Anmeldelse: Robin Hood – Helt ude i skoven, Himmerlands Teater

Anmeldelse: Robin Hood – Helt ude i skoven, Himmerlands Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Det er blevet november, og det betyder, at Farcesyndikatet er tilbage på Himmerlands Teater. Som sædvanligt tager de en klassisk fortælling og giver den indtil flere drejninger, så man i deres gendigtning af de store klassikere ikke kan vide sig helt sikker på, hvilken retning fortællingen tager. I år er turen kommet til eventyret om Robin Hood – Robin Hood – helt ude i skoven.

Grundhistorien er der naturligvis. Kong Richard er taget på korstog – eller er det krydstogt? – og hans bror, den onde og griske Prins John, og sheriffen af Nottingham lægger skumle planer. Heldigvis er Robin af Locksley blevet gjort fredløs, så han tilslutter sig gutterne i Sherwoodskoven, og sammen med Lady Mariann sørger han for, at det totale kaos udebliver. Alt ender – naturligvis – godt!

De morsomme og til tider platte vittigheder og de kropslige udfoldelser er også i år morsomme, så der er stadig plads til de gode grin. De er dog ikke helt så store, som de foregående år. Selvom der stadig er en række morsomme sproglige forviklinger og skævheder, er det ligesom om, at teksten mangler det sidste tvist, så den ikke er helt så skarp og stærk gendigtet som de seneste år. Vi kunne også godt have undværet det lidt for platte møde med Broder Tuck og hans øltønder. Susanne Sangills sikre instruktion holder dog teksten oven vande.

På scenen har vi i år Daniel Bevensee, Maja Juhlin, Erik Viinberg og Ronny Sterlø. Daniel Bevensee er forestillingens helt som Robin Hood, og Maja Juhlin er (primært) Lady Mariann. De to gør det såmænd ganske godt. Bevensees Robin Hood er både kær og kæk, selvom den måske lige mangler den sidste friskhed, mens man mere tror på Maja Juhlins slagfærdighed end sødme og kærlighed som Lady Mariann.

Forestillingens to store stjerner er dog Ronny Sterlø og Erik Viinberg. Sterlø er en farverig, men også ond Prins John, der dog ikke altid er den kløgtigste. Han er dog sikker på at få magten, at han har tilranet sig kronen og det kongelige ”vi” – mens han broderer sit nye våbenskjold og strikker sin store kroningskåbe! Hans skurkeportræt har en fantastisk udstråling, og selvom han jo er den onde i fortællingen, kan man ikke lade være med at heppe lidt på ham. At han også kan spille rigtig konge oplever vi til slut, når Kong Richard Løvehjerte vender hjem. Hans samspil med sheriffen af Nottingham i skikkelse af Erik Viinberg er eminent. Viinberg har kløgt og kropssprog med sig, når han prøver at fange Robin Hood.

Som sædvanligt springer holdet ind og ud af de forskellige roller, hvilket giver en række hastige kostumeskift. Det sidder dog lige i skabet, og de kække overgange er med til at holde tempoet i farcen.

Nick Pedersen og Mette Valbak har stået for den enkle, men virkningsfulde og magiske scenografi, der let kan skifte fra den kolde grå borg til den frodige grønne Sherwoodskov. Det hele hjælpes fornemt på ved af Ise Klysner Kjems’ lyssætning. Samtidig bidrager Mads Horsbøls lyddesign til den rette stemning i fortællingen.

Med Robin Hood – helt ude i skoven leverer Farcesyndikatet endnu en morsom gendigtning af en af de store klassikere. Ikke alt fungerer lige godt i år, og teksten er ikke den stærkeste, som de har præsenteret for os. Men det klarer vi, når dens forviklinger, lune og morsomheder rulles ud i fuldt flor. Så kan man ikke andet end overgive sig og grine med.

Himmerlands Teater, Søndre Kajgade 18A, 9500 Hobro

Spilleperiode: 13. november-13. december 2025

Set den 14. november 2025

Fotos: Anja Schønvandt

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Daniel Bevensee, Maja Juhlin, Erik Viinberg og Ronny Sterlø

Instruktion: Susanne Sangill

Scenografi: Nick Pedersen og Mette Valbak

Musik og lyddesign: Mads Horsbøl

Lysdesign: Ise Klysner Kjems

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *