Anmeldelse: Mælkebøttereglementet, Teatret Zeppelin
Af Ea Melissa Christiansen
”Hendes hud var helt hvid og munden fyldt med vand. Øjnene var åbne. De så intet. De stirrede bare”. Noget lignende bliver der sagt, poetisk, grædende og fint, da en af pigerne på Himmelbjergshjemmet skal forklare, hvad hun har set.
Mælkebøttereglementet er en auteur-forestilling om fire børn i efterkrigstiden, som bor på Himmelbjerghjemmet, der er et børnehjem, og omhandlende ”selvmord” såvel som ”håbløshed/håb” som tematikker. Det er en smuk og poetisk forestilling for både børn og voksne, som du kan opleve den på Teatret Zeppelin.
En auteur-forestilling er hvor skuespillerne har været på gulv, i karakter, mens de improviserer. Herefter sammensmeltes manuskriptet, og ud fra hvad jeg oplevede på de små 75 minutters tid, lader det til at der er blevet leget en masse, med de sjove påfund der siges ind i mellem. For selv om det er grove løjer, rammer sproget plet hos et børnesind – og er samtidig morsomt på sin helt egen måde.
På scenen står fire køjesenge i metal, farverne holdes i grålige toner, og et klaverstykke indleder historien, vi nu skal følges. Hende den mørkhårede, Inger, tisser i en spand, mens lydeffekterne supplerer henover anlægget. Det virker umiddelbart sjovt, men hvis vi husker på, hvor vi er, og hvordan børn kan behandle hinanden, er det samtidig nemt at regne ud, hvad spanden ellers kan bruges til: En straf.
På børnehjemmet bor der fire piger i pleje hos ”Hesten” (plejemor). Den fjerde, Karen, møder vi aldrig, da hun er blevet fundet død i søen. Karen erstattes af ”Lille Marie”, som ender med at være dét skub, som pigerne har brug for, da afhøringerne finder sted og håbet for en fremtid synes uden for rækkevidde.
Scenografien af Johanne Eggert er overordnet enkel og multifunktionel. Det hele er placeret på en drejescene med tre sider (opbygget af bl.a. rør): Soveværelset, enden med stativet og siden med stativerne. Hver side transformeres fra scene til scene, hvor vi blandt andet både oplever ”gården med legepladsen”, gyngen, tårnet og ”sumpen”. Jeg overraskes gang på gang over, hvordan rørene bruges, men især af skuespillerne evne til at virke lette som fluer, når de svinger sig fra ende til ende, som var det barnemad!
De fire piger: Karen, Inger, Jena og Lille Marie bærer samme tøj, en skoleuniform (hvid skjorte, sort jakke, ternet nederdel og et gult slips) så ingen skiller sig udenfor – på trods af deres små individuelle kasser, hvor private ejendomme kan opbevares. Inger er f.eks. glad for glansbilleder, mens en anden gemmer på andre ting. Resten er gemt i ”sumpen”, som ”Hesten” har eneret over. Stilen er gennemført, og musikken er ligeså meget passende til stemningen i historien.
Sommetider høres klaverspil eller stemmer fra højtalerne, andre gange synger skuespillerinderne med deres yndige engle-stemmer, så hårene rejser sig på mine voksne arme. Dette mens røgen sommetider giver et ekstra pift til den sanseoplevelse, vores øjne og ører ellers var i gang med at få. Nogle gange ville jeg ønske, at stemmerne var højere, som når præsten snakker til begravelsen, men samtidig passer det ind. For det er ikke altid, at børn forstår hvad de voksne siger. Især når man sætter voksnes vokabular op mod børns. Så jeg følte mig nærmest som et barn, ligesom dem, og det pyntede på oplevelsen.
Sproget ligeså er ufatteligt genialt. Det lyder akkurat som børnene i en skolegård fra før i tiden, med udtryk som: ”Vil du smage på/kysse bedstefars skæg?”, mens en beskidt kost stikkes op i et fjæs, eller når de siger: ”Jeg må ikke sige det til nogen. Men kan i holde på en hemmelighed? For jeg må altså ikke sige det til nogen, så i må ikke sige det videre.” Resten har jeg allerede glemt, da det hele virkede oplagt.
Selv om forestilling er for børn, er den lige så givende for voksne, da den indeholder mange lag. Børnene vil måske kunne identificere sig med børnene og deres daglige magtkampe imellem, eller knuge sig til sædet når børnene klatrer ud til tårnet og spændingen trykker til, mens de voksne kan tænke tilbage på deres barndom, traumer, venskaber – måske ligeså knuge sig til sædet, som jeg gjorde.
Mobningen synes grov, og alligevel er det en fin afspejling af hverdagen i mange børns liv, mens straffene klart hører sig mere til i de kår, som pigerne her er i. F.eks. troede jeg først, at én var mobbeofret, mens det hurtigt gjorde sig klar, at alle var lige god om det. Med det sagt, også lige gode om at smelte venskaberne sammen igen. For de er ikke onde, de er fire sårede forladte børn, som er bange og alene i verden. Og når man ikke har nogen til at passe på sig, kan det synes nemt at feje problemer væk under en hård facade, hvilket også henviser til forestillingens titel. Et ”mælkebøttebarn” er betegnelsen for børn, der klarer sig, trods svære vilkår.
Dynamikken iblandt skuespillerne er dejligt legende, men også en konstant kontrast mellem fin og brutal. Jeg fik selv et kæmpe nostalgiflip, både når jeg så Maria La Cour i rollen som Jena, sige grinende ”Præstens ged på marken”, mens hun fremmaner dyrelyde og griner fjollet. Eller når Kirsten, der spilles af Theresa Hedelund Jensen, svinger sit sjippetorv om Jena og fanger hende, mens hun driller tilbage i samspil med Inger, der spilles af Rebbecca Rønde Kiilerich, mens de tvinger hende til at dele nogle ting. Jeg glemte ofte, at jeg så på voksne der spillede børn. En kæmpe cadeau til alle medvirkende – de gjorde det meget overbevisende hver og én.
Til sidst vil jeg, ligesom teatret selv skriver, kraftigt anbefale at læse om historien inden, hvis du medbringer børn med ind til forestillingen. Tematikker som ”selvmord” kan være svære at forstå, hvorpå denne tematik dog bringes enormt fint op i Mælkebøttereglementet! Hårde tematikker er ikke farlige, sommetider er de faktisk meget givende at vende med de små børnesind. Mælkebøttereglementet er en hård, mens smuk forestilling om hvor vigtigt det er at have et håb i livet. Om hvordan traumer kan udvikle sig, hvis de får rum og en hjælpende hånd med sig, hvilket både kan være givende for børn og voksne.
Teatret Zeppelin, Valdemarsgade 15, 1665 København V
Spilleperiode: 28. september-9. november 2019
Set den 14. oktober 2019
Fotos: Frida Gregersen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Therese Hedelund Jensen, Maria La Cour, Rebecca Rønde Kiilerich og Cecilie Josefine Bangsgaard Glæsel
Instruktør, manuskriptforfatter og auteur: Mie Brandt
Instruktørassistent: Laura Sylvester Walters
Dramaturg: Niels Lehman
Kunstnerisk sparring: Vibeke Wrede
Scenograf: Johanne Eggert
Produktionsleder og bygger: Peter Edward Rasmussen
Lyddesign, bygger og afvikler: Rasmus Christner Månsson
Lysdesign: Martin Danielsen Barnung
Kostumier: Maria Ipsen
Systueassistenter: Mathilde Gers, Christina Hansen
Stemmer: Bo Carlsson og Mie Brandt
Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod