Anmeldelse: Oliver!, Det Ny Teater

Anmeldelse: Oliver!, Det Ny Teater

Af Christian Skovgaard Hansen og Daniel Lassen

Det Ny Teater er tilbage i topform med deres opsætning af Lionel Barts Oliver! Historien bygger på Charles Dickens bog ”Oliver Twist”. Dens omdrejningspunkt er drengen af samme navn. Romanen fortæller om Olivers trængsler i London og var Charles Dickens’ kritik af den uhyggelige fattiglov fra 1834, hvor der blandt andet blev etableret arbejdsgårde og fattighuse, og familier blev skilt fra hinanden.

Denne historie starter i fattighusets spisesal, hvor de forsultne børn kun får serveret en ikke særlig lækker og ikke særlig nærende skefuld vælling. Oliver er sulten, så han vover at bede om en skefuld mere til stor opstandelse for alle – ikke mindst fattighusets forstander Mr. Bumble. Til skræk og advarsel for de andre børn beslutter han sig derfor for at sælge Oliver. Det lykkedes dog Oliver at flygte i London, hvor Fagin og hans dreng får øje på ham og indlemmer ham i hans drengebande, som huserer som lommetyve.

Alt imens Fagin drømmer om at komme over på den rigtige side af loven, kæmper Oliver med overlevelse. Selvom vejen derhen ikke er helt nem, oplever Oliver dog endelig kærlighed, og historien ender lykkeligt. Oliver er nok forældreløs, men ikke familieløs.

Selvom musicalen har hele 60 år på bagen i år, fremstår den ikke gammeldags. Fortællingens emner er universelle og stadig aktuelle. Nok er fattigdommen måske ikke så slem som den gang, men der er stadig klasseskel i samfundet. Samtidig viser fortællingen os, at man kan vende dårligt til godt, og at man sagtens kan lægge livet om – selvom det måske kræver et skub eller to. Daniel Bohrs fine iscenesættelse er klassisk og historisk korrekt, men den kommer heldigvis aldrig til at virke støvet.

Bertram Hasforth Klem er på denne premiereaften Oliver. Han har både charme, sødme, entusiasme og ikke mindst Olivers stædighed og tapperhed. Han både spiller og synger samtidig fantastisk. Jonathan Tage Pedersen som knægten Lurendrejer er god og har sine øjeblikke. Generelt er det et flot børnecast, som Det Ny Teater har fundet – også denne gang. Alle børnene er charmerende og troværdige.

Preben Kristensen spiller rollen som hæleren Fagin, og det gør han både med charme og kant, og med så meget dybde i selve rollen, at det ikke gør noget, at hans sangstemme engang har været bedre. 

Jens-Christian Wandt er i sig selv mægtig og faretruende som Mr. Bumble, men også sammen med AnnMari Max Hansen får han lavet et sjovt, uensartet par, som dog alligevel har noget sammen. Monica Isa Andersen som Nancy starter lidt svagt ud, men det bliver bedre gennem forestillingen, hvor hun får mere bid og følelser i rollen. Rasmus Fruergaard som Bill Sikes mangler meget af den farlighed og efterstræbsom gennemslagskraft, som den ellers vigtige rolle i historien, kræver, så hans præstation bliver derimod noget mere flad.

Paul Farnsworths scenografi er storslået og detaljerig, men samtidig let foranderlig, særligt når vi er i fattighusets mørke eller i Londons slum, hvor Fagin og hans drengebande bor. Sammen med Lee Prouds koreografi og musikken under ledelse af Per Engström bidrager det til den perfekte ramme for Oliver!

Samlet er Det Ny Teaters opsætning af Oliver! derfor en pragtopsætning, hvor både tematikker og den smukke musik, historie, dans og skuespil går op i en højere enhed. Så der er absolut ingen grund til at blive derhjemme! Så vores råd må lyde kort og kontant, kom afsted!

Det Ny Teater, Gammel Kongevej 29, 1610 København V

Spilleperiode: 17. september-6. december 2020

Set den 17. september 2020

Fotos: Per Morten Abrahamsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.detnyteater.dk/oliver/

Medvirkende: Preben Kristensen, Rasmus Fruergaard, Monica Isa Andersen, Jens-Christian Wandt, AnnMari Max Hansen, Sebastian Harris, Christina Elisabeth Mørkøre, Lea Palme Skriver, Søren Torpegaard Lund, Michael Lindvad, Carl Christian Rasmussen, Mia Karlsson, Mikkel Hoé Knudsen, James Leece, Niklas Frandsen, Thomas Mark, Jonas Suurballe, Søren Bech Madsen, Bertram Hasforth Klem (denne aften – rollen deles mellem tre drenge), Jonathan Tage Pedersen (denne aften – rollen deles mellem tre drenge) m.fl.

Manuskript, musik og tekst: Lionel Bart

Baseret på: Charles Dickens’ Oliver Twist

Iscenesættelse: Daniel Bohr

Scenografi og kostumer: Paul Farnsworth

Koreografi: Lee Proud

Musikalsk indstudering: Per Engström

Oversættelse: Karen Hoffmann

Varighed: Ca. 2 timer og 45 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *