Anmeldelse: Bunbury, Det Kongelige Teater

By: Minna Højholt
On: 24. marts 2025

Af Minna Højholt

Oscar Wildes forviklingskomedie Bunbury (”The Importance of Being Earnest”)kommer her i nye klæder i den tyske instruktør Bastian Krafts stilisme, der er et friskt og festligt indslag på Skuespilhusets Store Scene. Forestillingen bliver af og til lidt forklarende og forudsigelig, men formår alligevel at overraske og begejstre sit publikum med vidunderligt underlige indfald og solid komik.

Mens publikum indfinder sig i salen, begiver Lasse Steens konferencier/tjenerkarakter sig ind på den nøgne scene med et omvendt tophat på hovedet, sortmalede læber og et lille David Bowie-agtigt lyn over det ene øjne. Han begynder at feje scenen, men får også lige poseret i baggrunden af nogle tilskueres foto. Er det i gang endnu? Rammen er allerede sprængt en lille smule, med løftet om en oplevelse der er stilfuld, avantgardistisk og über cool.

Dette løfte indfrier forestillingen fuldt ud. Den kommer utrolig godt fra start med en catwalk-præsentation af karaktererne, der straks får gang i publikum, og lander ligeså i en umådeligt morsom slutscene. Derimellem er der passager, hvor forestillingen mister pusten en anelse, men overordnet er den både sjov og flot at se på i Jonas Flys stilrene scenografi og Jelena Miletics festlige kostumer.

Historien er ualmindeligt dum og får lov at blive ved med at være det i denne fortolkning. Samtidig knyttes forviklingsfortællingen om to mænd, der opdigter alter ego’er, der bliver lige så virkelige som de selv, an til nogle aktuelle og universelle kommentarer om identitet og sandhed. Hvor vigtigt er det at være ”Earnest”? Og hvad vil det overhovedet sige at være oprigtigt sig selv?

Algernon (Ena Spottag), har hengivet sig fuldt ud til ”Bunbury-ismen”, som han kalder sine lystløgne og behov for at påtage sig forskellige identiteter, mens Jack (Mikkel Becker Hilgart) fanges i sin egen stræben efter sandhed og samtidig behov for løgn. Han vil giftes med Gwendolen (Emil Blak Olsen), og ligesom Algernon, der hurtigt forelsker sig i Cecily (Karla Rosendahl), må han erkende, at hans udkårne først og fremmest er forgabt i hans opdigtede navn Ernest. Kan det ordnes ved at blive døbt på ny eller er det hans person, der skal genopfindes? ”Fortæl mig, hvem jeg er!”, må han desperat råbe til sidst, og skønt han ender med at finde svaret, rejser forestillingen på tydelig og humoristisk vis spørgsmålet: hvad vil det sige at være nogen? Er man sit navn? Sit ophav? Sine fortællinger?

Tekstens simple kærlighedsintriger skaber nogle vidunderlige momenter af identitetsmæssig totalforvirring, hvor alt er flydende. Figurerne er blot, ligesom den hvide bagvæg, tomme lærreder, man kan projicere alt muligt på. Dette bliver også italesat i forestillingens start, hvor publikum bydes velkommen, og det verfremdung-agtige greb med at kommentere på forestillingen direkte til publikum, vender tilbage undervejs. Det er dejligt ligefremt, omend metakommentarerne og de småfilosofiske floskler, der skal sikre at publikum har forstået på pointen, en gang imellem bliver lige pædagogiske nok.

Det helt særlige ved forestillingen er dens skarpe, visuelle univers, der er båret af legesyge og levende projektioner. Projektoren sidder i gulvhøjde lige foran scenen, så skuespillerne får kastet skarptskårne skygger op på bagvæggen eller de bogstaver og figurer, der hejses op og ned fra loftet – tilsyneladende styret af karaktererne selv. Ord og billeder gestaltes og forsvinder, ligesom personer, der slet ikke findes, bliver manet frem som levende skygger på væggen. Vi har en masse leg med skala og en sirlig interaktion mellem skuespillere og video, der langt hen ad vejen er opfindsom og sjov, men i længden bliver lidt stift og ensformigt.

Projektionernes leg er fantasifuld og flot, men kunne generelt være lidt bedre balanceret; af og til er videoen så psykedeliske og snurrende, at i hvert fald jeg blev ret søsyg og havde svært ved at fokusere på skuespillet, og i enkelte scener distraherede den også med sit fravær. I længere tid ad gangen var baggrunden helt mat og det forekom kedeligt stillestående, når vi havde vænnet os til så meget visuel stimuli. Dette hænger måske også sammen med, at iscenesættelsesarbejdet lader til at have prioriteret samspillet med projektionerne over at få det fysiske samspil mellem skuespillerne til at leve.

Når det så er sagt, formåede spillerne virkelig at levere komikken til salen, og havde alle en mindeværdig fremtræden i fabelagtige kostumer og ikke mindst hår og make-up, der er et dragshow værdigt. Det klæder desuden både skuespillerne, historien og forestillingen som helhed, at rollerne, de tager på sig, går på tværs af køn. Ud over på helstøbt og gennemført vis at tale direkte ind i fortællingens spørgsmål om identitet og hvad det vil sige at være sig selv, var det også forfriskende i egen ret og virkede befriende for såvel tilskuere som skuespillere. Særligt Jens Jørn Spottag, Rasmus Botoft og Mette Horn får virkelig lov at boltre sig som hhv. den frygtindgydende Lady Bracknell, den firkantede guvernante Miss Prism og den upassende pastor Chasuble, og man kunne håbe, Det Kongelige Teater vil arbejde endnu mere med denne stil i fremtiden.

I Bunbury bliver identitetskategorier løsnet op og gjort til leg i et stilfuldt og gennemført univers, hvor alt er en konstruktion. Oscar Wildes komedie får lov at være sjov i egen ret og samtidig få en nutidig relevans og friske pust af galskab. Trods enkelte dyk holder forestillingen et højt underholdningsniveau og man slipper ikke ud af salen uden virkelig at have fået rørt lattermusklerne.

Skuespilhuset, Store scene, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

Spilleperiode: 21. marts-27. april 2025

Set den 21. marts 2025

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/skuespil/bunbury

Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Rasmus Botoft, Emil Blak Olsen, Ena Spottag, Mikkel Becker Hilgart, Karla Rosendahl, Mette Horn og Lasse Steen

Dramatiker: Oscar Wilde

Iscenesætter: Bastian Kraft

Scenograf: Jonas Fly

Kostumedesigner: Jelena Miletic

Videodesigner: Signe Emma