Anmeldelse: Black Madonna, Sort/Hvid
Af Line Weien Hoffmann
Voldsom, provokerende og til tider direkte ubehagelig. Black Madonna er en utrolig interessant, men også grænseoverskridende, forestilling.
Christian Lollike og kunstneren og dramatikeren tidligere kendt som Claus Beck-Nielsen, der i 2001 erklærede sig død og dernæst genopstod som Madame Nielsen, har sammen udarbejdet forestillingen Black Madonna. Forestillingen omhandler en hvid kvinde, der ville ønske, at hun i virkeligheden er sort.
Historien er delvist inspireret af en virkelig historie om borgerrettighedsaktivisten Rachel Dolezal, der blev født hvid, men levede som sort, men den indeholder også en fiktiv dimension, hvori der fortælles om en racekrig, der fører til et komplet magtskifte. De sorte overtager magten i hele Europa, mens de hvide sendes til kolonier, der tilnærmelsesvis lyder som moderne kz-lejre.
Forestillingen er opbygget af små berettende scenesekvenser afbrudt af sangstykker i skiftevis singer-songwriter stilen, akkompagneret af akustisk guitar, og halvt sungne – halvt talte tekster ind over elektroniske beats.
Madame Nielsen, der er den eneste medvirkende i stykket, spiller den hvide kvinde, der så brændende ønsker et raceskift. Det første Nielsen gør ved stykkets åbning er også at male sig brun i hovedet og at iføre sig en mørk krøllet paryk. Med andre ord at iføre sig blackface.
Black Madonna er en meget speciel forestilling, og det er svært at gennemskue præcist, hvad formålet med stykket er. Jo naturligvis er det, på den ene side at provokere, og på den anden side at italesætte emnerne om identitet og race. Alligevel var det en mærkelig følelse at forlade teatret efter halvanden time med blackfacing og hyppig brug af ordet ”nigger”, da disse er to ting, der er utroligt grænseoverskridende i sig selv. Dog var flere af forestillingens sekvenser langt mere forvirrende, end de var provokerende. Dette var dog mest fordi, det ikke var klart, hvad Lollike og Nielsen ønskede at opnå med forestillingen.
Begge kunstnere er kendt for at arbejde intensivt med spørgsmålet om identitet, og Madame Nielsen har tidligere påtaget sig flere forskellige identiteter og levet som disse. I Black Madonna blev det også fastslået, at et individs identitet er opbyggelig, men hvad med race? Er det dette spørgsmål, Lollike og Nielsen vil stille publikum? Eller er målet udelukkende at provokere ved at spille på velkendte racistiske stereotyper og problemer som fx at iføre sig blackface og tale om de sortes rytme og store numser? Er det at undersøge forskellene på racerne?
For det er nærmest uhørt, at en person skulle føle sig som en anden race, end den de er født som. Hvad ligger til grund for denne følelse? Er det så stærk en sympati med en udsat gruppe, at man til sidst føler sig som en del af kampen? Hvis det er muligt at opfatte sig selv som en anden race, end den man er født som, må der jo være helt klare forskelle på racerne. Men hvad er disse forskelle andet end fordomme og stereotyper? Er det så dét Christian Lollike og Madame Nielsen vil påpege?
Vælger man at tænke, at denne uigennemsigtighed og derved opfordring til videre selvrefleksion netop er pointen med forestillingen, må man anerkende, at Christian Lollike og Madame Nielsen har gjort et mesterligt stykke arbejde. Hvis ikke dette er mening bag forestillingen, så ved jeg ikke hvad jeg skal synes om den.
Alt i alt er det problematisk at diskutere og undersøge den sorte race ud fra et hvidt synspunkt. Black Madonna indeholder mange problematiske aspekter, men spørgsmålet er igen, hvor meget af det, der er med vilje? Dog mener jeg, at det vigtigste en forestilling af denne arts vigtigste opgave er, at fungere som diskussionsoplæg. Selvom Black Madonna er en voldsom og endda forvirrende oplevelse, har den personligt fået mig til at reflektere langt mere over emnerne identitet og race, end jeg ellers ville have gjort. Hvis dette har været Lollike og Nielsens vision, er forestillingen succesfuld.
Black Madonna er ikke en let eller behagelig teateroplevelse, men emnet om race er vigtigt at diskutere, og da det er et emne, der er svært at diskutere åbent og frit. Forestillingen kan anbefales til dem, der vil forarges og forundres samt inspireres til videre refleksion over emnet race. Forestillingen er dog ikke for de sarteste sjæle, og man skal være forberedt på nøgenhed og generelt visuel intensitet.
Sort/Hvid, Staldgade 26-30, 1699 København V
Spilleperiode: den 12.-16. oktober 2019
Efterfølgende den 22.-26. oktober 2019 på Aarhus Teater
Set den 12. oktober 2019
Fotos: Sofie Amalie Klougart
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
eller
https://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1920/black-madonna/
Medvirkende: Madame Nielsen
Dramatiker: Madame Nielsen
Instruktør: Christian Lollike
Idé og koncept: Christian Lollike, Madame Nielsen
Scenograf: Ida Marie Ellekilde
Musikproducer: Turkman Souljah
Lydproducent: Mads Emil Nielsen
Lysdesigner: Morten Kolbak
Varighed: Ca. 90 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod