Anmeldelse: Kvinde – kend din krop, Aveny-T (gæstespil fra Mungo Park)

Anmeldelse: Kvinde – kend din krop, Aveny-T (gæstespil fra Mungo Park)

Af Christian Skovgaard Hansen og Jonas Gudmand

“Kvinde, kend din krop” er en af de bedste forestillinger, vi nogensinde har set.

Den er tæt på at være et mesterværk.

Alle over 15 år uanset køn kan med sindsro tage ind og blive godt underholdt og godt berørt. Det fine ved forestillingen er, at to venner sagtens kan tage ind og se den sammen og få sig en lige så god oplevelse som to veninder. “Kvinde, kend din krop” rummer så mange aspekter, at alle vil tage noget med derfra.

1
”Kvinde, kend din krop” er håndbogen i kvindelig selvopdagelse, og siden den første håndbog kom i 1975 har hvert årti fået sin egen håndbog (1983, 1992, 2001 og 2013). Mungo Parks forestilling er en collage af de første af disse håndbøger, og den oprindelige forestilling er fra 2010.

Spørgsmålet er, om disse håndbøger kan omsættes til seværdig forestilling, eller om den i stedet bliver en omgang kønsforstyrret og/eller rødstrømpeagtig opvisning. Sådanne tanker bliver i Mungo Parks forestilling gjort til skamme, og det er SÅ fortjent, at forestillingen fik en Reumert i 2011!

Vi er denne gang vidner til det oprindelige cast til forestillingen: Maria Rich og Kasper Leisner. De gør stykket intenst, nærværende og flot, hvor den svære balancekunst mellem underholdning, oplysning og alvor mestres fantastisk, og forestillingens temaer bliver aldrig platte. Sikke et overskud og mod de har.

2
”Jeg har lært, at…”. Sådan starter Maria Rich forestillingen. Vi er vidne til kvinden, der har lært, at… at hun ligner sin mor mere og mere, at det hele bare er en periode osv. osv. Vi er vidne til samspillet mellem ham og hende og mellem hende og ham. Vi er vidne til de forskellige kvindetyper og kvindekroppens faser og dilemmaer. Kroppen – kvindens krop forstås – er omdrejningspunktet for hele forestillingen, og vi oplever hele spektret fra tanker og fantasier, uskyld og menstruation, sex, fødsler og børn til rynker og alderdom.

“Kvinde, kende din krop” er et mesterværk, fordi den rummer livets store sejre og smertelige nederlag. Det er dybt bevægende at se, og også at skrive om nu, en kvinde der er blevet voldtaget. Scenen lige efter ser vi en himmelråbende fantastisk scene med en mand, der står på en savanne og fortæller om, at han kan give enhver kvinde orgasme. Scenen efter modtager en kvinde en ulykkelig besked fra sin læge, og scenen efter skal vi se en sjov scene om mødommen. Spændvidden i forestillingen kan også ses ved, at vi hører om de fire faser i en kvindes orgasme, og senere høre om at 10-15 % nybagte mødre rammes af fødselsdepression.

“Kvinde, kend din krop” tør tage livet på sig, og det er inspirerende og befriende.

3
Vi ser forestillings enkelhed i scenografien, hvor man med meget små virkemidler får fortalt hele historien. Da det f.eks. handler om voldtægt vendes en rekvisit om, så publikum kan se sig selv. Konfronteret med emnet, konfronteret med ikke at vende det blinde øje til. Kasper Leisners arme, ryg og ben i selskab med to balloner og en lille selvklæbende hvid kugle får som demonstrationsmodel fortalt anatomien om kvindens underliv med æggeledere og livmor og hele cyklussens liv. Vi er vidne til ømheden på den ene side, mens ligegyldigheden er på den anden side, når Maria Rich spørger Kasper Leisner, om ”han har haft en god dag”, mens de dyrker en omgang kedelig hverdagssex, hvor ingen af dem egentlig får noget ud af det.

Forestillingen sidder i kroppen længe efter, man forlader salen. Vi bliver klogere på kvindens mangeartede og forskellige facetter og roller i samfundet og igennem livet. På den måde får man en – genfunden – respekt og nysgerrighed for kvinden(s krop).

”Min cykel er pæn… Jeg vil hellere være fræk eller foxy…!” BUM!

Mungo Park

Aveny-T, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg

 

Spiller igen 4.-6. juni 2015


Set spillet d. 18. maj 2015

Fotos: Maria Fonfara


Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:
 http://www.mungopark.dk/kvinde-kend-din-krop-aveny-t.html

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod


Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *