Anmeldelse: SMK Onsdag (med ballet), SMK og Det Kongelige Teater
Af Julius Gotthardt Møller
Note: Denne anmeldelse vedrører alene konceptet og forestillingen den 6. september 2017. Den samme forestilling opføres 3 gange hver aften, og en ny forestilling opføres på de nævnte onsdage, så hver måned er en ny oplevelse.
Som anmelder er der to situationer, hvor det at give et endeligt antal dråber, stjerne eller hjerter er særligt svært. Den første situation er, når det, der anmeldes, udfordrer de normer, der er for afgrænsning af kunst: teater foregår på en scene, dans er til musik, og billedkunst nydes i stilhed og -stand. Den anden situation er, når man ikke skal anmelde en enkelt stykke kunst, men derimod en setting, der ændres fra gang til gang – hvor det altså er selve konceptet der anmeldes. SMK Onsdag (med ballet) et eksempel på begge dele.
SMK Onsdag (med ballet) er det nyeste skud på stammen af SMK’s stadige udvidelse og udfordring af det at gå på museum. I 2013 startede de SMK Fridays, hvor øl, kunst og musik blev forenet syv gange om året. Senest har jeg anmeldt ’9x9x9’, hvor scenekunst, lyrik og essays blev inviteret ind til billedkunsten. Hver onsdag byder museet nu på en blanding af art talks, aftensmad og ekstra kunstindslag, og den første onsdag i måneden også ballet.
Onsdagen, jeg var der, stod den i anledningen af det nærtstående tyske valg på en forelæsning om netop tysk kunst, og samtidig var der balletdans fra Den Kongelige Balletskoles Kompagni B og korpsdanser Benjamin Buza.
Dansen startede ifølge programmet først klokken 17.30, men mens vi gik på opdagelse i samlingen af billeder fra de første år af det tyvende århundrede, dukkede et par af danserne også op. Skiftevis dansende og museums-slentrende bevægede de sig rundt mellem værkerne med hovedtelefoner på. De stoppede op, kiggede på en lille detalje på et maleri, dansede et par korte lydløse trin, og forsvandt rundt om et hjørne.
Det var klart denne optakt, i limboet mellem forestilling og kunstudstilling, at magien opstod. Uden en klart defineret scene, var det op til mig, min ledsager og resten af publikum selv at følge efter danserne, forestille os deres musik, og lægge mærke til de kunstværker de dansede til.
Magien stoppede dog brat, da kompagniets kunstneriske leder med sigende håndbevægelser gennede os ind i et bestemt rum, ned at sidde og så tæt på væggen, at den nervøse kustode gentagende gange følte sig nødsaget til at minde os om de 30 cm, der skal være mellem malerierne og publikum.
Så startede musikken over højtalerne, og dansen der fulgte med var i og for sig fin, og særligt statuerne i baggrunden virkede næsten som et forstenet forstadie til danserne. Dog forsvandt den spænding, der havde været mellem de forskellige kunstarter – danserne havde et reelt scenegulv og var afskærmet fra malerierne af publikum.
Konklusionen, og begrundelsen for de fire dråber, er, at SMK har en fantastisk track-record med at bringe forskellige kunstarter sammen, og SMK Onsdag (med ballet) er en ny ramme for netop dét. Men, og der et men, det er vigtigt, at billedkunsten ikke bare bliver en baggrund, men reelt bliver inkorporeret. På SMK’s hjemmeside står der, at der i fremtiden kommer alt fra tegneworkshops til koncerter, og selvfølgelig mere ballet den første onsdag i måneden resten af året. Man kan håbe, at konceptet udvikles positivt de næste onsdage.
SMK i samarbejde med Det Kongelige Teater
Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, 1307 København K
Spilleperiode:
SMK Onsdag, hver onsdag i perioden 6. september-13. december 2017
Ballet, første onsdag i måneden til og med den 6. december 2017
Set den 6. september 2017
Foto: Daniel Stjerne Agerholm, SMK
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.smk.dk/besoeg-museet/kalender/smk-onsdag
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod