Anmeldelse: Kældermennesket, KUNSTEN (Teatret Slotsgården)

Anmeldelse: Kældermennesket, KUNSTEN (Teatret Slotsgården)

Af Tanja Bech Hansen

Sommerteater under åben himmel i skybrud kan måske få de fleste skuespillere til af aflyse aftenens forestilling, men ikke Jacob Moth-Poulsen, der tværtimod vendte vejret til sin fordel, mens han dansende og vittigt gakkede rundt i scenens vandpytter for at tydeliggøre, hvor aparte et kældermenneske opfører sig.

Men hvad vil det overhovedet sige at være et kældermenneske? Udefra set er det den del af samfundet, der skiller sig ud og bruger det meste af sin tid i isolation fra omverdenen, da deres holdninger og væremåde ikke stemmer overens med den gense norm. Et sådant kældermenneske bliver vi mødt af i denne forestilling. Vi møder Gustav, spillet af Jacob Moth-Poulsen, som sidder iført underbukser, morgenkåbe og badetøfler, mens vi kan iagttage hans tåklippende, bøvsende, ostepopsspisende, onanerende og colabællende eksistens.

Det er en underlig og urovækkende oplevelse at se Kældermennesket på scenen – ikke fordi man ikke forstår det, men fordi man forstår det alt for godt. Forestillingen, baseret på Fjodor Dostojevskijs ”Notes from Underground” er ikke kun en rejse ind i et forkrøblet menneskes sind, men også en pinefuld spejling af noget, mange af os genkender: Følelsen af isolation, af at være afkoblet, af at være i verden, men ikke rigtigt en del af den.

Det, som gør denne opsætning så stærk er samspillet mellem Jacob Moth-Poulsen på scenen, iscenesætteren Kristoffer Lundberg og dramatikeren Jo Hedegaard, hvilket sikrer forestillingens insisteren på at lade publikum sidde med ubehaget – og med spejlet. ”Kældermennesket” er på én gang frastødende og dybt genkendeligt. Hans vrede og foragt for verden omkring ham kamuflerer en sårbarhed og en længsel efter forbindelse, som mange vil kunne genkende, særligt i en digital tidsalder præget af overeksponering og indre tomhed. Det er netop det paradoksale: Vi forarges over hans kynisme, men vi forstår, hvordan han er endt dér. Vi forstår, hvordan han er blevet et menneske, der hellere vil grave sig ned end række ud.

Scenografien af Freya Sif Hestnes forstærker denne dobbelte virkelighed på næsten hypnotisk vis. Scenegulvet er holdt i hvidt, marmorlignende materiale – sterilt, koldt og dødt, som et mausoleum for menneskelig kontakt. Ovenpå dette er en mørkegrøn, marmoreret platform hævet midt på scenen. Den virker som et isoleret podium, en sokkel, hvorpå det ødelagte ego iscenesætter sin ensomhed. Her står tre hvide søjler, klassiske og kølige, som om kældermennesket har placeret sig selv i et eget tempel, ikke for tilbedelse, men for dom. Hans egen dom over sig selv og verden.

Bag ham – to store skærme, hvor billeder og videoklip projiceres i brudstykker: Tekstbeskeder, webcams, mærkelige glitch-effekter og fragmenter af internetkultur flimrer som tankefragmenter eller mareridtsagtige rester af en bevidsthed overmættet af skærm. Det er som om vi ser direkte ind i kældermenneskets digitale underbevidsthed – en moderne tilføjelse, der føles både subtil og præcis. Skærmene understreger, hvordan det indre mørke i dag ikke kun er et fysisk rum, men også et virtuelt. Kælderen er ikke længere blot under gulvbrædderne – den er i os, i vores feeds, i vores tabs.

Forestillingen inviterer os ikke til sympati, men til noget sværere: Empati. Den tvinger os til at sidde stille og mærke, hvornår vi selv bliver kældermennesker – i vores apati, i vores selvhad, i vores passive vrede over en verden, vi ikke føler os hjemme i. Altså om vores normale opfattelse egentligt er berettiget i en ellers så syg verden. Det er ikke behageligt. Men det er vigtigt.

Teatret Slotsgården

KUNSTEN, Kong Christians Allé 50, 9000 Aalborg

Spilleperiode: 1.-4. august 2025

Forestillingen spiller igen i Odense (Odense Slot, Nørregade 36, 5000 Odense C) i perioden 7.-16. og 26.-29. august 2025

Set den 4. august 2025

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://aalborgteater.dk/forestillinger/kaeldermennesket

og

https://www.teatretslotsgaarden.dk/%C3%A5retsforestilling

Medvirkende: Jacob Moth-Poulsen

Tekst: Fjodor Dostojevskij

Dramatiker: Jo Hedegaard
Bearbejdelse og iscenesætter: Kristoffer Lundberg

Scenograf og kostumer: Freya Sif Hestnes
Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *