Anmeldelse: Songs for a new World, Det Ny Teater, Sceneriet

Anmeldelse: Songs for a new World, Det Ny Teater, Sceneriet

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Det Ny Teater lancerede i efteråret 2013 deres nye koncept ”Off Det Ny – Musicals Unplugged”. Idéen er, at publikum skal have mulighed for at opleve nogle mindre musicals, hvor hovedvægten er på sangene. ”Off Det Ny” hentyder til, at forestillingerne spiller i Sceneriet under Det Ny Teater, mens ”Musicals Unplugged” hentyder til, at de er uden alt det store udstyr. Dengang lagde teatret ud med den originale amerikanske version af ’Songs for a new world’.

 

Denne gang tager man igen ’Songs for a new world’ op. Forestillingen er den prisvindende amerikanske musicalkomponist Jason Robert Browns debutforestilling. Denne gang er det dog ikke på originalsproget, men på dansk. Frederikke Vedel, som også er en af de medvirkende, har glimrende oversat musicalen til dansk. Hvorfor man så ikke også har oversat titlen til dansk – ’Sange for en ny verden’ – kan undre.

 

Et nyt liv. ’Songs for a new world’ er ikke en sammenhængende lang musicalforestilling. Hver sang er derimod en selvstændig historie om det øjeblik, hvor mennesket står over for et afgørende valg i sit liv, og hvor man er nødt til at træffe en beslutning. Der er ellers ingen rød tråd imellem de enkelte historier udover, at de handler om mennesker, som står i en kritisk situation, som kræver et valg.

 

Sangene tager fat på en række universelle emner. Gud, forholdet, der er gået i stykker, rejsen til et nyt land med håbet om et nyt og anderledes liv, angsten, frysten, magten og kærlighed er blot nogle af de emner, som vi stifter bekendtskab med. Omdrejningspunktet er dog ovennævnte valg, så vi er vidner til brudstykker på et helt liv, hvor man håber på et bedre liv/en ny verden.

 

Fokus er på musikken og sangene. Der er valgt en enkel og let scenografi, og instruktøren Mads M. Nielsen har fået skabt en flot sammenhæng mellem historierne, musikken og de fire sangere.

 

Pressebillede-Songsforanewworld

 

De fire sangere er denne gang Xenia Lach Nielsen, Christian Berg, Frederikke Vedel og Christoffer Brodersen. Desværre er der nogen forskel på de fires sangevner. Xenia Lach Nielsen er eminent, og hun klarer enhver af situationer og sangene hertil, uanset om det er som kvinden, som står på en afsats 57 etager over Fifth Avenue – her i form af Sceneriets balkon – hvorfra hun vil begå selvmord, eller som kvinden der vil skride fra manden Claus – Santa Claus forstås! Som flot supplement og modstykke hertil står Frederikke Vedel. Det er den kvindelige halvdel, der trækker op. De to bærer sangene og leverer fantastisk flotte stemmer.

 

Christian Berg er en glimrende sanger, men han er her forholdsvis anonym, og det virker ikke til, at han helt kommer til sin ret. Den sidste sanger er Christoffer Brodersen, og han der den, der står svagest af de fire sangere. Han er – også – en god sanger, men i denne sammenhæng har han ikke mange udtryk. Hans stemme er næsten for pæn, og den vil måske bedre passe til de mere poppede musicals med gang i den frem for til denne mere alvorlige og eftertænksomme musical.

 

Historierne i ’Songs for a new world’ både suppleres og bindes sammen af musikken – her i form af pianoet. Manden ved pianoet er Jesper Frank Christensen, og han gør det fantastisk. De enkelte historier og skiftene imellem dem kræver skarphed og præcision, og Jesper Frank Christensen besidder begge evner.

 

Så hvis du vil have en lille, men intens musicaloplevelse, skal du smutte ned i Sceneriet under Det Ny Teater! Men skynd dig – forestillingerne spiller kun i en kort periode.

 

 

 

Sceneriet under Det Ny Teater, Gl. Kongevej 29, 1610 København V

 

Spiller indtil den 22. marts 2016

 

Spilledato: 20. marts 2016

Foto: Det Ny Teater

 

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.detnyteater.dk/songs-for-a-new-world-sceneriet/

 

 

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

 

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *