Anmeldelse: Studenterrevyen 2018: Jorden går under på fredag, Kongelige Mayestaits Acteurs
Af Jonathan Stahlschmidt
Kongelige Mayestaits Acteurs har en lang tradition med at både underholde os og give os og satiriske svirp. Ingen af delene lykkedes. Dette års studenterrevy har prøvet kræfter med stærke budskaber om bæredygtighed, klimaforandringernes trussel og plads til forskellighed. Den har taget kampen op mod det konventionelle revyformat og forsøgt sig som en lineær fortælling med karakterudviklinger og dramatiske plotelementer. Årets studenterrevy går i krig med en Goliath af rammer og begrænsninger. Og lider et ærgerligt nederlag.
Vi føres ind i Kulturhuset teatersal, og en skuespiller står allerede i midten af gulvet iført hvid dinnerjacket. Han tilbyder os roligt at hænge overtøjet i ”garderoben”, der er placeret på bagscenen midt i kukkassen. Det er ikke i trods, at jeg spørger, om man også må beholde frakken ved et af de mange borde, der er placeret i halvcirkel om scenegulvet. Men jeg får lov, og skal sidenhen blive glad for at have mine ejendele ved hånden.
For årets studenterrevy forsøger at fortælle en historie om, hvordan menneskeheden i en meget nær fremtid gennes ned i en række bunkere for at beskytte planetens tilstand i den ellevte time. Og havde min frakke været på selve scenen under forestillingen, havde jeg bestemt indlevet mig i historiens omstændighed – at være fanget i et aflåst lokale mod min vilje.
Set-uppet forklares på banal og ligefrem vis. Persongalleriet bladres hurtigt igennem, og vi introduceres for, hvad der ligner grove karikaturer på, hvad der sidenhen afsløres at være skuespillernes selvopfundne karakterer. For forestillingen – får vi til slut at vide – er mest af alt blevet improviseret frem. Og det kan tydeligt mærkes – både på hvor rodede dialogerne er, og hvor stor forskel der så er på, hvor godt enkelte spillere har lært deres monologer udenad.
Der er en regel indenfor improvisationsteater; du må ikke ”sige nej”. Du skal ”sige ja” til din medspiller. Med det menes der ikke bare ordene ”ja” og ”nej”, men et generelt samarbejde om at komme ud i noget spændende, hvor der sker noget. Og skuespillerne har her fået lov til at sige ”nej” til hinanden alt for meget. Flere scener kører i ring og bliver en skinger diskussion, en kraftprøve på hvem, der kan råbe højest.
At lave en forestilling om fire mærkelige mennesker og en forvalter i en bunker, havde været en ganske god idé, der måske kunne være blevet spændende underholdning. Men at holde fast i at kalde det for en studenterrevy, og af den grund være nødt til på lidt klodset vis, at have sketches og sange med, har ikke fungeret for castet. Sangene lyder desværre uøvede og uklare, og man får spoleret oplevelsen af Lars Kanits nyfortolkninger af gamle viser. Jeg er i tvivl om, hvad det egentlig er, som jeg har set – men en revy er det i hvert fald ikke!
Forestillingen jagter halen på sig selv i omkring halvanden time, inden at den prøver at slutte. Men den hjemmestrikkede katarsis, vi bliver madet med til sidst, er en tynd suppe at gå hjem i kulden på. Aftenens bedste oplevelse blev desværre at kunne komme ud af ”bunkeren” igen. Det er ikke jorden, der går under; i år er det desværre Studenterrevyen, der går under.
Kongelige Mayestaits Acteurs
Kulturhuset Indre By, Charlotte Ammundsens Plads 3, København K
Spilleperiode: 3.-24. marts 2018
Set den 2. marts 2018
Fotos: Kongelige Mayestaits Acteurs/Studenterrevyen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://studenterrevyen.dk/billetter-2018/
Medvirkende: Christine Maria Engelsted Risum, Daniel Vasiljevic, Mark Olander Holst, Hannah Palm og Mads Mathias Knudsen
Dramatiker: Instruktør og skuespillere
Iscenesætter: Marcus Langebeck
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod