Anmeldelse: Indenfor murene, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Verden og livet går sin gang udenfor murene, og verden forandrer sig, så nybruddet møder det gamle og traditionelle. Indenfor murene hos familien Levin står tiden derimod noget mere stille, og sammenstødet mellem både de forskelligartede verdener, både kulturelt og religiøst, og mellem de forskellige generationer virker uundgåeligt.

Dette sammenstød er hovedtemaet i Henri Nathansens skuespil klassikeren Indenfor murene fra 1912. Spørgsmålet er, om vi kan nedbryde barriererne, så accept og imødekommenhed mod det anderledes vinder frem. Hvem har ret?

Familien Levin er flyttet fra Horsens til København, og familien består af forældrene Adolf og Sara og børnene Hugo, Jacob og Esther. Derudover kommer Meyer, der er ansat hos Meyer, i hjemmet. Familiens overhoved Adolf Levin sætter pris på både traditionerne og religionen. De to ting udfordres dog af ungdommen, når datteren Esther forelsker sig i en kristen mand, Jørgen Herming, som endda er ud af en familie, som Adolf Levin har et anstrengt forhold til. Han har nemlig en forhistorie med familien Herming, så forældrenes problemer får indflydelse på børnenes liv. Ved middagen hos etatsråd Herming og hustru bliver det til et sammenstød mellem de to familier i både den ældre og den yngre generation.

Vel hjemme igen beder Esther sine forældre om forladelse, og Jørgen Herming ankommer og beder hende om tilgivelse, og han accepterer det jødiske i hende. De to unge forelskede finder derved hinanden, når de til slut forlader familien Levins lejlighed sammen. Slutningen er åben og til fortolkning.

Indenfor murene varer små tre timer (inkl. pause), men den føles aldrig lang. Skuespilchef Morten Kirkskov iscenesætter dramaet med sikker hånd, så vi forstår både det traditionelle og det nye, og hovedtemaerne skildres med en tilpas intensitet og dybde. Selvom Nathansens skuespil er fra 1912, er den stadig aktuel og på en eller anden måde tidløs, så dramaet kunne udspille sig i nærmest hvilken som helst anden tidsperiode.

Jens Albinus spiller rollen som Adolf Levin med indlevelse, og han mestrer hele følelsesgalleriet til perfektion og i balance. Han er let og kærlig med familien, mens hadet og frustrationerne får frit løb, når han tænker tilbage på uretfærdighederne begået af familien Herming. Eneste indvending mod hans spillestil er, at han visse steder næsten bliver for udfarende, når kropssproget lader følelserne få frit løb. Anderledes rolig og lun er Bodil Jørgensens Sara Levin. Hun besidder en stor familiekærlighed og kløgtighed, og trods Saras usikkerhed, skrøbelighed og indre strid beholder hun en udholdenhed og ikke mindst værdighed, og hun forsøger på bedste vis at samle hele familien.

Emil Prenter og Zaki Nobel leverer også fine portrætter af de to forskellige Levin-sønner. Nicolai Dahl Hamilton er klar og sikker som en undseelige Meyer, som må indse drømmene briste. Forskellene mellem familien Levin og familien Herming er tydelig. Lars Brygmann er tilpas ubehagelig, nedladende og manipulerende som etatsråd Herming, som viser os, at der måske nok er en årsag til at hans kone (Stine Stengade) ikke er helt på toppen, så hun blot må se til med en vis afmagt og fortvivlelse.

Emilie Kroyer Koppel og Joachim Kubel som det unge par har lidt mere svært ved rollerne. Kubel gør det egentlig ganske fint, men hans Jørgen Herming kommer aldrig helt ud over scenekanten, så vi mærker hans kamp mellem kærligheden og faderens vilje. Koppel er kantet og let unaturlig langt hen ad vejen. Det sagte ord mangler tyngde og udtryk, så vi tror ikke helt på hendes kvaler, og det er først hen mod slutningen i konfrontationen med Jørgen og den efterfølgende tilgivelse hjemme hos familien, at vi rigtig mærker hendes Esther. Man kan håbe, at de store følelser kommer lidt mere på plads, når forestillingen har spillet sig varm.

Steffen Aarfing står for scenografi og kostumer, og begge dele viser os netop forskellene på familien Levin og familien Hermings liv. Scenografien er enkel, men udtryksfuld, og den overdøver aldrig forestillingens temaer og ånd. Visse steder bliver den alligevel store scenografi dog næsten for lille til Gamle Scenes store scenerum.

Det er ikke uden grund, at Indenfor murene er en klassiker, og den bliver en påmindelse om, at man formentlig kommer længst med åbenhed, kærlighed og respekt. Det gør denne version af skuespillet også. Nathansens tekst lader de modstridende holdninger komme til orde, men den åbne slutning lader os selv tænke og tage stilling. Tiderne skifter måske nok, men behovet for tro, håb og kærligheden forsvinder formentlig aldrig. Morten Kirkskovs fine iscenesættelse sidder lige i skabet, og særligt den ældre generations skuespil er fantastisk.

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv, København K

Spilleperiode: 19. januar-17. februar 2024

Forestillingen spiller herefter på turné rundt i landet i perioden 20. februar-2. marts 2024

Set den 19. januar 2024

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/skuespil/indenfor-murene

og

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/skuespil/indenfor-murene-turne

Medvirkende: Jens Albinus, Bodil Jørgensen, Emilie Kroyer Koppel, Joachim Kubel, Lars Brygmann, Stine Stengade, Emil Prenter, Zaki Nobel, Jele Natius Abildgaard, Nicolai Dahl Hamilton, Livia Teodora Lupu/Frederikke Koefoed Heiberg, Lene Strate og Jakob Haahr Andersen

Dramatiker: Henri Nathansen

Iscenesættelse: Morten Kirkskov

Scenografi og kostumedesign: Steffen Aarfing

Lysdesign: Ulrik Gad

Lyddesign: Mogens Laursen Hastrup

Koreografi: Sofie Akerø

Varighed: Ca. 3 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod