Anmeldelse: Lyset over Skagen, Falconer Salen (Danske Musicals)

Af Sofie Riis Endahl

Hvor ville jeg gerne give denne musical en bedre karakter. Idéen er spændende – en dansk musical om Skagens-malerne, castet er stjernespækket, og ensemblet er dygtig. Og alligevel sidder den ikke helt i skabet.

Lyset over Skagen åbner med titelsangen af samme navn sunget af P.S. Krøyer (Tomas Ambt Kofod), mens han maler ved stranden i Skagen. Vi møder herefter hans kone, Marie Krøyer (Silke Biranell), hans muse, hans yndlingsmotiv, og deres gode venner, malerne ægteparret Michael (Jesper Lundgaard) og Anna Ancher (Nicoline Siff Møller).

Modsat Anchers ægteskab bygget på gensidig respekt, ser Søren Krøyer (som han kaldes blandt venner) ikke sin kones talent som kunstner, og hans tiere og tiere maniske og depressive anfald skaber splid og distance mellem ægteskabet Krøyer. Så stor distance, at Marie tager alene til Sicilien, hvor hun forelsker sig i den svenske komponist, Hugo Alfvén (Joachim Knop).

Musicalen portrætterer ikke kun malerne, men tegner også en kontrast mellem de intellektuelle kunsterne og den lokale befolkning, der er glade for kunstnerne, så længe de kan tjene en skilling på at stå model. Her møder vi også den Jens Bendtsen (Søren Torpegaard Lund), som ikke vil være fisker som sin far, men til København og blive ingeniører, og hans forelskelse, Elisabeth Møllebygger (Mathilde Zeuner Nielsen), som føler sig hjemme på Skagen og ikke vil rejse væk.

Musicalen er festlig, hvilket også afspejles i de flotte, tidstypiske pastelfarvede kostumer af Maria Gyllenhoff, men samtidig også alvorlig og hjerteskærende. Scenografien af Jesper Kongshaug var en smule for spartansk, som det ofte er ved turnéforestillinger, men han formåede alligevel særligt med det skiftende lys fra bagskærmen og silhuetterne at trække seeren med til Skagen.

Som musicalnørd har jeg efterhånden vænnet mig til at leve med, at langt de fleste, der laver musicals, burde have taget et storytellingkursus, før de gik i gang. Holdet bag Lyset over Skagen er ingen undtagelse. Selvom de modsat mange andre musicals rent faktisk har en historie at fortælle med karakterudvikling og drama, er vægtningen af historien fuldkommen skæv, og historien bliver tynd og uden et klart mål.

Mens vi hører ensemblesang på ensemblesang, om hvor glade Skagens-boerne er, hører vi kun kort om Hugo Alfvén og Marie Krøyers kærlighedsaffære. Ensemblesangene er underholdende, og ensemblet er virkelig dygtigt og rummer mange forskellige personligheder uden at stjæle fokus, men musicalens hovedpointe er ikke at være underholdende eller at ville give os noget at tænke over, men at være rørende. Derfor burde der være meget mere plads og fokus på Krøyers ægteskab og Maries affære, når nu forestillingen trods alt varer godt to og en halv time med pause. Her bliver det hele i stedet lidt ensformigt i længden. Tilsat en til tider vel larmende musikalsk side, gør det intet godt for forestillingen.

Eftersom musicalen blev sat op helt tilbage i 2007, kunne man godt have håbet, at holdet ved genopsætningen havde rettet op på ubalancen i historien – for historien er god, den bliver bare ikke fortalt godt nok!

Jeg købte CD’en med sangene i Lyset over Skagen skrevet af Thomas Høg og Kim Sørensen og komponeret primært af Sørensen, og lytter man til dem bagefter er de alle meget gode – hver for sig. I forestillingen var de skam også ørehængende og interessante nok (selvom de mindede ret meget om hinanden i længden), men mængden af dem var overvældende. Ofte er er en stor del af en musical også sunget dialog, hvilket er nødvendigt for at give lidt luft og adspredelse. Publikum kan ikke holde til ballade på ballade på ballade. Sådan var det netop i Lyset over Skagen. De få steder, hvor der var komponeret dialog fungerede rigtig godt, men langt det meste af tiden var det enten ensemblesange eller ballader, hvilket blev utrolig trættende.

Når man læser sangteksterne igennem bagefter i CD-etiuet, er de alle sammen ganske smukke, men det er svært at holde koncentrationen til to og en halv time i træk at fokusere på hver enkelt linje i sangene. Da konteksten ikke blev etableret stærk nok ved hjælp af dialog og sangenes meget poetiske og metaforiske lyrik, var man ofte forvirret over, hvad sangene handlede om, hvilket gjorde det kedeligt. Et eksempel er Marie Krøyers store solo ”Lysets Land” smukt udført af Silke Biranell. Jeg ville så gerne blive rørt, men jeg brugte samtlige 3 minutter på at hitte redde i, hvad Marie Krøyer egentligt følte og mente med sin sang.

Det er virkelig ærgerligt, at forestillingen ikke lige var blevet gennemarbejdet en gang mere, før man satte et så dygtigt cast til at udfolde den. Særlig suveræn var Tomas Ambt Kofod som den charmerende, geniale og til slut sindssyge Søren Krøyer. Silke Biranell leverede som sædvanligt en dyb, hjertevarm og empatisk Marie Krøyer – det gør ikke mig noget, at det er hende, der får alle de kvindelige hovedroller på den danske musicalscene for tiden!

Joachim Knop leverede også en fin præstation som Hugo Alfvén, men jeg savnede at se mere af ham på scenen. Søren Torpegaard Lund, som tegnede en sjov, forvirret ung mand i sin rolle som Jens og bidrog med fed energi i sine ensembleroller, ville jeg heller ikke have noget imod at se på den danske musicalscene igen.

Jeg vil anbefale Lyset over Skagen til dig, der har lyst til en flot og festlig aften med dybde og ikke har noget imod, at de synger meget. Det er en overordnet en interessant fortælling, men den strækkes desværre lidt vel langt, så forestillingen holdes mest af alt oppe af de fremragende sangpræstationer, særligt af Silke Biranell, og et fint samspil skuespillerne imellem.

Danske Musicals

Falconer Salen, Falkoner Alle 9, 2000 Frederiksberg

Spilleperiode: 10.-17. august 2019

På turne i perioden 1. august-19. oktober 2019 – se spillesteder i linket nedenfor

Set den 10. august 2019

Foto: Jens Peter Engedal

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Silke Biranell, Tomas Ambt Kofod, Nicoline Siff Møller, Jesper Lundgaard, Anders Teigen, Joachim Knop, Anders Bircow m.fl.

Forfatter: Thomas Høg

Komponist: Kim Sørensen

Instruktør: Daniel Bohr

Musikalsk leder: Edi Premate

Scenograf og lysdesigner: Jesper Kongshaug

Koreograf: Bettie Uldal

Kostumedesigner: Maria Gyllenhoff

Varighed: Ca. 2 timer og 35 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Skabelsen, Husets Teater

Af Sidsel Stoustrup   I en tid, hvor religion konstant er på dagsordenen, er ...

Anmeldelse: Vores stemmer, Det Kongelige Teater

Af Emil Møller Christensen Grundidéen til denne opsætning er interessant og inspirerende: At starte ...

Anmeldelse: Enhver, Teater Play (Teater Bajads)

Af Amalie Sloth de Fine Licht Er du til kabaret eller lignende forestillinger, byder ...

Anmeldelse: Lang dags rejse mod nat, Aalborg Teater

Af Sofie Trige   I dagens Danmark er mange mennesker heldige at vokse op ...

Anmeldelse: Atlantis, Teaterøen (Nørrebro Musicalteater)

Af Sofie Riis Endahl   Langt ude på Refshaleøen i et mennesketomt industriområde ligger ...

Anmeldelse: HYG!, Teater Får302 (FAMILIEN)

Af Carina Blangsbøll   På Teater Får302 bliver der holdt generalprøve på den perfekte ...