp, men det er ikke lige den form for hjælp, de havde forventet. De får i stedet en ung pige, Hellevi, og hendes døvstumme mor (angivelig selvvalgt) – og ikke mindst deres chef: geden Kallemand. Herefter tager handlingen en både anderledes og til tider underlig drejning, hvor der ikke altid lader til at være mening med galskaben…
Manuskriptet til forestillingen er skrevet af Kristina Lugn, mens Benny Andersson og Björn Ulvaeus henholdsvis har komponeret musikken og skrevet sangteksterne. Jesper Asholt spiller Axel, Jesper Lohmann spiller Engelbrekt, Sara Viktoria spiller Hillevi, mens Suzanne Berdino spiller Hellevis mor. ”Bonderøven” Frank Erichsen fra TV har været bygningskonsulent på forestillingen. Pia Tafdrup har oversat manuskriptet, mens Anne Linnet har oversat sangteksterne.
Med et sådant setup skulle man tro, at forestillingen ville blive fantastisk og flot. Dette håb indfries desværre ikke i ”Hjælp søges”. Taget kræfterne fra bagmændene bag og Østre Gasværk Teaters størrelse og muligheder in mente, fremstår forestillingen uforløst, og jeg sidder flere steder tilbage med spørgsmålene: ”Hvorfor?” og ”Hvad i alverden betyder det?!”
Den første halve time af forestillingen følger vi brødrenes kvaler på bondegården. Asholt og Lohmann leverer glimrende præstationer, men denne optakt føles en anelse lang. Idéen med at lade brødrenes dagligdag brydes af den anderledes og unge pige Hellevi og hendes døvstumme mor er fin, og den giver et stort potentiale til den fremtidige handling. Dette potentiale udnyttes desværre ikke fuldt ud. Isoleret er Sara Viktorias sange fine, men sammenhængen med historien er ikke helt klar. Historien halter flere steder, og man undres over, hvad håndværksdelen og den afsluttende cirkusscene egentlig skal gøre godt for.
Det, der trækker op, er Asholt og Lohmanns skuespilpræstationer, Sara Viktorias flotte sangstemme, musikken og ikke mindst de mange levende dyr. Men alt dette er desværre ikke nok til at trække ”Hjælp søges” op af sumpen.
Forestillingens titel ”Hjælp søges” får derfor flere betydninger. Omdrejningspunktet i forestillingen er, at Axel og Engelbrekt søger hjælp. Men på den anden side kunne denne opsætning af forestillingen også godt have haft behov for hjælp!
P.S. Min medredaktør Jonas var fortørnet over den manglende dramaturgiske struktur i forestillingen, der for ham ødelagde helheden. Derfor ville han selv kun give forestilling 1 ud af 6 på trods af de ellers positive elementer, der er med.
Østre Gasværk Teater, Nyborggade 17, 2100 København Ø
Spiller indtil 7. juni 2015
Spilledato: 15. april 2015
Fotos: Robin Skjoldborg
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side: http://www.gasvaerket.dk/da-DK/Forestillinger/Forestillinger%202012-13/Hjaelp%20Soeges.aspx
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod