Anmeldelse: Jorden rundt på 80 dage, Aalborg Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Aalborg Teater har som efterårets familieforestilling kastet sig over Jules Vernes roman ”Jorden rundt på 80 dage”. Romanen udkom i 1873 (og på dansk i 1877). Vi følger den engelske gentleman og rigmand Phileas Fogg, der lever et stille og lettere ensformigt liv i Londons højere klasser. Alt foregår efter samme rutine og på faste klokkeslæt. Det understreges af den store billedramme, hvor Fogg ikke træder uden for, mens livet omkring går sin gang, og af Kristian Bergs lyddesign, hvor uret tikker derudaf.
Men en dag sker der noget. En dag indgår han nemlig et væddemål med de andre medlemmer af Reformklubben, hvor han kommer daglige og spiller kort, om, at han kan rejse jorden rundt på 80 dage.
Verden var dengang noget anderledes, og teknikkens fremmarch gjorde afstandene mindre og mindre. Det skulle nemlig nu være teoretisk muligt med de jernbanelinjer, færgeruter og veje, der med tiden var blevet anlagt. Det skulle altså kunne lade sig gøre med ”matematisk præcision”. Men spørgsmålet er, om det også betyder, at det kan lade sig gøre i praksis!

Med på rejsen er hans nye tjener Jean Passepartout, og de to kommer ud for indtil flere forhindringer, mens rejsen bringer dem med mange forskellige transportmidler gennem hele verdenen. Blandt andet følger detektiven Fix dem, da han tror, at Fogg er en bankrøver på flugt – hvilket viser sig ikke at være tilfældet. Intet kan stoppe det lille rejseselskab. Fog når til London i tide, og her får Vernes historie et lille tvist. Det er ikke kun verden, men også Fog selv, der er har forandret sig.

På Aalborg Teater sætter man den amerikanske dramatiker og manuskriptforfatter Laura Easons dramatisering fra 2008 op, og Karen-Maria Bille har med sikker hånd og glimrende sans for sprogets finurligheder oversat teksten. Rasmus Ask har stået for den ganske underholdende, slagkraftige (nogle gange endda bogstaveligvis) og velfungerende iscenesættelse, der med både hast, eftertænksom og humor driver fortællingen frem. Christian Albrechtsens karakterfulde og stiliserede 2D-scenografi supplerer smart og ikke mindst smukt fortællingen.
Hovedrollen som Phileas Fogg spilles elegant og sofistikeret af William Halken, der forvandles fra klassisk engelsk gentleman, hvis vigtigste prioriterer i livet er, at alt kører efter en snorlige plan, til en klog og stærk mand, der nu indser, at rigdom kan opstå i andet end klingende mønt, og at det ikke er så dumt endda at leve i sameksistens med andre – også i dagligdagen.

Som hans to modsætninger møder vi Passepartout og detektiven Fix. Lars Topp Thomsens Passepartout er rigtig fransk, og han er både kæk, klog, jovial og måske nok også en smule heldig, når han gang efter gang overlever turens problemer. Østen Borre Simonsen er glimrende den ikke alt for kløgtige detektiv Fix, der måske lidt for sent opdager sagernes rette sammenhæng.
Amalie D. Abildgaard er både kær, intelligent og bestemt som den indiske prinsesse, Fru Aouda, der ender med at slå benene væk under Fogg. Kasper Krassimir, Jørgen W. Larsen, Mogens Rex, Clara Josephine Manley og Steffen Berenthz Eriksen leverer fine ensemblepræstationer.

Udover det præcise portræt af Fogg er de øvrige portrætter en anelse for karikerede, og de er fremstilles nok lidt for meget i store træk. Det passer dog godt til den lidt hurtige, kække og underholdende iscenesættelse, der fanger ungerne.
Jorden rundt på 80 dage er endt som en herlig familieforestilling, der kan begejstre både børn og voksne. Og så er det samtidig en kærkommen chance for at tale med ungerne om verdenens udvikling og jordkloden og tidens indretning.
Aalborg Teater, Store Scene, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg
Spilleperiode: 15. november-23. december 2025
Set den 15. november 2025
Fotos: Rumle Skafte
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: William Halken, Lars Topp Thomsen, Amalie D. Abildgaard, Mogens Rex, Clara Josephine Manley, Jørgen W. Larsen, Østen Borre Simonsen, Steffen Berenthz Eriksen og Kasper Krassimir
Romanforlæg: Jules Verne
Oversættelse: Karen-Maria Bille
Dramatisering: Laura Eason
Instruktør: Rasmus Ask
Scenograf: Christian Albrechtsen
Lysdesigner: Kasper Daugberg
Lyddesigner: Kristian Berg
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
Anbefales fra 7 år
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


