Anmeldelse: Liebhaverne, Forscenen (Gæstespil fra Et meget mærkeligt firma)

Af Carina Blangsbøll
Hvis du er ny i teatermiljøet, er denne udgave af ”Liebhaverne” en god forestilling at starte med, og så er den oven i købet også en skøn forestilling at se for dig, der er garvet teatergænger og gerne vil komme i god stemning til billige penge på en af Københavns små scener.
Forestillingen starter blidt ud i sand Frank Sinatra-harmoni med tonerne til ”Love and Marriage”. En harmoni vi dog hurtigt får brudt i mødet med de larmende liebhavere: Helene, Peter, Karen, Otto og Kiki, der hver især går rundt og føler sig mere eller mindre (u)lykkelige. Sammen og hver for sig prøver de at gøre os klogere på livets lykke. Men hvad er lykken egentlig også for en størrelse? Er det frihed, forelskelse eller tillid? Er det penge, fisse eller et køkken med AGA-komfur? Alle i forestillingen har deres eget lykkelige bud. Men hvordan ved man, at man er lykkelig, og hvornår tør man tro på det?
Måske nogen har fat i lykken uden at vide det, mens andre har det omvendt. For hvordan kan den ene part gå rundt i lykkelig tosomhed, mens den anden part søger lykken hos en helt tredje? Ligesom Helene, Peter, Karen, Otto og Kiki, kan vi nok aldrig blive helt enige om, hvad lykke er. Så måske vi i stedet skal lære at sætte pris på de til tider individuelle, til tider fælles, men alt i alt oprigtige, lettere udefinerbare lykkelige øjeblikke, som vi forhåbentlig bliver beriget med livet igennem.
Vi bliver på scenen mødt af en fin ”liebhaver”-scenografi, der er indrettet som dagligstue, så den både kan bruges til selskabsmiddage samt lidt lettere seksuel omgang, når puder og dyner bliver hevet frem på gulvet. Godt ser det ud, og scenografien gør samtidig, at sceneskiftene går stærkt, og indretningen fungerer, ja faktisk ligefrem imponerer i det spinkle scene-rum. Det vil dog være en klar fordel, hvis de medvirkende i farten husker at få alle rekvisitter med sig, så vi som publikum ikke skal være i tvivl om hvem vi er ”hjemme hos”, da interiøret ellers er det samme hele forestillingen igennem.
På scenen oplever vi vreden kontra kærligheden og ser ligefrem en hel sammensmeltning af disse. Via musikvalget bliver vi hele forestillingen igennem holdt hen i denne så fine 1950-1960’er illusion om ægteskab og kærlighed kontra liebhavernes følelsesmæssige dilemmaer. Det fungerer godt med denne vekslen mellem virkelighed og illusion, så måske en anden slutsang havde været mere passende. Til en anden gang kan I være helt rolige i jeres sangvalg: Jeres engagement og indlevelse er i sig selv nok til atter at få os bragt over til den lyse side af tilværelsen.
Jeg håber personligt at se mere til disse skønne mennesker, og der er da også håb forude, for indtil videre er Liebhaverne den første teaterproduktion fra Teaterforeningen: Et meget mærkeligt firma ved Mathilde Klærke og Camilla Haugaard.
Så skynd jer af sted og se de engagerede unge mennesker, mens der stadig er billetter! For her er en forestilling, der fortjener at få alle deres spilledage udsolgt!
Teaterforeningen: Et meget mærkeligt firma
Forscenen, Shetlandsgade 3, 2300 København S
Spiller indtil 31. maj 2015
Spilledato: 25. maj 2015
Fotos: Thea Løvgreen
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:
http://www.enkelbillet.dk/?pid=bevt&eventid=192900 oghttps://www.facebook.com/events/824349807600182/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod