Anmeldelse: Omstigning til Paradis, Det Kongelige Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
”You had better look out or the apes will take over!” Sådan skal den amerikanske dramatiker havde sagt om sit stykke ’Omstigning til Paradis’, som er fra 1947. Uanset hvad er udsagnet ikke helt forkert. Forestillingen skildrer livet på kanten af et samfund, hvori der skabes flere tabere end vindere. Den er for dig, der vil opleve en rå, men samtidig eftertænksom forestilling, som er opsat på en (måske lidt for…) anderledes og lidt fandenivoldsk måde.
Omdrejningspunktet er Blanche. Hun har en fortid som skolelærerinde, og hun har færdes i de lidt højere samfundslag, men hun bærer samtidig på dystre hemmeligheder. En dag dukker hun uventet op hos søsteren Stella. Stella bor sammen med sin mand, den rå krigsveteran Stanley, på kanten af civilisationen. Begge kæmper for at opretholde en vis normalitet, men tilværelsen på samfundets bund er brutal og vulgær. Stanley er dominerende, men Stella tilgiver ham alligevel altid det voldsomme temperament. Blanche er på flugt fra fortiden, og sandheden om, hvorfor hun gerne vil bo hos sin søster i en periode, er ikke helt som hun fortæller den. Blanches tilstedeværelse bringer uorden i det stille liv på kanten. Hun og Stanley provokerer hinanden, og ingen har modet til at sætte sig op mod ham, da når han bringer Blanches fortid frem i lyset.
Scenograf Martin Eriksson udnytter hele Store Scenes dybde. Ved hjælp af en drejescene er scenen sat til alle forestillingens facetter. Senge, slidte sofaer, køleskabe, skabe og på den anden side badeværelset kan derfor drejes frem efter behov. Idéen er egentlig fin nok, men den udnyttes ikke fuldt ud. Scenografien får os til at føle os hensat til – undskyld – et slidt sted på Vestegnen eller i noget af Udkantsdanmark. Denne scenografi fanger ikke denne anmelder, og jeg tvivler på, at publikum, ej heller vores primære målgruppe, vil føle sig ”hjemme” i denne scenografi til forestillingen.
Moderniseringen/opdateret lykkedes desværre ikke. Den virker malplaceret, overfladisk og overopstillet. Egill Pàlssons iscenesættelse drukner i denne scenografi, og hans iscenesættelse har sine steder nogle lidt underlige brud i handlingen, så forestillingen kommer lidt i bidder og fremstår lidt urytmisk. Det overordnede glimrende skuespil og det musikalske spor kommer derfor ikke altid helt til sin ret, hvilket er synd.
Midt på denne drejescene sidder musikeren Kalle Mathiesen. Han forestår hele forestillingens musikalske lydspor – og han gør det godt, rigtig godt! Der er masser af musik igennem hele forestillingen, og Mathiesen leverer det hele. Han er på stikkerne hele tiden, og musikken passer perfekt til forestillingen, og musikken følger forestillingens og persongalleriets toner.
Charlotte Munck gør det udmærket som Blanche, men hun spiller den næsten for pænt. Jeg savner lidt af vildskaben, provokationen og det rå ved hendes rolle. Til gengæld står en række af forestillingens øvrige scener og personskildringer stærkt. Peter Plaugborg gør det fantastisk som Stanley, og han besidder den primitivitet, macho-træk og korte lunte, som figuren Stanley besidder. Han spiller rollen som et dumt svin pragtfuld, og han er et dumt svin, som når helt ind under huden på os. Han er konge i sit eget hjem, som han siger. Hans problem er blot, at han kun er konge i eget hjem, men ikke nødvendigvis uden for det, hvorfor han reagerer hårdt på alt, hvad der forstyrrer det vanlige mønster. Heroverfor står Signe Egholm Olsen som Stella. Hun passer perfekt til rollen, og hendes skarpe tunge og vildskab samt tøjvalg (eller mangel på samme, hvilket står i skærende kontrast til Blanches dannede garderobe) passer godt til rollen.
Samtidig står scenerne og forholdet mellem Blanche og Stanleys militærkammerat Mitch, spillet af Thue Ersted Rasmussen, stærkt. De nærmer sig tøvende hinanden, og Rasmussen mestre Mitch’ ømhed og usikkerhed på den ene side og handlekraft på den anden side. Mitch’ samspil modspil (medspil) med Stanley står også stærkt, hvor Mitch er den underkuede person, som i det store hele blot adlyder Stanley.
Ditte Gråbøl og Peter Gilsfort spiller det ældre ægtepar Eunice og Steve, som Stella og Stanley bor til leje hos. De har bestemt deres gode scener, som f.eks. da Steve nærmest tæver Eunice, men ellers lever de lidt et skyggeliv. De gør det godt med det lidt, som de har, men de har desværre en for lille plads.
Denne opsætning af ’Omstigning til Paradis’ er i altså moderniseret/opdateret i forhold til den ydre ramme. Indholdet og behandlingen af de grundlæggende sociale udfordringer og problemstillinger er dog stadig til stede – og tak for det! Der er ingen tvivl om, at man, for at fange teatergængerne, herunder også særligt vores målgruppe: det yngre publikum, bør tænke ”ud af boksen”. Det lykkedes bare ikke helt i denne opsætning. Skuespilpræstationerne og Kalle Mathiesens musikalske indslag redder dog denne opsætning oven vande.
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene, København K
Spiller indtil 16. januar 2016
Spilledato: 15. oktober 2015
Fotos: Natascha Thiara Rydvald
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-2015-2016/skuespil/omstigning-til-paradis/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod