Anmeldelse: Sex in situ, Teater Nordkraft

Anmeldelse: Sex in situ, Teater Nordkraft

Af Sofie Trige

 

Sex, sex, sex. Hvorfor taler vi ikke mere om sex, og hvorfra stammer vores fordomme om sex? Man kan vist roligt sige, at der i det offentlige rum er mange symboler, billeder og reklamer, der repræsenterer sex. Men er det sådan sex er? Hvor ærlige er vi, når det kommer til sex?

Forestillingen ’Sex in situ’ er hudløst ærlig, når det kommer til sex. De tre medvirkende og skabere af forestillingen er ikke bare nøgne på scenen, men de frembringer et rum, hvor manges fordomme og grænser hurtigt bliver udfordret. Forestillingen går absolut tæt på og skjuler ingenting. I denne forestilling ser publikum fysiske illustrationer af sex samtidig med, at der bliver fortalt forskellige personers oplevelse af sex. Forestillingen søger den autentiske, upolerede og ærlige historie. På den måde skaber denne forestilling et rum, hvor oplevelsen af sex er i centrum.

Rundt i Aalborgs gader hænger der plakater med små budskaber som fx ”Be generous: Sex is a practice in a social context”. Det er lige præcis, hvad denne forestilling påpeger: At sex er noget, mange gør, og noget vi gør sammen. En anden plakat lyder ”Use your imagination: Consider sex as action similar to any other action you undertake”.

sex-in-situ

I denne forestilling gøres sex ikke til noget hemmeligt eller halvpinligt, som man kun hentyder til. I stedet bliver der fortalt og illustreret åbent og ærligt omkring det. Denne forestilling befinder sig tydeligt indenfor feltet af performance og visuel kunst.

Der er som sådan ikke nogen handling i stykket, men sekvenser med monologer og fysik. Nogen vil nok sige, at denne genre ikke lige er dem. Hertil er min opfordring: Tag ind og se det alligevel. Jeg tror, at denne forestilling vil vække forskellige følelser og tanker i alle. Derfor kan jeg ikke forudse, hvilke den vil vække i dig. Men jeg er sikker på, at den vil få dig til at blive forbavset, overrasket og udfordre dine fordomme og grænser og ikke mindst få dig til at reflektere.

At sige at denne forestilling er grænseløs ville på en måde være forkert, fordi forestillingen netop leger med, undersøger og udfordrer grænser. Som publikum kommer man hurtigt til at tænke på forskellen mellem privatliv og arbejdsliv for de medvirkende. Forholdet mellem disse to behandles også på scenen, hvilket understreger, at denne forestilling vil dig, dine medmennesker og samfundet noget. Sex involverer alle. Forestillingen vil åbne dine tanker for og invitere dig til, at vi begynder at tale om et ikke helt let emne.

Sexinsitu-21319028_1558957944160926_6245991707682928925_o

Forestillingen anbefales til 16 år og derop efter. Jeg vil her understrege, at jeg ikke på noget tidspunkt følte mig krænket som publikum, men udfordret på mine grænser og fordomme. Forestillingen har en bred målgruppe, men er bestemt relevant for et ungt publikum.

Kort sagt, så er det en forestilling, der har fået mig til at reflektere over min egne grænser og fordomme overfor sex, men også samfundets og min generations forhold til sex. Heldigvis er der mange eksempler på, at teater kan og vil så meget mere end at underholde og denne forestilling er bestemt ingen undtagelse.

 

Teater Nordkraft, Teglgårds Plads 1, 9000 Aalborg

Spilleperiode: 23.-30. september 2017

Set den 23. september 2017

Fotos: Teater Nordkraft

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.teaternordkraft.dk/forestillinger/sex-in-situ/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *