Anmeldelse: Nykøbing Falster Revyen 2026, Nykøbing F. Teater (Nykøbing Falster Revyen)
Af Christian Skovgaard Hansen
Nykøbing Falster Revyen 2026 – Sommerrevyen i Revykøbing – er grundlæggende i hopla i år. Iscenesættelsen og koreografien er lagt i hænderne på Jeanne Boel. Selvom sammensætningen, hvor blandt andet de fem medvirkendes solonumre er placeret i rap i anden akt, på papiret virker lidt spøjst, så fungerer det godt, og Boel har sammensat en effektiv og rap revy. Første akt er skarp og tempofyldt, og numrene flyver afsted. Anden akt er lige så skarp, men tempoet er noget lavere – særligt på grund af de nævnte solonumre.
Årets hold består af Bente Eskesen, Annette Heick, Gordon Kennedy, Karsten Jansfort og Sebastian Harris samt Mickey Pless, som også står i spidsen for det velspillende revyorkester. Udover at stå for musikken bør Mickey Pless nævnes som scenemedvirkende også, da han morsom og frygtløst åbner revyen ganske alene på scenen som Mette Frederiksen. Her synger han over ”Fandens oldemor” en aktuel vise af Jacob Jonia om det nugældende politiske landskab, hvor Mette F. igen har sikret sig taktstokken – uanset om vi vil det eller ej…
Teksterne er – også her – lidt af svingende kvalitet, men bundniveauet er denne gang relativt højt, så der ikke rigtig er nogen numre, der falder totalt igennem. Revyen er også godt hjulpet af, at regeringsforhandlingerne nu er afsluttet, så vi igen kender det politiske landskab. Grundlæggende fejler den politiske satire ikke noget, selvom den ikke altid står lige skarp, ligesom enkelte numre trækkes lidt for langt.

Karsten Jansfort og Sebastian Harris er veloplagt i Jan Svarrers ”Det handler ikke om noget”. Titlen spiller dels på, at store dele af teksten er noget politisk vrøvl uden det store reelle indhold (som politik jo ofte er…), dels på, at regeringsforhandlingerne måske, måske ikke mere handlede om ”nogen” fremfor ”noget.” Politikerne får også et par skarpe, ærlige og ikke mindst morsomme kommentarer i Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaards ”Det politiske modeshow”, hvor Gordon Kennedy som Ulla Terkelsen guider os gennem, hvilke politiske mærkesager nogle af de politiske partier nu har taget på sig. Vendekåber, lappeløsninger og V-udskæring er det nye!
Gordon Kennedy er også god som Alex Vanopslagh i Christian Damgaards ”Coke i baner” over sangen ”Copacabana”. Pia Kærsgaard har forladt Folketinget, men hun har ikke helt sluppet Dansk Folkeparti. Rasmus Krogsgaards tekst ”Jeg er ude” halter lidt, ligesom Annette Heicks parodi ikke sidder lige skabet.
Dirch Passer, som i år ville være fyldt 100 år, hyldes stille og smukt i Leif Maiboms ”Scener fra et liv”, hvor Karsten Jansfort og guitarist Casper Gyldensøe kærligt leder os gennem Dirchs (scene)liv. Revyen hylder også Keld Heick og hans store aftryk på dansk popmusik igennem flere årtier i det store finalenummer, hvor Annette Heick kæmper for at få lov at synge faderens numre. Sidst får vi også en hyldest til Dolly Parton, som tidligere i år fyldte 80 år. Tre hyldestnumre er måske nok for mange, og Jeanne Boels hyldest her bliver lidt for meget blond bimbo.

Gordon Kennedys spillemand i hans egen ”Tænk hvis jeg var sådan” sætter fokus på alle verdens ledere, hvor man fornemmer, at deres magtliderlighed skal kompetence for noget ganske andet. Idéen fejler ikke noget, men teksten savner den sidste skarphed. Karsten Jansfort er komisk og tilpas mopset som singlemanden, der blev vraget til ”Hotel Romantik” – mon kan finde kærligheden alligevel? Sebastian Harris er forrygende som både Lars Boje, hvis parti jo nu er reduceret til et ”one man ”Boje” band”, så han ene mand må styre alle fire mikrofoner i Vase og Fuglsangs tekst, og som Mick Øgendahl i ”Den lokale badboy” med tekst af ham selv og Kennedy. Lige så god, parodien i sidstnævnte nummer er, lige så skidt er teksten desværre.
Få kan tryllebinde en hel sal som Bente Eskesen kan. Hun forløser smukt Rasmus Krogsgaards stille ”Ensom”, hvor den ældre ensomme kvinde endelig får lidt selskab, selvom hun kvier sig noget ved, at det er en AI-chatbot.

Anden akt åbner forrygende morsomt, skarpt og ikke mindst tilpas pjanket, som kun Nykøbing Falster Revyen kan, i anden akts åbningsnummer ”Lagt på is” – også af Rasmus Krogsgaard – og så tilgiver vi, at nummeret trækkes lidt vel langt. Trump har her både købt Grønland OG overtaget hele Nordisk Films kulturarv, hvorefter hele holdet nu går sammen om at fravriste ham det hele igen, således vi igen kan sejre. Vi møder alt fra ”Far til fire” over ”Huset på Christianshavn” og ”Matador” til ”Olsen Banden”.
Også i år møder vi folkedanserne fra Falster, der komisk fortæller os om store og små begivenheder på Sydhavsøerne. Revyens direktørpar får med tekst af Leif Maibom og musik af Thomas Pakula også deres egen hyldestnummer, som kærligt og selvironisk hylder parrets store arbejde for revyen og for Falster.

Hele holdet er overordnet velspillende både sammen og hver for sig, Mickey Pless’ revyorkester er gennemmusikalsk, og scenografi og lys spiller fornemt sammen. Der er således meget at glæde sig over i Nykøbing Falster Revyen 2026. En stor portion af teksterne, særligt den politiske satire og de mere eftertænksomme numre, er gode, og de opvejer langt hen ad vejen de svagere numre.
Nykøbing Falster Revyen
Nykøbing Falster Teater, Østergågade 2, 4800 Nykøbing Falster
Spilleperiode: 18. juni-22. august 2026
Set den 18. juni 2026
Fotos: Nicolai Skov
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Bente Eskesen, Annette Heick, Gordon Kennedy, Karsten Jansfort, Sebastian Harris og Mickey Pless
Tekst og musik: Jacob Jonia, Jan Svarrer, Lars Bisgaard & Søren Anker Madsen, Gordon Kennedy, Mickey Pless, Isabel Arnold & Christopher Fabritius, Leif Maibom, Christian Damsgaard, Rasmus Søndergaard, Thomas Pakula, Kurtzhals & Ejlersen, Jeanne Boel, Rasmus Krogsgaard, Vase & Fuglsang, Sebastian Harris, Keld Heick og trad.
Instruktion og koreografi: Jeanne Boel
Scenografi: Lars Rødbroe
Kostumer: Henrik Børgesen
Kapelmester: Mickey Pless
Lyd- og lysproduktion: Mic Production
Lysdesigner og TEKO: Michael Eglin
Lyd- og AV-design: Kenneth Rasmussen
Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


