Anmeldelse: Lagerlöf, Aarhus Teater

By: Thormod S. Kamban
On: 18. november 2024

Af Thormod S. Kamban

I et par år har Aarhus Teater eksperimenteret med todelte forestillinger, baseret på ældre forfatteres romaner og noveller. Først var det Herman Bangs forfatterskab, der stod for skud i Bang, sidenhen to af Knut Hamsuns romaner i Hamsun. I år er turen kommet til svenske Selma Lagerlöf, der af huskunstnerduoen og dramatikere fra Den Danske Scenekunstskole, er blevet trukket frem i lyset med to fortællinger i forestillingen Lagerlöf.

Første del af forestillingen er novellen ”Dunungen” fra 1894. Det er et gammeldags coming-of-age stykke, hvor man følger bagerpigen Anne-Marie, der bliver forlovet med den temmelig selvglade borgmestersøn Maurits. De tager en kærre til hans onkels gods, hvor hans onkel, Theodor Fristed, bor med sin gartner, Bjerg. Planen er at frarøve penge og arv af onklen, så Maurits kan blive godsforvalter. Men undervejs oplever Anne-Marie, en sart og følsom pige, hvordan følelser og fornuft kan tage over. Der udvikler sig en fælles forståelse mellem Theodor Fristed og Anne-Marie, som skal komme til at vende op og ned på tingene.

”Dunungen”fungerer enormt godt, idet instruktøren Carolin Oredsson har taget et fint karikeret greb om den romantiske komedie. Publikum morede sig kosteligt. Og udover at alle skuespillerne spiller virkelig godt, er det, som om teksten flere gange undervejs har en ironisk distance til sig selv. Maurits kommer ind i starten og kigger på citatet inkorporeret i scenografien, hvor der står: ”Hvor bliver man ofte mere stukket af en rose end brændt af en nælde”, hvilket han summer over med et betvivlet ”Jaaa…”. Og hele hans bedrevidende og arrogante facon er overgjort på meget grinagtig vis af Emil Busk Jensen.

Samtidig spiller Clara Sophia Phillipson rollen som Anne-Marie rigtig fint, igen også med overdrevne karaktertræk, men med blik for hendes barnlige og drømmeriske nuancer. Som f.eks. en frihedsfølelse hun får, af at sætte sig op og gynge. Karaktererne bærer præg af AKTANT-modellens eventyrlignende karakterer, hvor Anne-Marie er protagonisten, Maurits antagonisten, Bjerg hjælperen og Theodor giveren, da hun i ham finder forståelse og accept (dog efter lange sekvenser, hvor han overfalder hende verbalt). Den personlige frihed er midlet.

”Du skal turde at mærke din krop”, siger gartnerinden Bjerg, i skikkelse af Mette Døssing, inden Anne-Marie tager en bid af et æble, som Eva i syndefaldet, symboliserende at hun nu mister sin uskyld, men også tager skridtet imod at være en voksen, selvstændig kvinde.

Den har gode nuancer med, som f.eks. den frihed Anne-Marie higer efter, som Theodor Fristed har, men som ikke kun er en udpræget gode i hans verden. Den betyder også ensomhed og fastlåsthed. Sådan leger stykket med mange hierarkiske og følelsesmæssige dilemmaer.

Stykket efter pausen hedder ”Køresvenden”, og det starter med, at meget af scenografien rives ned til noget heavy metal. I dette gyser-stykke møder vi tuberkuloseramte David Holm (Emil Busk) som ved at døden nærmer sig, så han drikker sig sønder og sammen. Hjemme har han en kone (Mette Døssing) og et lille barn, der lider under situationen. Imens et andet sted har frelsersøsteren Edith (Clara Sophia Phillipson) et herberg. Hun dør af tuberkulose, men får muligheden af dødens køresvend til at frelse David Holm, og dermed hans familie. Han afslår at møde hende på dødslejet og falder om på kirkegården og dør. Herefter kommer han på tur med dødens køresvend, for at se de næste sjæle der skal høstes. Da det går op for ham, at hans kone er i færd med at tage livet af sig selv og deres barn, er han villig til at gøre alt for at vende tilbage til livet for en stund, i håbet om at redde sin familie.

Det gotiske tema er gennemført bragende i scenografien, der består af en drejescene, stilladser, en stor blinkende stjerne i baggrunden og et lysende kors forrest til højre på scenen. Skuespillerne er i meget sorte gevandter, med sort og hvid makeup. Stemningsbilledet er dragende.

Billedet af dødens køresvend (William Jacobsen Halken) giver et empatisk indblik i sjælehøsterens sorgfulde rolle, hvor man må tage rundt og høste sjæle, på dem der har fortjent det, men i lige så høj grad på dem der ikke har.

”Alle mennesker har mulighed for at ændre sig” udsiges der undervejs, og det er vel hovedtemaet for David Holms mentale rejse. Samtidig er det også spejlet i de to fortællinger i én forestilling. To hovedkarakterer der må tage et aktivt valg for at omkalfatre tilværelsen.

Fortællingerne er en kende forudsigelige, men ikke desto mindre fyldt med spændende nuancer i karaktererne og dialogerne. Skuespillerne har et godt fælles formsprog, hvilket vel i høj grad kan tilskrives instruktøren Carolin Oredsson. Desuden kan man godt se, hvorfor Lagerlöf stadig har relevans i dag – også med henblik på kvinders rettigheder og individets frie vilje. Forestillingen skriver sig så flot ind i rækken af dobbeltforestillinger, fordi de rette skuespillere brillerer, og fordi de to enaktere både rammer noget forskelligt hos publikum, men samtidig eksisterer i en flot symbiose.

Aarhus Teater, Stiklingen, Teatergaden, 8000 Århus C

Spilleperiode: 14. november-21. december 2024

Set den: 14. oktober 2024

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/lagerlof

Medvirkende: Mette Døssing, Emil Busk Jensen, Clara Sophia Phillipson og William Jakobsen Halken

Forfatter: Selma Lagerlöf

Dramatisering: Mia Juhl (“Dunungen”) og Elias Sadaq (“Køresvenden”)

Iscenesættelse: Carolin Oredsson

Scenografi: Josefine Thornberg-Thorsøe

Lysdesign: Kim Glud