Anmeldelse: Kassandra, Husets Teater
Af Sebastian F. Westh Nielsen
Kassandra er en mytologisk karakter fra den trojanske krig, hvor Athen besejrede Troja og brændte byen til grunden. Krigen og Kassandra har været emnet for et hav af fortællinger og dramaer, både hos de klassiske digtere og op til i dag, som noget af den vigtigste kulturarv i den vestlige verden. I Kassandra på Husets Teater frigør hun sig fra alle de andres fortællinger om hendes tragiske skæbne, og fortæller den i stedet selv. Ikke som et jeg med en enkelt fortælling, men som inkarnation af den kollektive krop bestående af alle dem, der har været undertrykt de sidste 3.000 år.
Med Kassandra runder Husets Teater deres enormt vellykkede trilogi ”FURIER” af, hvor ”Fædra”, ”Elektra” og nu Kassandra har haft de græske tragediers mytiske kvinder i fokus. Det må man sige, de gør med et brag. Hvor de andre forestillinger har været mere klassisk dramatiske nyfortolkninger af tragedierne med prægtige kostumer og adskillige skuespillere, bærer formstærke Benedikte Hansen selv Kassandra på sine skuldre i en slagkraftig monolog og med minimal scenografi.
I Kassandras første myte besøges hun som ung af Apollon, der voldtager hende og derefter forbander hende. Hun får evnen til at skue ud i fremtiden og se mennesker og verdens undergang, men krøllen er, at ingen vil tro hende. På den måde bliver hun en sandsigerske med de mest grusomme visioner, men bures også inde, fordi hun opfattes som skør. Det er dog denne fortælling, hun umiddelbart forkaster, netop Apollons fortælling om hende som offer. Den fortælling som digterne igennem tiden har brugt, som en beholder for de store græske heltes fortællinger, der aldrig handler om den kropslige tragedie, Kassandra selv har erfaret.
I stedet påtager hun sig den fælles erfaring på tværs af historien af dem, der har oplevet og stadig oplever Kassandra-komplekset. Et begreb, der betegner dem, hvis sande advarsler og bekymringer ikke blev troet på af omverdenen. Det er historiens undertrykte og fordømte, de voldtagne, krigens ofre, katastrofens døde. Det bliver den fælles erfaring for dem, der uset har lidt under en mandlig og hvid verdensorden, der har hersket i 3000 år siden den vestlige civilisations spæde skridt i oldtidens Grækenland. Det perspektiv understreger Kassandra igen og igen. Dem, hvis lidelse vi andre lukker øjnene for, fordi sandheden er for svær at forholde sig til. På den måde, er det en opløsning af den vedtagne fortælling, og et forsøg på at tage ejerskab over en kollektiv offererfaring.
Det er denne erfaring, der cirkles om og på den måde er det klart et drama, der vil lære publikum noget. Det er et stykke, der vil have sit publikum til at tænke. Stykket lader os dog aldrig forblive reflekterende distanceret fra kendsgerningerne.
Benedikte Hansen river konstant én ned i den kropslige erfaring og ubehaget herved. Om det er bestialske skrig eller vanvittig affekt, så tvinges man af Hansens mesterlige præstation uafbrudt til at mærke den smerte, Kassandra ser og beskriver.
Det eneste scenegreb, udover et subtilt spil med lyset elegant udført af Christian Vest Berntsen, er en stor LED-skærm lige bag scenen. Her ser vi gennem nærbilleder Kassandras mærkede hud og hendes skuende øjne, der bevidner alle verdens tragedier. I løbet af stykket viser skærmen os også øjebliksbilleder af Kassandras ansigt og krop, der søles ind i mudder og blod, som oplevelserne sætter deres præg. Det er et formfuldendt greb smukt udført af Simon Sumborg, der enormt godt komplimenterer Hansens stemme, der ellers primært er stemningssættende på scenen med sin store affektive fylde.
Hendes røst flyder nogle gange over i det rablende og vanvittige, for hvor meget smerte og lidelse kan man holde til at bevidne? Men hun holder altid fast og afviser nihilisme og afmagt, både fordi hun som seerske ikke kan stoppe med at se, men også fordi hun netop er den eneste, der faktisk ser de her ting, som de er.
Kassandra forholder sig også eminent til spørgsmålet om tragediernes universelle karakter og evige relevans. De græske tragedier er en uomgængelig del af vores kulturhistorie og uforlignelige i deres karakterskildringer. Men spørgsmålet om, hvad en given opsætning vil os netop nu, lurer altid? Det skal ikke forstås sådan, at dramaet ikke er uhyggeligt aktuelt, det er det, fordi det peger på vores daglige ligegyldighed overfor krig og lidelse i en tid, hvor Danmark nu igen er med til at kaste bomber i Mellemøsten. Ligeledes kan det mest foruroligende billede, der fremmanes på scenen, et, hvor børn i en krigszone render grædende rundt og leder efter varme hænder at holde i blandt ligene, heller ikke andet end at lede tankerne hen på situationen i f.eks. Gaza. Iscenesættelsens største styrke er dog, hvordan den formår at balancere den individuelle overfor det kollektive. Ved at fjerne sig fra myten og tage ejerskab over fortællingen, hæver stykket sig over spørgsmålet om relevans, idet den pointerer, at Kassandras fortælling ikke nødvendigvis er tragisk, fordi den er universel. Den er tragisk, fordi den usynlige lidelse er overalt i al dens specificitet.
Det er alt i alt et fabelagtigt stykke, Marie Bjørn har skrevet. Monologen er knivskarp, flyver igennem historiske begivenheder og over hele følelsesregistret, men det er aldrig hektisk eller rodet, nærmere og paradoksalt nok opleves den ubehagelige ro, der så ofte kendetegner vidneudsagnet. Det skyldes både Benedikte Hansens stærke spil, men også en prisværdig instruktion af Anja Behrens og den af Christian Albrechtsen perfekt doserede scenografi. Det er et af de tilfælde, hvor less-is-more dogmet virkelig holder, fordi tingene går op i en højere enhed. Det er et stykke, der tør være ambitiøst og lykkes, og en stærkt anbefalelsesværdig oplevelse.
Da jeg overvældet kom ud fra forestillingen tænkte jeg, at jeg ville afslutte anmeldelsen med at skrive, at man kan håbe at Kassandras forudsigelser og sandheder fremover vil blive taget alvorligt. Udover at være klichefyldt, gik det også op for mig, at det ikke er et håb eller en morale stykket opererer med. Forbandelser lader sig ikke sådan ophæve af gode intentioner. Måske kan forestillingen dog gøre os mere kritiske overfor Apollons, eller nutidige magtfulde skikkelsers, fortællinger, der ikke tillader og undertrykker Kassandras sandhed.
Husets Teater, Halmtorvet 9, 1700 København V
Spilleperiode: 13. januar-10. februar 2024
Set den 20. januar 2024
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Benedikte Hansen
Dramatiker: Marie Bjørn
Instruktion: Anja Behrens
Scenografi: Christian Albrechtsen
Lyddesign og musik: Erik Christoffersen
Lysdessign: Christian Vest Berntsen
Dramaturg: Karen-Maria Bille
Video: Simon Sumborg
Instruktørassistent: Mille Lindberg Hansen
Varighed: Ca. 1 time uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod