Spotlight: Nørrebro Teater

Spotlight: Nørrebro Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Ungt Teaterblod retter denne gang spottet mod Nørrebro Teater på Nørrebro. Vi har derfor talt med teaterdirektør Mette Wolf.

Om Nørrebro Teater

Nørrebro Teater er Danmarks største morskabsteater med plads til 620 publikummer hver aften. Det ligger i Ravnsborggade på Nørrebro, og her har det – dog i forskellige former – ligget siden åbningen den 26. december 1886. Dengang var der plads til endnu flere tilskuere, og teatret var et serveringsteater. I slutningen af 1800-tallet var Nørrebro en helt ny bydel, der mest bestod af mose og marker. I dag er det stik modsat, hvor Nørrebro er en tætbefolket og forskelligartet bydel.

Foto: Louise Rosenkvist
Foto: Louise Rosenkvist

Nørrebro Teater har alle dage været et folkeligt teater, hvor der vistes og vises morskabsteater og musikteater. Teatrets repertoire består i dag af underholdende og meningsfulde teater- og musikforestillinger, der forholder sig til nutiden og ikke er bange for at lade humoren stå på skuldrene af alvoren.

Mette Wolf

Mette Wolf er uddannet dramaturg fra Aarhus Universitet i 2001 og har siden da arbejdet som dramaturg og manuskriptforfatter på bl.a. ”Arvingerne” og ”Cirka Summarum” på DR og med kunst- og kulturformidling i forskellige sammenhænge. Imellem dette var Mette Wolf i årene 2004-2011 udviklingschef på Betty Nansen Teatret.

Mette Wolf. Foto: Büro Jantzen
Mette Wolf.
Foto: Büro Jantzen

Hun blev udnævnt som teaterdirektør på Nørrebro Teater i juni 2014 og tiltrådte 1. januar 2015.

Produktionerne og repertoiret

Som tidligere nævnt er teatret et moderne morskabsteater, hvor vægten ligger på det folkelige. Teatret er en del af Det Københavnske Teatersamarbejde, som er med til at udstikke den overordnede kunstneriske profil og de økonomiske rammer.

Teatrets repertoire er i dag moderne morskabsteater og musikteater. Teatret producerer som regel tre nye teaterproduktioner hver sæson.

”Teatret sætter hvert år forestillinger op, som falder ind under ”det moderne morskabsteater og musikteater”. For mig er det vigtigt, at det er morskabsteater med mening, med kant. Vores forestillinger skal både more og underholde folk, og også meget gerne give dem noget at tænke over, når de går hjem! Derfor skal vi kunne fortælle den gode historie, men også finde nye måder at fortælle den gode historie på,” siger Mette Wolf.

Foto: Nørrebro Teater
Foto: Nørrebro Teater

”Vi vil i det hele taget gerne gøre op med, hvordan morskabsteatret traditionelt fremstilles. Det er også grunden til, at vi har skabt et nyt visuelt look, som skiller sig ud og præsenterer vores forestillinger på en ny måde. Publikum skal inspireres og fanges allerede, inden at de går ind i salen. De skal få fornemmelsen af at møde skuespillere, der kan spille røven ud af bukserne, og af historier, man ikke sådan lige glemmer,” fortsætter Mette.

Teatret er dog udfordret af, at det kun har én scene og at den scene har så mange pladser, som den har.

Det gamle Rialto:Teatret (i en periode navngivet Frederiksbergscenen) på Frederiksberg var i årene 2009-2016 Nørrebro Teaters anneksscene. Mette Wolf var glad for at have en mindre scene, selvom hun også mener, at det var en udfordring at have en anneksscene langt fra hovedscenen og det daglige hus.

”Det gav fin mening, at Rialto ikke længere skulle høre sammen med Nørrebro Teater. Mindre mening giver det slet ingen anneksscene at have. Vi har f.eks. ingen mulighed for at spille flere forestillinger eller afholde flere arrangementer på samme tid og på den måde skabe en naturlig publikumsudvikling med mange forskellige teatertilbud”, siger Mette Wolf og fortsætter: ”Men rent kunstnerisk er det også ærgerligt, da man på en mindre scene nemmere kan prøve andre typer af forestillinger af. Det er på den måde sværere for os at prøve noget andet og noget mere ”smalt” af end det, som man kan lave på en stor scene, hvor der er plads til over 600 publikummer. En mindre scene i tilknytning til teatret vil derfor på sigt være den rigtige løsning, kunstnerisk såvel som økonomisk. ”

En række af teatrets andre arrangementer foregår lige nu i teatrets foyer men også inde i salen, når der ikke spilles forestilling.

”Vi forsøger på alle måder at udnytte husets fysiske rammer, men også udfordre dem, så vi kan tage formater ind, man ellers ikke ser, ” siger Mette Wolf og fortsætter: ”Sådan som huset er bygget nu, kan vi kun kan have én produktion i gang på den store scene ad gangen. Enhver produktion foregår derfor på og ved scenen, så der vil naturligt opstå nogle længere ”huller” i (spille)kalenderen, hvor der bygges scenografi og prøves. Foregår der andre arrangementer på scenen i en spilleperiode, vil det foregå i den aktuelle forestillings scenografi. Det har også sin charme. ”

… meget mere end bare teater!

Udover de ”klassiske” forestillinger på scenen rummer Nørrebro Teater også så meget andet. Huset skal ifølge Mette Wolf være et moderne teaterhus, der har åbent på andre tidspunkter end de gængse teatertider. Folk skal ikke kun få lyst til at komme i huset på grund af de klassiske forestillinger. Der skal også være teaterkunst i andre former og formater og til andre mange forskellige billetpriser.

Teatret har også haft held med en række tiltag, som netop har lokket folk i huset på andre tidspunkter. Samtidig har det også lokket folk i huset, som ikke er vant til at gå i det klassiske teater.

”Vi skal lave noget for alle, og det moderne morskabsteater er så meget andet end det, der lige foregår på den store scene. Vi forsøger derfor konstant at udvikle nye former og skubbe til grænserne for morskabsteatret, ” siger Mette Wolf.

Uden for de klassiske forestillinger huser teatret også en række anderledes events Tænkepauser Live, Fyraftenssang, En pinlig affære, Schøtministeriet Live og Late Night Lørdag.

"Tænkepauser Live". Foto: Nørrebro Teater
“Tænkepauser Live”.
Foto: Nørrebro Teater

Disse events øger bredden i teatrets profil, hvor der skabes fællesskaber og teater med både humor og mening, men hvor disse events ikke nødvendigvis følger den ”klassiske opskrift” på en forestilling. Fælles for dem alle er også, at de på en og samme tid underholder os og sætter tankerne i gang. Vi skal ikke kun grine, men der skal også være kant, så der både kan være tid til fordybelse, hvor videnskab kombineres med teater og talkshow, som i Tænkepauser Live, men også tid til at stille spørgsmål ved samfundsaktuelle emner, når meningsdannere kommer på besøg i Schøtministeriet Live.

Læs mere om disse events her.

”Teatret skal bygge bro og danne et fællesskab med andre. Det skal være et spændende teater, hvor der er udfordringer og mangfoldighed. Vi er et urbant storbyteater med mange tilbud, ” siger Mette Wolf.

Alle events er anderledes end de klassiske forestillinger.

”Og det er netop pointen!” siger Mette Wolf, ”det moderne morskabsteater optræder i mange forskellige former. Og alt, hvad vi viser, rummer fra hvert deres sted både morskab, mening og kant. ”

Unge i teatret?

Det er også på Nørrebro Teater vigtigt, at fremtidens teatergenerationer – de unge – kommer i teatret.

”Vi er midt i en positiv udvikling, hvor det yngre publikum også bruger teatret. Både en række af vores forestillinger og del af vores andre tilbud, f.eks. Late Night Lørdag, Schøtministeriet Live og En pinlig affære har lokket et yngre publikum i teatret. F.eks. var 40 % af publikum til ”Den danske borgerkrig 2018-24” studerende eller under 25 år, ” siger Mette Wolf.

Fra "Den Danske Borgerkrig 2018-24". Foto: Büro Jantzen
Fra “Den Danske Borgerkrig 2018-24”.
Foto: Büro Jantzen

Herudover har teatret både forskellige billetpriser, herunder en række tilbud til unge og studerende, og en ambassadørgruppe, som er med til at gøre opmærksom på teatret.

”Alt dette er med i vores tanker om publikumsudvikling. Vi prøver efter bedste evne at inspirere de unge, og vi har derfor også tilbud til skoleklasser, og vi laver undervisningsmaterialer til alle vores forestillinger, ” siger Mette Wolf.

Mette Wolf. Foto: Büro Jantzen
Mette Wolf.
Foto: Büro Jantzen

Teatret prøver som nævnt også at gøre op med, hvordan teatret præsenteres i traditionel forstand. De prøver at præsentere forestillingerne på en anden måde i deres visuelle identitet, som også taler til de unge.

Nørrebro Teater og Teater GROB

Mellem Nørrebro Teater på Ravnsborggade og Teater GROB på Nørrebrogade er der små 250 meter. Både i størrelse og i repertoire er de to teatre vidt forskellige.

”Det er vidunderligt med Teater GROB lige ved siden af som næsten-nabo. Vi er vidt forskellige, og i mine øjne kan mangfoldigheden kun have en positiv afsmitning på os begge. En god profil med gode oplevelser giver god udvikling – for begge, ” siger Mette Wolf.

”Jeg tror på, at det samlet styrker os begge. Vi komplementerer hinanden fint, og mangfoldigheden og forskelligheden i teaterbilledet er derfor kun positivt, ” fortsætter Mette Wolf.

Fremtiden?

Mette Wolfs vision er, at Nørrebro Teater fortsat leverer moderne morskabsteater og musikforestillinger af høj kvalitet. Herudover ønsker hun også, at det fortsætter som et teaterhus med mange tilbud.

Foto: Nørrebro Teater
Foto: Nørrebro Teater

”Teatret er det, som vi kan. Det er vi faktisk skidegode til. Og vi har i de seneste år vist, at vi også kan præsentere meget andet end de store forestillinger inde på scenen,” siger Mette Wolf.

”Revisoren”

Teatrets aktuelle forestilling er ”Revisoren”. Spørgsmålet er om regnskabsføring og bogholderi er noget at grine ad? Kan det være morsomt, og kan det give mening?

”Revisoren” er skrevet i 1836 af den russiske forfatter Nikolaj Gogol. Handlingen foregår i en fjern russisk provinsby, og historien er en korrupt og grotesk komedie om både forviklinger, snyd, bedrag, griskhed og løgne, og om hvor galt det kan gå, når man ikke kan og vil nøjes, så man hele tiden vil have mere og mere. Der er forskel på, hvad man tager imod officielt og uofficielt.

Fra "Revisoren". Foto: Büro Jantzen
Fra “Revisoren”.
Foto: Büro Jantzen

Det er hylende morsomt, men de nævnte evner ligger hele tiden lige under overfladen og minder os om, at der også er mening med galskaben. Samtidig er en række af emnerne, galskab, grådighed, bedrag og forviklinger, også aktuelle den dag i dag, så samfundet har måske egentligt ikke ændret sig særligt meget…

Du kan læse vores anmeldelse af forestillingen her.

 

Læs mere om teatret her.

 

Fotos: Büro Jantzen, Louise Rosenkvist og Nørrebro Teater

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *