Anmeldelse: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, Aalborg Teater

Anmeldelse: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, Aalborg Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet er bygget over Glenn Bechs slagkraftige manifest af samme navn. I manifestet går han til kamp for det glemte og mod det etablerede, hvor samfundet til en vis grad har spillet fallit.

Ud fra hans egne erfaringer sætter han fokus på det klasseopdelte samfund og på det at være anderledes, så man skiller sig ud. Det bliver en bidende kommentar til det, og selvom teksten sine steder bliver noget råbende, er der ingen tvivl om, at der bagved også gemmer sig et mere alvorligt budskab, som ikke er helt enkelt endda.

Ligesom bogen bliver teaterversionen en brudvis og lettere springende fortælling, hvor de forskellige dele både fremstår ene, men også som en del af en større collage, der sætter fokus på det at være til. Baggrunden, det at skille sig ud, så man aldrig rigtig bliver en del af fællesskabet og konflikterne med sig selv, med moren og med skolen italesættes.

Teksten virker tro mod Bechs tekst. Vi finder også ud af, hvorfor kampen mod homofobi er vigtig for Bech, og manifestet er absolut ikke nogen solstrålehistorie. Men er Bech med sit manifest nu ikke en del af den elite, som han har forsøgt at bekæmpe? Måske…

De fire skuespillere Nicolai Duckert Perrild, Kathrine Høj Andersen, Karla Rosendahl og Thomas Kristian Bek er her alle Glenn Bech, og det er fint med til at styrke collageindtrykket og livets fragmenterede indhold. De har alle påtaget sig at formidle manifestet med én samlet stemme, og de kan ikke skilles fra hinanden. Det er ikke en nydelig forestilling, og manifestets tekst strømmer taktfast, råt og nærmest råbende ud over scenekanten mod os. Udover at være Bech selv er de, når det kræves i fortællingen, også glimrende personer i hans liv.

De fire skuespillere er noget forskellige, hvilket passer godt til Bechs egen brudvise fortælling, hvor følelserne, traumerne, skrøbeligheden, kærligheden, usikkerheden og ikke mindst vreden trænger sig på i mange forskellige retninger, indtil det manifesterer sig i, at de gamle autoriteter ikke længere anerkendes. En ny tankegang må der til!

Niels Erlings sammensætning og iscenesættelse fungerer derfor ganske glimrende. Manifestet vil sige meget, og det vil Niels Erling også. Forestillingen varer næsten 1 time og 50 minutter uden pause, og det giver mange ord – næsten for mange ord. Det gør, at noget af indholdet fortoner sig lidt, og ikke alt kommer derved til at stå helt så skarpt, som det kunne. Det og en måske lidt uhåndterbar og ikke helt gennemført klar slutning kan dog ikke ændre på, at Erling får sat fint fokus på manifestets smerte.

Scenografien af Lise Birch er enkel, så den lader fokus være på teksten, samtidig med at den og Kasper Daugberg og Mia Willetts lysdesign kan sætte scenen for Bechs mange forskellige oplevelser og sindsstemninger, hvor ikke alt har været lige let.

Både som manifest som bog og som teaterforestilling er Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet en stærk og modig samfundskommentar, og gennem de fire skuespilleres mangesidede portræt af Glenn Bech får vi et indblik i en person, hvis kamp er vigtig og nødvendig.

Vi får virkeligheden smidt lige i hovedet. Uanset om man er enig med Bech eller ej, får man nogle tanker og et diskussionsoplæg om samfundets indretning med sig ud fra teatrets mørke. Om det så ændrer noget, og om det bliver en kamp mod autoriteterne, eller om det ”bare” bliver et opråb, er en anden sag.

Aalborg Teater, Lille Scene, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg

Spilleperiode: 11. november-22. december 2023

Set den 25. november 2023

Fotos: Daniel Brandt Andersen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Nicolai Duckert Perrild, Kathrine Høj Andersen, Karla Rosendahl og Thomas Kristian Bek

Produceret i samarbejde med Gyldendal Group Agency

Tekst: Glenn Bech – Baseret på hans bog af samme navn

Iscenesættelse og dramatiseringen: Niels Erling

Scenografi og kostumer: Lise Birch

Lysdesign: Kasper Daugberg og Mia Willett

Lyddesign: Kristian Berg

Varighed: Ca. 1 time og 50 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *