Anmeldelse: Shroud, Bora Bora (Himherandit Productions og Bora Bora)

Af Emilie Lund Skovby Kristensen
Sorg er en kompleks følelse, vi ofte bærer rundt på og bearbejder alene, men som forestillingen Shroud formår at gøre kollektiv. Performer og instruktør Andreas Constantinou skaber ikke blot et scenekunstværk, men en sanselig rejse gennem sorgens mest intime lag, hvor det indre gøres synligt.
Den koreograferede visuelle teaterperformance bærer titlen Shroud. ”Shroud” er det engelske ord for ligklæde, hvilket ikke kun henviser til den rekvisit, der spiller en central rolle i forestillingen, men også til ligklædets lange tradition i begravelsesritualer på tværs af historie og religion.

Fra det øjeblik vi træder ind i rummet, er vi ikke længere blot publikum, men vidner til et afskedsritual. Constantinou ligger i en kiste, mens videooptagelser fra hans forældres begravelser spiller på skærme. Videoerne, bearbejdet af Christoffer Brekne, fremhæver det cirkulære i tabet: Den ene afsked flyder over i den næste, og pludselig bliver Constantinous egen kiste lukket og båret væk bag de mørke gardiner.
Efter et kort sceneskrifte hører vi Constantinou reflektere over sin mors død gennem videoprojektioner, mens hans krop begynder at tage form under et 20 kilo tungt, hvidt ligklæde. I stykket bliver Constantinous krop et medium for sorgens forvandling, og dette gøres på mesterligt vis. Hans bevægelser er både tunge og vægtløse, langsomme og eksplosive, og skaber en foruroligende fornemmelse af, at sorgen både lammer, men også driver ham fremad.

Jeppe Cohrts scenografi med de lange, roterende gardiner indkapsler rummet og skaber foranderlige billeder. Scenografien og lyset forvandler rummet til et både dragende og skrækindjagende drømmeunivers, der sætter tankerne i gang: Skal vi frygte denne verden eller overgive os til dens skønhed? Ligklædet skifter form ved hjælp af lys, skygge og bevægelse og forvandles til et utal af væsener.
Johannes Smeds lydunivers spiller en central rolle i sorgens forvandlingsproces. Fra dybe, rungende frekvenser, der mærkes i gulvet, til hvisken og brummen, skaber lyddesignet en konstant uro. Zoe Mills’ stemme, som i starten af del 2 guider os til meditativ ro, fungerer som en modpol til det ellers kaotiske lydmønster. Denne vekslen mellem stilhed og støj gør, at vi aldrig formår at finde fodfæste – præcist som i sorgen selv.

Hvad gør Shroud så kraftfuldt? Det er ikke blot Constantinous egen sorg, vi er vidne til – det er også vores egen. Forestillingen skaber et rum, der på én gang er formet af Constantinous personlige tab og åbent nok til, at vi som publikum kan træde ind i det med vores egne erfaringer. Her bliver sorgen en fælles erfaring, men også en individuel refleksion – et sted, hvor vi får plads til at mærke og genkalde vores egne tab, mens stykket folder sig ud. Store temaer om tab, minder, kærlighed og afsked resonerer dybt. Snøft høres i salen og øjne glinser i mørket.

Det er sjældent, at en forestilling kan få én til at miste følelsen af tid og sted, men Shroud gør netop dette. De roterende gardiner, det monumentale ligklæde, lyset, lyden og den omgivende røg – alt suger os ind i et andet univers. Vi er ikke længere i teatret. Vi er et sted mellem virkeligheden og underbevidstheden, et sted hvor sorgens mange lag foldes ud foran os.
Shroud er ikke blot en forestilling, man ser – det er en forestilling, man mærker! Constantinou og hans kunstneriske team formår at skabe en intens oplevelse, som efterlader et varigt aftryk længe efter stykkets afslutning.
Himherandit Productions og Bora Bora
Bora Bora – Dans og Visuelt Teater, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C
Spilleperiode: 22.-26. marts 2025
Set den 22. marts 2025
Fotos: Christoffer Brekne
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Kunstnerisk koncept/Instruktør/Koreograf/Performer: Andreas Constantinou
Kollaborativ kunstner/Dramaturgi/“Outside Eye”: Tone Haldrup Lorenzen
Scenografi/Lys/Teknisk manager: Jeppe Cohrt
Videodesign/Lys/Foto/Trailer: Christoffer Brekne
Musik & lyddesign: Johannes Smed
Stemmeskuespiller (pause og meditation): Zoe Mills
Producent: Sigrid Aakvik, Art & About Signe Sandvej, Art & About
Kunstnere involveret i den tidlige researchperiode: Magnus Pind (Video), Tim Panduro (First Video Trailer), Siri Knutsen (Rehearsal Director) & Anna Loft (Intern)
Co-producent: Bora Bora – dans & visuelt teater
Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod