Anmeldelse: Balletmusikkens mestre, Det Kongelige Teater

Af Kristina McClelland Jacobsen

Da man træder ind på Store Scene i Operaen ser scenen anderledes ud en normalt. Den er nemlig fyldt med Det Kongelige Kapel, som er kommet op fra graven. Orkestret stemmer i og dirigenten træder ind på scenen. Folk klapper begejstret i de blå plyssæder og ser frem til stadig at fejre Det Kongelige Kapels 575 års jubilæum ved at høre koncerten Balletmusikkens mestre.

Aftenens program bestod af tre forskellige stykker af komponister, som er meget betydningsfulde indenfor ballettens verden, nemlig Debussy, Ravel og Stravinskij.

Koncerten startede med den berømte og kendetegnede fløjtesolo i ”Forspil til en Fauns eftermiddag” af Claude Debussy, spillet smukt af fløjtenisten Joachim Becerra Thomsen. Med den flotte melodiske struktur kunne man næsten se balletdanserne for sig danse rundt på den store scene. Det er på trods af, at stykket ikke var skrevet til ballet, men var faktisk oprindeligt et orkesterværk.

Debussy skrev stykket med inspiration af digteren Stéphane Mallarmé, som skrev et digt af samme navn. Et digt om en faun, altså en musikelskende skovånd med menneskelig overkrop, horn i panden og gedebukkeben, der netop er vågnet fra en drømmende lur på en varm eftermiddag. Melodien har dog ikke som sådan en handling, men er mere et udtryk af klanglige farver og giver en dagdrømmende fornemmelse, som var man selv faunen, der spillede på en fløjte ved de sicilianske moser. Musikken høres næsten som vandrende tanker, som blandt andet udtrykkes ved træblæserne der svarer hinanden. Stemningen, som orkestret får sat, er i høj grad fortryllende og drømmende.

Koncertens andet stykke, ”Daphnis og Chloé, suite nr. 2” af Maurice Ravel, bevægede sig harmonisk i en impressionistisk stil, som det første stykke af Debussy. Stykket begynder med fløjter, som næsten lyder som fuglefløj ved en solopgang. Gennem stykket var fløjten også centrum, som igen blev flot udført af samme fløjtenist. De opbyggende flotte klange, hvor strygerne strålede, gjorde at man næsten kunne se et kærlighedsdrama udfolde for sig. Det Kongelige Kapel kom ud i dynamikkens poler og spændingen var i høj grad intakt. Man blev suget ind i Ravels univers. Stykket er både storslået med messing, pauker og tamburin, men også skrøbeligt med pizzicato hos strygerne.

Efter pausen stod programmet på Igor Stravinskijs ”Petrusjka (1911-version)”, som handler om tre dukker, kærlighed og jalousi. Dukkerne kan høres på den rytmisk markerede musik, som næsten bliver lidt skørt og klovnagtigt. Trompetisten, Nikolaj Viltoft, fik lov til at brilliere ved den berømte trompetsolo ved ballerinaens dans. Den store klaverstemme blev ført med stort overskud af Ian Ryan. Stykket fremstår mere bombastisk end de to foregående inden pausen. Bitonaliteten og de forskellige tempi på samme tid gør, at man kan føle, at man er i forskellige måske endda parallelle univers. Musikkens kompleksitet satte dog ikke en stopper for Det Kongelige Kapel.

Som beskrevet var der ved de tre stykker flere soli for de forskellige instrumentgrupper, hvilket understregede orkestrets professionalisme og musikalske elegance. Soloerne lød som noget, der sad på rygraden af musikerne. Man kunne mærke orkestrets sammenkraft gennem hele koncerten og dybe kendskab til ballettens musik. Det er en fornøjelse at høre Det Kongelige Kapel, hvor de er i fokus, da de kommer til deres fulde ret.

Dirigenten David Robertsons bløde og bevægelser i Debussy fik orkestret til at lyde let som en fjer. Næsten som den følelse man får, når man lige har lagt sit hovede på en pude. Som publikum fik man en dyne af ro hen over sig. Generelt havde Robertson en god fornemmelse for balletmusikken og under Ravel begyndte han næsten selv at danse. Derudover viser Robertson også sit kølige overblik i Stravinskij.

Det var skønt at se dirigentens taknemmelighed og anerkendelse af musikerne, da han efter hvert stykke gik ned til orkestret, blev en del af det og bad de forskellige solister rejse sig og modtage applaus. På den ydmyge måde fjernede at fokus fra sig selv og lod solisterne og orkestret være i fokus.

Hvis man aldrig har hørt en klassisk orkesterkoncert før, ville Balletmusikkens mestre være oplagt at starte med. Her fik man nemlig både noget lidt let for øret, som man måske har hørt før og et indblik i et mere moderne stykke og disharmoni. Koncerten viste på den måde balletmusikkens mange facetter. Det hele suverænt udført af Det Kongelige Kapel under ledelse af dirigent David Robertson.

Du kan nå at opleve Det Kongelige Kapel til sæsonens sidste symfoniske koncert den 24. maj 2024, hvor de spiller koncerten ”Nordisk drama” med den finske dirigent Osmo Vänskä. Her spiller de både Nielsen, Sibelius og Grieg. Ellers kan du også nå at opleve kammerkoncerter med musikere fra Det Kongelige Kapel, hvor der vil være uropførelser i anledning af Det Kongelige Kapels 575 års jubilæum.

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 19. januar 2024

Set den 19. januar 2024

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/koncert/balletmusikkens-mestre

Medvirkende: Det Kongelige Kapel

Dirigent: David Robertson

Varighed: Ca. 1 time og 40 minutter inkl. en pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod