Anmeldelse: Othello, Det Kongelige Teater

By: Rose Himmelstrup Hansen
On: 23. september 2017

Af Rose Himmelstrup Hansen

Kan William Sharespeares eminente jalousidrama virkelig moderniseres? Ja, det kan det faktisk godt – og til stor tilfredsstillelse i dette tilfælde.

Shakespeares ’Othello’ har godt 400 år på bagen, og er et af de største – og mest spillede – jalousitragedier nogensinde. Det er en historie om, hvordan alle mændene er vilde med kvinden, og hvordan man kan sætte spor af jalousi i netop ham, der har erobret hende – Othello.

Men hvorfor ikke gøre ’Othello’ til en kvinde? En kvinde af en etnisk minoritet? Kan man det? Og ja! Det viser tydeligt, at det ikke kun er alfahanen, der kan blive jaloux. At jalousi kan overgå os alle – hvis vi får en snert af mistanke – og hvis vi ikke er sikre på os selv og den relation, vi indgår i.

En kort dialog, inden tæppet trækkes fra, får publikum i gang. Så går tæppet op, og hvilket syn møder publikum. En utrolig velvalgt, tankevækkende og imponerende scene af stativer med jakker viser sig fra gulv til loft. Wauw!

Og resten er op til skuespillerne. Deres bevægelser udgør rummet – og det gør de virkelig godt. Både den garvede Jens Jørn Spottag (som Jago), den mindre erfarne Lila Nobel (som den her kvindelige Othello) og Peter Plaugborg (Cassio) midt imellem – det er et stærkt hold, og både de og resten af holdet leverer generelt nogle utrolig stærke skuespilpræstationer. Det viser fornemt, hvor stærkt og alsidigt Det Kongelige Teaters ensemble er for tiden.

Der leges med Shakespeares rim og gamle ordlyd, men der indføres et helt lag ovenpå, hvor skuespillerne går i dialog med det gamle, nærmest sætter spørgsmålstegn ved det og på en let komisk måde får lavet en god balance mellem den klassiske Shakespeare og den nutidige teaterform – f.eks. ved at kalde Othello for en dum araberso.

Den balance gør nogle gange stykket tragikomisk, og det er egentlig ret befriende, at publikum ikke går triste derfra, men faktisk lidt opløftede, på trods af de lige har vidnet flere mord og tragiske skandaler.

Generelt er det en meget velbalanceret forestilling – alle elementer virker, præcis som de skal, og der er ikke noget, der skurer i ørerne eller øjnene. Alt er velovervejet, velspillet af det fantastiske skuespillerteam og det er tydeligt, hvor meget arbejde og tankevirksomhed vor tids store iscenesætter Elisa Kragerup og den vovede scenograf Jonas Fly har lagt i forestillingen. Det er et stærkt team af dygtige og succesfulde hænder, og det er en fryd at se og lytte til.