Anmeldelse: Selskabssang – Fællessang for det usagte, Teatret Svalegangen

By: Christian Skovgaard Hansen
On: 3. december 2023

Af Christian Skovgaard Hansen

Tak for sangen! Vi kender den alle sammen. Den findes til talrig fødselsdage, konfirmationer, bryllupper, jubilæer, diverse gilder og meget mere. Selskabssangen. Sangen, der er ofte er baseret på en mere eller mindre velvalgt, men kendt melodi, og som på den ene eller anden måde omhandler den, der skal fejres. Komponist Kirstine Fogh Vindelev tager kærlig hånd om selskabssangen som begreb og dens sammenhængskraft i totalteaterforestillingen Selskabssang – Fællessang for det usagte på Teatret Svalegangen.

Teatrets Ny Sal er i Marie Rosendahl Chemnitz’ scenografi omdannet til et stort festlokale med træer, bænke og langborde. Publikum bydes velkomne af værten (skuespilleren Victor Marcussen), som giver os et bordkort og ledsager os til vores plads, hvor vi bænkes sammen med andre dele af ”selskabet”. Aftenen kan begynde!

Undervejs får vi en mindre, ganske fin festmenu med tilhørende vine, som var vi til rigtig fest, og som (måske) får det hele til at glide lettere ned. Det er ikke suppe, steg og is, men konceptet med forsamlingshus og balmusik er ikke til at tage fejl af.

Publikum er med i fortællingen. Vi er gæster til festen – eller måske rettere – de forskellige fester, og som forestillingens titel antyder, så er det fællessangens samlende effekt, der er det gennemgående element.

Men tro ikke, at det er den traditionelle selskabssang, som vi alene får. Sammen rejser vi ind i det mørkere dyb. Selskabssange plejer ofte at være pæne, måske med et humoristisk og let naivt tilsnit. Dét gør Kirstine Fogh Vindelev op med her. Nok er melodierne stadig de klassiske og kendte, og de kommer i sangskjulere og på sjovt papir. Men ellers gør hun op med formatet.

Vi får selskabssange om alt det, som man ellers ikke vil sige – deraf forestillingens undertitel ”Fællessang for det usagte”. For Vindelevs selskabssange har fået et lille twist, så de nu vender selskabssangen på hovedet, så vi får bagsiden af medaljen også. Der er det lumre, det opgivende, det tvivlende og det seksuelle – eller manglen på samme. Selve selskabssangene er ganske originalt skrevet, og teksterne varierer ganske fint mellem humor, lummerhed og alvor. Det er hudløst ærligt på papiret, hvor selskabssangen her udtrykker alt det, som ligger bag historien – alt ”det usagte”.

Det er også her, at Selskabssang – Fællessang for det usagte i hendes idé desværre stikker lidt i forskellige retninger. Det er en ganske morsom idé at udforske vores forhold til selskabssangen og fællesskabet. Men jeg er ikke helt med på, hvorfor selskabssangene skal have det tilsnit, som de får her. Hvorfor den vinkel? Skal vi tænke? Skal vi provokeres? Skal vi skrive anderledes selskabssange for fremtiden? Det står her lidt uklart, hvilken retning Vindelev egentlig vil. Det står ikke mere klart i Petra Adlerberth-Wiks ellers fine iscenesættelse af den (de) festlige aften(er) til de mange forskelligartede fester, som vi møder.

Victor Marcussen som aftenens vært guider os sikkert gennem aftenen, og han formår at få alle publikummer til at føle sig velkomne og sikkert tilpas, selvom også værten uden at afsløre for meget undergår en vis forandring i løbet af aftenen. Han tilsætter ganske fint aftenen små anekdoter, men også refleksioner, stilhed og ikke mindst det sidste mere ubehagelige touch. Sidst giver han også aftenen og festen en vis tryghed, så gæsterne også føler sig til rette. Sidstnævnte er særligt en nødvendighed, når der skal synges med. Med er også musiker Rasmus Kjær, som står for det ledsagende lydbillede.

Forestillingens store force er dens sammenhængskraft som totalteater, når vi sidder bænket sammen, hvor der plads til et andet kendetegn ved den fest, hvor vi ofte synger selskabssange. Hyggen og smalltalken henover bordet kører lystigt, og man kan stifte nye bekendtskaber. Den del af formatet og Marie Rosendahl Chemnitz’ enkle, men ganske opfindsomme scenografi hjælper kun til denne stemning. Fællesskabet er i hvert fald intakt.

Selskabssang – Fællessang for det usagte er ikke en uinteressant forestilling. Der er mange gode elementer i forhold til særligt fællessangs- og fællesskabsdelen, hvor vi i Victor Marcussens selskab føler os trygge. Men Kirstine Fogh Vindelevs koncept stikker lidt til os, men det står desværre ikke helt klart, hvad vinklen med ”det usagte” vil os. Tag med til festen og oplev den selv.

Tak for i aften!

Teatret Svalegangen, Ny Sal, Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 25. november-16. december 2023

Set den 28. november 2023

Fotos: Montgomery

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.svalegangen.dk/forestillinger/egne-forestillinger/2023-2024/selskabssang/

Medvirkende: Victor Marcussen og publikum

Musiker: Rasmus Kjær

Idé og tekst: Kirstine Fogh Vindelev

Instruktion: Petra Adlerberth-Wik

Scenografi: Marie Rosendahl Chemnitz