Anmeldelse: Nykøbing Falster Revyen 2025, Nykøbing F. Teater (Nykøbing Falster Revyen)

Anmeldelse: Nykøbing Falster Revyen 2025, Nykøbing F. Teater (Nykøbing Falster Revyen)

Af Christian Skovgaard Hansen og Axel Nordby

Rasmus Krogsgaard imponerer igen i år med en skarp og en dynamisk og tempofyldt iscenesættelse af Nykøbing Falster Revyen 2025 med velproducerede numre, selvom tekstmaterialet i år ikke alle steder er helt i top.

Krogsgaard står igen i år på scenen, og han viser, at han både er en alsidig og god revyskuespiller og ditto tekstforfatter med (måske) årets bedste tekst. Der er tale om Krogsgaards egen ”De tre musikanter” om hhv. Mette, Lars og Troels – gæt selv efternavnene! Det er en skarp tekst om den siddende regering, og den udføres ganske vittigt og skævt. Eneste minus er, at nummeret ligger som første nummer i anden akt, så det ikke helt får den opmærksomhed fra publikum, som det fortjener.

Han er dertil også fantastisk sammen med Gordon Kennedy i Kristian Jensens ” Køb køb køb” om milliardinvesteringerne i forsvaret, selvom idéen er set de fleste steder rundt omkring i landets revyer – og nogen steder også mere elegant end her.

Den politiske satire er derimod tilpas skarp i Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaards ”Det politiske posthus”, hvor hele holdet spidder det politiske landskab og politikerne i det.

Gordon Kennedy er tilbage i revyen, og han leverer en imponerende præstation. Men han vil måske også lidt for meget. I hans egen ”Krejlerkongerne” er idéen sjov, og teksten også til tider, mens hans fem parodier glider lidt sammen og bliver en stor klat. Det er ærgerligt, nu hvor Gordon er en dygtig parodist. Han er dog fænomenal som den irriterende Anders Agger.

Han er morsom som Keld Heick – sammen med Lillelund som Hilda – i Jan Svarrer og Søren Anker Madsens ”Jamen, er det ikke?”. De to er den lettere frustrerede og indebrændte duo, der har ikke har haft mange spillejobs, men som nu aner nye muligheder, nu hvor Keld og Hilda går på pension, for så er markedet åbent for en ny duo!

Karen Marie Lillelund er en fantastisk revyskuespiller. Dog havde hun et noget bedre materiale at arbejde med i 2023, da hun var i Nykøbing sidst. Ærgerligt når hun er en fantastisk dygtig, både sanger og skuespiller. Hun er dog i topform i selskab med Kristine Yde i Birthe Jønssons ”Lagt på Frost” om den nye store Frost-musical, hvor Yde skal spille en fremtrædende rolle. Hvilken rolle Karen Marie ender med at spille, skal ses live! Nummeret fejler ikke noget, men det bliver blot for langt.

Kristine Yde er efterhånden fast inventar i Nykøbing. Og det er på ingen måde dårligt. Hun bringer det nye, moderne og topmusikalske ind i revyen og hun klæder de andre spillere helt fantastisk. Hendes sangstemme er vidunderlig i både ovennævnte ”Lagt på frost” og i ”Naturens helt ægte diamanter” selvom sidstnævnte virker en anelse rodet komponeret i Krogsgaards tekst. Hun er også morsom som Natasja Crone i Emilie Nordentofts ”En flot præstation” om Kongens første nytårstale.

Henrik Lykkegaard er måske en af Danmarks bedste revyskuespillere. Han rummer alt. Både hans parodier på bl.a. Magnus Heunicke, Clement Kjærsgaard og Kirsten Siggaard sidder i skabet. Hans gode sangstemme luftes i hans egen, lettere lumre, næsten perverse ”Jeg sender dig et billede” – uden at afsløre for meget, kan det siges, at det nok er en slags billeder, som de fleste gerne vil frabede sig – og i Gordon Kennedys svage tekst om Temu, der hurtigt er blevet en af danskernes favoritsteder at handle.

Lykkegaard er dog endt med for svage tekster. Det gælder både om ”De-sidste-ciple”, ”Min allerbedste ven” og den klassiske forvekslingssketch ”Den sidste vilje”. Bedst klarer han og holdet sig i Vase/Fuglsangs skarpe ”Sammenhold” om EU og den fælles harmoni – eller måske nærmere manglen på samme.

Nykøbing Falster Revyen 2025 indeholder tre større potpourrier: Både om dansk revys 175 års jubilæum, Danmarks Radios 100 års ditto og Elvis Presleys 90 års fødselsdag. De er alle tre godt udførte og gennemmusikalske, og de er egentlig ganske underholdende. Særligt ”Kanalrundfart” af Rasmus Krogsgaard er anderledes og innovativt, og vi kommer med et vist bid igennem DR’s historie. Men de fylder lidt for meget, og man burde måske nok have pillet et af dem ud.

Musikken under ledelse af revydirektør og kapelmester Mickey Pless sidder igen i år lige i skabet. Pless selv får også lov at synge en fin lille, men ganske klog sang med ”Pianistens vise” med tekst af Leif Maibom om det fælles sprog, som musikken er i en i øvrigt mangfoldig verden. Men musikkens sprog kan i det mindste forstås af alle.

Årets revy har derfor både gode og mindre gode elementer. Musikalsk er den helt i top. Rasmus Krogsgaard har fået sammensat en god og dynamisk revy, som dog desværre er blevet svigtet lidt af det vigende tekstmateriale.

Nykøbing Falster Revyen

Nykøbing F. Teater, Østergågade 2, 4800 Nykøbing Falster

Spilleperiode: 19. juni-30. august 2025

Set den 19. juni 2025

Fotos: Nicolai Skov

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Henrik Lykkegaard, Karen-Marie Lillelund, Rasmus Krogsgaard, Kristine Yde og Gordon Kennedy

Musikere: Kapelmester Mickey Pless, Thomas Lund Madsen/Simon Thorsen (sax og fløjte), Michael Axen/Rasmus Lund (trommer) og Casper Gyldensøe (guitar og bas)

Tekst & musik: Rasmus Krogsgaard, Mickey Pless, Søren Anker Madsen, Gordon Kennedy, Casper Gyldensøe, Lars Bisgaard & Rasmus Søndergaard, Birthe Jønsson, Kristian Jensen, Henrik Lykkegaard, Mikkel Reenberg, Emilie Nordentoft, Leif Maibom, Jan Svarrer, Vase/Fuglsang, Jan Simonsson, Karen-Marie Lillelund og trad.

Instruktør: Rasmus Krogsgaard

Kapelmester og arrangementer: Mickey Pless

Kostumier: Henrik Børgesen

Scenograf: Lars Rødbroe

Koreograf: Katrine Bonde

Frisør: Christina Klinke

Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *