Anmeldelse: PIXIE, Teater V

Anmeldelse: PIXIE, Teater V

Af Christian Skovgaard Hansen

Selvom Sofie Riis Endahl kun er 24 år har hun allerede et ganske imponerende kunstnerisk CV. Hun skrev under på den første forlagskontrakt som 16 årig, og siden er det blevet til indtil videre 8 bøger for unge – og deres voksne. I 2021 udgav hun romanen ”Pixie lever stadig”. Med udgangspunkt i denne bog har hun nu skabt både tekst og musik til musicalen PIXIE.

Først var Emma egentlig bare Emma. Men da hun starter i gymnasiet i Egerød vil hun gøre alt for at blive en del af den stærke vennegruppe, disciplene, med Dronningen i spidsen. I gruppen bestemmer Dronningen alt, hun giver ”vennerne” nye navne, og hun bestemmer, hvem der er med, og hvem der ikke mindst ikke er med.

Gennem handlingen følger vi nu Pixies kamp for at blive anerkendt som en del af gruppen, alt imens hun mere eller mindre lægger Emma og den tidligere veninde Kalinda bag sig. Dramaerne truer, når det er blevet tid til blå bogs-tur, trekantsdramaer og studentergilder, alt imens der kæmpes om at blive set og om at høre til et sted. Det går dog skævt, da Pixie pludselig må indse, at disciplene fortsætter festen uden hende. Hvad har hun gjort galt? Hvis hun da overhovedet har gjort noget galt… Hvordan vil studentertiden og venskaberne mon ende? Og vil venskabet med Kalinda mon overleve?

Endahls ungdomsbøger er kendt for at være kække og rappe i replikken, når de skildrer ungdomslivet ærlig, men samtidigt ganske råt og skarpt. Selve grundhistorien her fejler ikke noget. Jeg indrømmer, at jeg ikke har læst bogen bag forestillingen, men det virker ikke til, at teksten alle steder er konverteret helt skarpt til scenen.

Vi kradser i spændingernes overflade, men uden at komme helt i bund. Lidt mere vildskab ville have klædt forestillingen. Til gengæld fungerer de stille og mere eftertænksomme scener bedre, f.eks. når rodet i hovedet vokser, så overgangen fra ung til (mere) voksen ikke er helt let, og der er en god portion humor til stede. De universelle temaer som identitet, seksualitet, venskaber ctr. ensomhed og det at blive til noget fanges dermed godt og relaterbart i fortællingen. Det er en godkendt førstegangspræstation, men man kan håbe, at Endahl bliver endnu skarpere, hvis hun igen kaster sig over scenekunsten.

Pelle Koppels iscenesættelse forløser fint teksten, mens scenografien og kostumerne ikke gør større væsen af sig.

Skuespillerholdet klarer det til gengæld godt. Line Weien Hoffmanns Pixi har en usikker sikkerhed, når hun prøver at blive en del af noget, som egentlig ikke er hende. I Nicoline Bonde Wibergs dronning fornemmer man både den rå og lettere grove, manipulerende facade, og den underliggende usikkerhed. Alfred Kann, Philip Lambæk Visholm og Mira Andrea Balloli i resten af rollerne yder også gode præstationer.

Værre er musikken desværre. Endahls musik bliver lidt ensartet og uden de store udsving, og – i hvert fald denne eftermiddag – lyder den lidt for elektronisk og syntetisk. Det gør, at musikken ikke rigtig kommer os ved, når den er så ens, uanset hvilken sindsstemning Pixie er, og uanset hvilke konflikter og udfordringer der ligger bag. Det hjælper heller ikke, at Teater V’s scene måske ikke er den optimale musicalscene, og at lyden denne premiereeftermiddag både er for høj og kantet, så sangene har rigtig svært ved at nå ud over scenekanten.

Om handlingen egentlig egner sig til en musical, kan jeg have min tvivl om. Spørgsmålet er, om den ”bare” skulle have været et godt skuespil serveret i en skarp enakters i stedet.

PIXIE er ikke perfekt, men den har bestemt gode toner, så det er en debut, som Endahl sagtens kan være stolt af. Denne anmelder ser tilbage på egen studentertid sammenholdt med ungdommen friskhed i dag. Det kan godt være, at teksten ikke helt rammer det ældre publikum. Dens indhold ser dog heldigvis ud til at ramme de unge, som er den primære målgruppe, i øjenhøjde, så det bliver en relevant og relaterbar studentermusical. Samtidig det fantastisk, at teaterleder Pelle Koppel giver plads til nye talenter og eksperimenter på Teater V.

Teater V, Store V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby

Spilleperiode: 14. september-4. oktober 2025

Set den 14. september

Fotos: Daniel Buchwald

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Line Weien Hoffmann, Nicoline Bonde Wiberg, Mira Andrea Balloli, Philip Lambæk Visholm og Alfred Kann

Manuskript og komponist: Sofie Riis Endahl

Instruktion: Pelle Koppel

Scenografi: Nicolaj Spangaa

Musikproducer: Kristoffer Rahbek

Musikalsk indstudering: Astrid Koppel og David Tølbøll Mortensen

Varighed: Ca. 1 time og 50 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *