Anmeldelse: Orfeus og Eurydike, Dansekapellet (Meridiano Teatret, Uppercut Danseteater, NordicOpera og Den Fynske Opera)

By: Amalie Sloth de Fine Licht
On: 8. februar 2018

Af Amalie Sloth de Fine Licht

Meridiano Teatret, Uppercut Danseteater, NordicOpera og Den Fynske Opera er gået sammen i en ambitiøs iscenesættelse af myten om Orfeus og Eurydike. En forestilling der kræser for øjnet, men som ikke formår, at få dans, opera og skuespil til at arbejde sammen som en helhed.

I myten er Orfeus og Eurydike elskende, men Eurydike dør af et giftigt slangebid. Orfeus bliver ramt af stor sorg og vil gøre alt for at få hende tilbage. Det lykkes ham at drage til underverdenen, hvor han overtaler Hades til at frigive Eurydike, men på en betingelse: Han må ikke se hende i øjnene, før de når op fra Dødsriget. Som i alle græske tragedier ender det selvfølgelig skidt; Orfeus kommer til at se Eurydike i øjnene, og hun bliver igen taget fra ham og forsvinder ned i Dødsriget.

Det første vi ser på scenen er Orfeus’ mor, Kalliope, som agerer fortællerfigur i løbet af forestillingen. Herefter kommer Orfeus og Eurydike på scenen som bliver spillet af fire personer, således at Orfeus både er spillet af en sanger og en danser, og det samme bliver Eurydike. Operasangerne synger således Orfeus og Eurydikes partier, imens danserne udtrykker karakterernes følelser i bevægelser.

Scenografien består i høj grad af videoprojektion, men også store kostumer, lys, lyd og rekvisitter bliver brugt til at skabe stemninger og billeder på scenen. Og her står forestillingen utroligt stærkt. Visuelt er der rigtig mange øjeblikke af skønhed og poesi, og man overraskes hele tiden af nye indslag. Et eksempel på dette, er, når vi møder Eurydike i Dødsriget. Her glider hun frem og tilbage over scenen med et rødt stykke stof der fæstnes, i scenen sider, og til sidst hænger blodrøde dirrende strenge over scenen.

Selvom der er mange smukke billeder at se på, bliver forestillingen desværre lidt lang i betrækket. Meget af koreografien har karakter af ritualer eller ceremonier og består af gentagelser i et langsomt tempo. Opera er jo kendt for sine gentagelser og langsomme tempo, men det betyder jo ikke at resten behøver at følge med.

Det er i kombinationen af de mange kunstarter, dans, opera og skuespil, at forestillingen har sine udfordringer. Operasangerne og danserne. som følges ad igennem forestillingen som én karakter, fremstår aldrig rigtig som forbundne. Når sanger og danser laver ens bevægelser virker det kikset, og i stedet for at smelte sammen står de to kunstarter som kontraster igennem det meste af forestillingen. Det er synd, for både sangere og dansere er ekstremt dygtige!

Der er mange kunstarter i spil i Orfeus og Eurydike, og det har været svært, at få så mange ting til at gå op i en højere enhed. Ser man dog på de forskellige delelementer, er der både fantastisk sang, dans og scenografi, at se frem til, hvis man går ind og ser forestillingen.

Jeg kan især anbefale forestillingen til operaelskere, som gerne vil stifte bekendtskab med andre kunstarter.

Meridiano Teatret, Uppercut Danseteater, NordicOpera og Den Fynske Opera

Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV

Spilleperiode:

Dansekapellet: 28. januar-11. februar 2018

Den Fynske Opera: 20. februar-3. marts 2018

Set den: 6. februar 2018

Foto: Mathias Foley

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.uppercutdance.dk/orfeus-eurydike

Sangere: Berit Barfred Jensen, Josefine Andersson, Lea Quortrup

Skuespillere: Elise Müller, Lars Begtrup