Anmeldelse: Made in Aarhus, Docken (Made in Aarhus)

Anmeldelse: Made in Aarhus, Docken (Made in Aarhus)

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Kærligheden til Århus skinner tydeligt igennem i teaterkoncerten ’Made in Aarhus’. Det er en fem årtiers suveræn musik fra Århus-kunstnere. At man så vælger at henlægge premieren til det lettere uattraktive, lettere utilgængelige og kolde Docken i ude i Nordhavn kan kun undre lidt… Til gengæld vejer forestillingen den anke op! Vi oplever Århus’ mange musiske ansigter.

’Made in Aarhus’ er instrueret af den roste og Reumert-vindende instruktør Anders Lundorph. Det er sangene og musikken, der er i fokus. Der er ingen ord eller gennemgående handling i forestillingen, mens sangene og musikken skifter glidende. Det gennemgående tema i forestillingen er livets gang og mødet med kærligheden – i forskellige former og på forskellige stadier, både før, under og efter. Forskellige historier (om livet og kærlighed) blandes i små ”collager”, hvilket fungerer ganske fint, men jeg savner lidt en gennemgående, samlet historie, hvor kærligheden til Århus flettes ind.

De mange forskellige sange præsenteres fornemt i uddrag, og de skrues flere gange sammen i de forskellige blandede historier/”collager”. Sangene giver et bredt udsnit over musikken fra Århus-kunstnerne, og det giver historierne et fornemt vid og troværdighed. Vi får (ny)fortolkninger af sangene, men det sker med en ærlig respekt. Lige så forskellige som sangene er, lige så forskellig er Århus – på den gode måde forstås!

17.10.25.-MADE-IN-AARHUS-foto-af-brita-fogsgaard-_G5W6396-2Cmyk [mindsket]

Særligt Anne Linnets ”Smuk & Dejlig”, Jacob Haugaards ”Hammer Hammer Fedt”, Tina Dickows ”Pigen ud af Århus” og Thomas Helmigs ”Stupid Man” og ”Det er mig der står herude og banker på” fungerer rigtigt godt, og det er kun få sange, som ikke kommer helt i mål, hvilket ikke skyldes valget af sang, men nærmere valget af den person, der synger den.

De lidt ”anderledes” sange, f.eks. De Nattergales ”Han spurgt’ om hun vill’ danse” og Jacob Haugaard og Finn Nørbygaards ”Malling” og L.O.C.’s ”Drik din hjerne ud” fungerer også, og de passer overraskende godt ind i hele konteksten. Det er friskt og modigt, at man også har turdet tænke ud af boksen og ikke kun vælge ”de sikre klassikere”, og sangene passer fint godt i fortællingen om kærlighed – både til hinanden og til byen!

De 5 sangere Annette Heick, Tomas Ambt Kofod, Trine Pallesen, Xenia Lach-Nielsen og Kris Herman gør det alle godt og effektfuldt, men særligt Annette Heick og Xenia Lach-Nielsen kommer ud over scene til os. Gennemgående passer de 5 sangere dog alle godt til både at synge alene og til ”dialogen”, hvor sangene sættes sammen.

Musikken i de store orkester, som anes bagerst på scenen, og som er under ledelse af kapelmester (og arrangør) Mikkel Rønnow leverer også varen og spiller forrygende.

17.10.25.-MADE-IN-AARHUS-foto-af-brit-fogsgaard-1 [1600x1200]

Benjamin la Cours scenografi og kostumer kommer her ikke helt mål. Madrasserne fungerer ikke helt, og de giver et lidt diffust billede. Jeg savner nogle flere referencer til Århus. Særligt kostumerne er lidet kønne, og de passer ikke helt ind i det øvrigt flotte show. Til gengæld fungerer hans lysdesign fantastisk. Flere grupper af lange tove fra gulv til loft, som kan belyses, kan drejes og flyttes rundt, så nye rum og stemninger skabes. (Og så en lille anke: Når nu det skal være en hyldest til Århus, burde forestillingens øl dog have været en Ceres Top og ikke den nye, moderne Royal!)

Man får helt lyst til at tage ”hjem til Århus”, som der synges i det afsluttende medley!

 

Made in Aarhus

Premiere i Docken, Færgehavnsvej 35, 2150 Nordhavn

Spilleperiode: 24.-29 oktober 2017 i Docken

Herefter turné rundt i landet til og med den 26. november 2017. Se turnéplan på hjemmesiden nedenfor

Set den 24. oktober 2017

Foto: Brita Fogsgaard

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://madeinaarhus.eu/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *