Anmeldelse: Landet uden drømme, Det Kongelige Teater (Fix&Foxy i samarbejde med Eventministeriet)

By: Christian Skovgaard Hansen
On: 23. april 2018

Af Christian Skovgaard Hansen

Ind på scenen kommer en kvinde. Hun siger, at hun er fra fremtiden, og at hun er kommet for at redde os fra os selv. Hun siger, at vi er holdt op med at drømme, men i stedet ser fremtiden som et mareridt, hvor intet er som før. Hun siger, at hvis vi ikke begynder at drømme igen, så forsvinder den fremtid, som hun kommer fra. Så vil fremtiden – vores fremtid – for evigt være forandret.

Er vi blevet landet ude drømme? Er vi på vej mod afgrunden? Kan vi gøre noget for at undgå det? Svarene er formentlig ”ja”, men det kræver også noget af os selv. Vi skal turde drømme igen, så vi ikke bliver robotter og tager det hele for givet. Men det svævende spørgsmål er, om vi egentlig ikke allerede er nået dertil.

Forestillingen er derfor også en stille samfundskritik af nutidens samfund. Vi skal ikke kun se på fremtiden – vi skal bestemt også se på datiden og ikke mindst nutiden. Den måde, som vi både har levet og lever på, kan have betydning for fremtiden. Fremtiden gemmer sig, men vi kan være vis på, at den nok skal komme en dag. Problemet er bare, at denne kritik desværre ikke træder særligt skarpt frem.

Skuespiller Lise Lauenblad er eneste person på scenen. Det kræver sin mand – kvinde! – at gennemføre en monolog på en time, hvor publikums koncentration skal holdes hele vejen igennem. I enkelte sekvenser mister hun os, men Lise Lauenblad formår at holde os i live og bevare koncentrationen gennem hendes udstråling og rolige stemme. Hun taler til os, mens vi selv må forestille os de billeder, som hun taler om. Måske drømmene endda får lov at flyve. Det er bare synd, at hun ikke har fået en stærkere tekst at arbejde med.

Til slut sker transformationen. Lise Lauenblad tager alt tøjet af, inden hun først smører sig ind i først en gipsagtig masse, dernæst en elastisk slimmasse. Det bliver sværere og sværere at tale. Talen og drømmene er fanget. Vi er selv den omtalte fremtid. Hun er nu datiden og nutiden, og vi kommer gennem historien og udviklingen til fremtidens nutid. Vi er alle fra (frem)tiden.

Koncentrationen om det talte ord er også nødvendig. Edward Lloyd Pierces scenografi er helt nøgen og sort. Rummet er tomt, og der er til start ingen rekvisitter. Lise Lauenblad kommer ind og går ud ad den samme dør i hjørnet af scenen. Scenerummet illustrerer fint vores hoved, hvor der er netop heller ingenting er. Drømmene har frit spil.

Men! Og der er et stort men. Tue Biering/Fix & Foxy har tidligere – med held – lavet nyskabende og anderledes teater, hvor der har været et socialt, udforskende og udfordrende touch. Det sker bare ikke rigtig her. Dertil er teksten af Tue Biering for slap og ensformig. Hverken instruktør – som i øvrigt også er Tue Biering her – eller dramaturg Tanja Diers har formået at puste liv i teksten. Havde teksten samtidig været meget længere, så var drømmene ikke bare fløjet – så var de fløjet ud ad salen. Desværre! Godt at forestillingen er skåret ned til en time.

Landet uden drømme er anderledes teater, og vil du opleve noget, som du ikke plejer at se, er denne forestilling noget for dig. Og tænk så på, hvordan du egentlig selv ser samfundet. Husk at stoppe op, tænke, drømme og leve livet.

Fix&Foxy i samarbejde med Eventministeriet, Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Lille Scene

Spilleperiode: 21. april-2. maj

Forestillingen spiller endvidere også under CPH STAGE på Sort/Hvid (2. juni (på engelsk) og 3. juni (på dansk))

Herefter Danmarksturné

Set den 21. april 2018

Foto: Søren Meisner

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20172018/skuespil/landet-uden-dromme/

(Og senere respektive spillesteder)

Medvirkende: Lise Lauenblad

Instruktør: Tue Biering