Anmeldelse: Radium, Københavns Musikteater
Af Mia Søndergaard
En skuespiller, en astrofysiker, en strygerkvartet, en guitarist og skuespiller, en pianist og en DJ er – hvis man skulle være i tvivl – den helt perfekte kombination i en forestilling om intet mindre end grundstoffet radium og dets oprindelse. ’Radium’ er en helt igennem fantastisk forestilling for unge og voksne.
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente, da jeg gik ind til premieren på ’Radium’ på Københavns Musikteater en lørdag eftermiddag. Jeg har aldrig interesseret mig for hverken fysik eller kemi, og det at skulle se en forestilling om et grundstof og kvinden bag opdagelsen kunne godt ende som en kedelig forelæsning om det periodiske system, som vi alle husker dem fra folkeskolen. Men der blev jeg snydt!
Jeg blev af castet, scenografien, lydbilledet og stykkets indhold endnu engang overbevist om, at teater kan alt. Teater kan være smukt og rørende, og det kan være grimt og provokerende, og det kan så sandelig også være lærerigt på den ultrafede måde, som i denne forestilling. Hvis alle undervisningstimer i fysik og kemi gennem folkeskolen og gymnasiet var blevet gennemført som i ’Radium’, så var jeg nok endt op som Andreas Mogensen, der netop har været en tur i rummet.
Foruden at blive fyldt med en masse spændende viden – som faktisk ville kunne være indhold nok til en hel opgave, der skulle afleveres om 5 dage – af Anja Cetti Andersen, så er stykket bundet sammen af smukke sange fremført af Lotte Andersen sammen med de 7 musikere, som formår at skabe et univers, jeg følte mig enormt draget af. Med ståpels over hele kroppen og et smil på læben over sammensætningen af toner og instrumenter, sad jeg gennem alle sange og nød hvert et øjeblik. Selv da de hver og én fandt diverse videnskabelige redskaber og værktøjer frem og lavede et stump-nummer, sad jeg på kanten af mit sæde og glædede mig over, det jeg så.
Men det er ikke kun fryd og gammen det hele, og selvom historien om Marie Curie og radium er spændende nok, så er de tilstødende spørgsmål lige så spændende og tankevækkende. For skal forskere bare have frie tøjler, og så ser vi, hvad der sker? Eller skal de begrænses, så vi som mennesker ikke udsættes for fristelsen af, at der er opdaget noget nyt? Der bliver stillet gode spørgsmålstegn ved fortidens og nutidens forskning, og det kan man jo så tage med sig hjem, når man går fra forestillingen.
Jeg er stadig helt på r*ven over denne forestilling, og skal da klart ind og se den igen. For hvis det her ikke er teater; underholdende, lærerigt, tankevækkende og smukt, så ved jeg ikke, hvad teater er eller skal være.
Københavns Musikteater, Store Scene, Kronprinsensgade 7, 1114 København K
Spiller indtil 31. oktober 2015
Spilledato: 17. oktober 2015 – Premieren
Fotos: Balder Skånström-Bo / Madman Factory
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:
http://kobenhavnsmusikteater.dk/forestillinger/radium/
(Bonusinfo: Du kan finde sangteksterne på ovenstående link, og der kan købes en CD med alle sangene fra stykket i baren).
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod