Anmeldelse: Life Is Good, Dansk Rakkerpak
Af Ea Melissa Christiansen
Et venskab kan opstå på et splitsekund. Ligeså kan kærlighed. Men hvordan kan dette blive en realitet, når du er omgivet af sorgens slør?
Life Is Good er en turnéforestilling, som spiller Danmark tyndt som et gadeteater. Den fremføres af egnsteatret Dansk Rakkerpak, som har bopæl i Næstved på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, hvor de også er slået sammen med teaterforeningen Faster Cool.
Jamen, gadeteater tænker du nok… Er det bare… Teater? Teater på gaden? Et simpelt svar vil da være: ”Ja, det er det. Og dette i bedste forstand. ”
Men det er også mere end det. Life Is Good indeholder nemlig flere historier i én. Til at starte med møder vi gadekunstneren Filippo og hans dukketeater. Her render han rundt med sin harmonika og fremfører Shakespeares ”Romeo og Julie”, mens der snakkes en blanding af italiensk, gebrokkent dansk og et universalt sprog bestående af lyde. Det er nu meget sødt, men det også en kende kedeligt i længden. Jeg nåede endda så langt til at tænke: ”Ser jeg mon den rigtige forestilling?” og måtte herefter hive mobilen diskret frem, for at få verificeret, at dette burde være en tomandsforestilling. Var jeg blevet snydt?
Billede 1
Kort efter blev min tvivl kastet væk, da “en fra publikum”, Peter Kløft, listede op på ”scenen”, i et forsøg på at hænge sig selv fra den stige, som stod i baggrunden. Det hele med et ”smil på komedielæben” (uden der rigtigt forekom et reelt smil) og overdrevede bevægelser i klovnestil, som viste, at dette var altså teatermakkeren.
Den næste lille times tid bød så på den historie, som jeg havde læst op på. Filippo, den italienske gadekunstner, som møder Tonny. Tonny er lige blevet vraget af sin store kærlighed og prøver derfor at ende sit liv. Men Filippo er positiv og prøver på at genvinde Tonnys tillid til livet. Snart opbygger de et venskab, som var det kærlighed ved første blik.
Det hele foregår i commedia dell’arte-ånden på bedste vis, hvor jokes under bæltestedet, store teatralske bevægelser og ansigtsmimik er i højsædet. Det var især underholdende at overvære det mandlige publikum, som lod sig blive generte ved de mange homo-erotiske jokes, der flød undervejs i forestillingen. Og ikke nok med det, så ender skuespillerne med at inddrage publikum, hvorpå Tonny i denne omgang blev gift med en mand. Fint skal det være, og fint blev det. Med ris, raslebæger og hele baduljen.
Rekvisitterne var mange, men små, hvorpå vognene med dukketeatret rummede mange små finurlige hemmeligheder, funktioner og props som der blev gjort godt brug af undervejs. Som en bonus fortalte skuespillerne bagefter, at historien indeholdte små finurlige kendetegn fra deres eget liv, og f.eks. inddrog de hjemmelavet italiensk kaffe i forestillingens gimmicks, da Claudio Levati, som spillede Filippo, også har en forkærlighed for hjemmebrygget italiensk kaffe i virkeligheden.
Samspillet mellem skuespillerne fungerede også godt. Der var god kemi, og de vidste, hvor de havde hinanden. Dette var f.eks. synligt, når de havde publikum i deres hule hånd og valgte at køre en joke lidt længere, end hvad virkede planlagt.
Om ikke andet var deres skuespil en kende overdrevet, og skønsang var der heller ikke meget af. Men til denne genre hører det sig fint til. Det må godt være lidt overdrevet, upoleret og improviseret, når det foregår på gaden. Ellers mister vi lidt af ”gadeteater-ånden”, og dét ville være en skam.
Alt i alt en super fin og enkel historie, som blev bundet sammen af komik, perverse jokes og en fin inddragelse af publikum. Alting behøver ikke altid at være så indviklet, sommetider kan de små og lethåndterlige historie være lige den kop te, der skal til for at tilfredsstille dagens teatertrang, og Life Is Good er beviset derpå.
Dansk Rakkerpak
Blågårds Plads, København N
Spilleperiode: Turnéforestilling, tjek datoer og spillested her:
http://www.danskrakkerpak.dk/sider/life-is-good
Set den 2. august 2018
Foto: Dansk Rakkerpak
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://danskrakkerpak.dk/sider/life-is-good
Forestillingen er gratis at se.
Medvirkende: Claudio Levati og Peter Kløft
Instruktion: Niels Grønne
Dramatiker: Jane Rasch
Scenograf: Christian Q. Clausen
Dukker: Malene Bjelke
Varighed: Ca. 50 minutter
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod