Anmeldelse: Under Haadys skjold, Teatret Zeppelin

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Begavet og stærkt børne-, ungdoms- og familieteater. Så kort kan Teatret Zeppelins forestilling ’Under Haadys skjold’ sammenfattes!

Kan danske børn og unge egentlig forstå kriges rædsler og flygtningeproblematikken? Og kan vi som voksne egentlig? Og kan vi formidle det til de børn og unge? Måske ikke helt.

Men ’Under Haadys skjold’ formidler disse alvorlige emner på fornemmeste vis. Dens store force er, at den bygger på et stort forarbejde af Mie Brandt, som også er manuskriptforfatter og instruktør på forestillingen og kunstnerisk på teatret, og research i samarbejde med Røde Kors. Den bygger derfor på virkeligheden og ikke en eller anden forestilling om, hvordan det er, eller nærmere hvordan vi tror, det er.

Forestillingen havde oprindeligt premiere i 2015, men forestillingens temaer er desværre stadig lige aktuelle. Teatret Zeppelins nu genopsatte forestilling ’Under Haadys skjold’ er videreudviklet af Mie Brandt og det oprindelige ensemble, og forestillingen fremstiller disse temaer på en ærlig, sober og – desværre ikke mindst – skræmmende måde, som ikke bliver politiserende. Forestillingen fortæller, og den prikker lidt til os og vores følelser, men det ”tipper” aldrig, så én opfattelse er bedre end den anden.

Vi følger de uledsagede flygtningebørns rædsler i et ikke nærmere bestemt hjemland, deres rejse, deres møde med hinanden, deres møde med menneskesmuglerne, deres møde med døden, og ikke mindst deres møde med deres nye ”hjem”, i dette tilfælde Danmark.

Haady var pigen Aishas skildpadde; det kæledyr, som hun måtte efterlade, da hun i al hast måtte flygte. Haady følte sig tryg, når han krøb ind i sit skjold, og Aisha har opkaldt sit tørklæde efter ham. Hun savner ham, men hun føler sig tryg og beskyttet under ”skjoldet” – akkurat som Haady. Det er børnenes – desværre alene – symbolske beskyttelse mod rædslerne på deres rejse.

Børnenes naivitet er på en og samme tid ærlig og skræmmende. Deres tro på alt det gode er stadig intakt og oprigtig, selvom de gang på gang støder på modstand. Ordene er samtidig deres. De er stadig børn med barnetroen intakt, så de agerer med børns umiddelbarhed og hjælpsomhed. Men de befinder sig i en situation, som børn ikke bør komme i.

De ved ikke altid helt, hvordan de er kommet i den situation, som de er, men de accepterer den ikke uden videre. Bare fordi, at de – i hvert fald for en tid – er i sikkerhed i Danmark, i flygtningelejren, er det hele ikke lykken endnu. Hverken børnenes eller krigenes problemer er løst, og forestillingens afslutningen lader løsningen blafre lidt i vinden. For kan vi egentlig løse problemerne? Og hvad gør alle disse ting ved børnene? En nem løsning findes ikke på problemet.

Forestillingen har flere niveauer, og det er nok ikke det hele, som børn og det yngre publikum forstår, og for det voksne publikum er der også tilsat enkelte faktuelle stikpiller – blandt andet til værdien af det smykke, som Aisha har fået, og til “skræmmekampagnerne”… – men heldigvis uden en stillingtagen til, om de nu er rigtige eller forkerte!

Johanne Eggerts scenografi, Inuk Thomsens lyddesign og Martin Danielsens lysdesign rummer alle den rette mængde mørke og dysterhed til fortællingen. Uanset om vi er på rejsen, i byen, i skibets bug eller ved grænsen er det virkelighedsnært, og lys og lyd hjælper os elegant til at skifte scene. Virkemidlerne er få, men velvalgte og effektive; det er netop ikke de store armbevægelser, som er nødvendige her. Det er den hel rette stemning, selvom den ikke er rar, til forestillingens temaer.

Alle skuespillerne, Pernille Hilgart, Theresa Lange Olesen, Casper Sloth, Rune Antonio Bro og Ella Simone Koppel, fortjener ros for et velfungerende samspil og for, at de trods deres fremskredne alder alle spiller børn troværdigt og med den rette nerve. De står ikke overfor en helt let opgave, da de skal bevare troværdigheden omkring de alvorlige temaer.

Det er befriende, at Teatret Zeppelin tør tage fat om et så alvorligt emne, og at de tilmed formår at fremstille det for børn og det yngre publikum på en skræmmende og reel, men også ærlig måde. Gid alle ville lære lidt af Aishas manifest. Når et barn er blevet født, har det ret til at leve resten af sit liv!

 

Teatret Zeppelin, Valdemarsgade 15, 1665 København V

Spilleperiode: 2. september-27. oktober 2017

Set den 2. september 2017

Foto: Jonas Fogh

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.zeppelin.dk/forestilling/haady/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod