Anmeldelse: This is not Culturally Significant, Teater Katapult (Out of Spite Theatre)
Af Trine Kinch
Den anmelderroste forestilling This is not Culturally Significant gæster i disse dage Teater Katapult i Aarhus. Forestillingen blev i 2017 “Show of the week” på VALUT festival i London samt nomineret til en ”Offie” (The Off West End Theatre Award). Forestillingen er skabt af Out of Spite Theatres stifter og skuespiller Adam Scott-Rowley, som også spiller forestillingen som ene mand på scenen. Adam Scott-Rowley fysiske arbejde er uden sammenligning. Publikum kan i den grad forberede sig på en stor oplevelse.
Publikum træder ind i salen til lyden af et techno-beat. Foruden en sort skammel og en lampe hængende tæt ved gulvet er scenen tom. Scenen mørklægges, og i næste nu sidder en fuldstændig nøgen mand på skamlen og spiller en masturberende og højt stønnende ung kvinde. Forestillingen er i gang. Karakteren, som viser sig at være en ung WebCam’er, er blot en af mange karakterer, som Adam Scott-Rowley spiller i løbet af forestillingen.
BILLEDE
Adam Scott-Rowley præsenterer os for et bredt persongalleri bestående af karaktertyper som man, i tilfældet her, i den engelske kultur ikke viser frem som værende repræsentative for samfundet. Mennesker som vi alligevel alle har stiftet bekendtskab med i én eller anden grad.
Vi møder den ensomme, den handlingslammede og den, som hænger fast i sine gamle hjertesorger. Vi møder den, som ikke tør tale højt om sine følelser, og vi møder den homoseksuelle, som ikke tåler folk med en anden sexualitet end hans. Vi møder den højkulturelle racist, den storrygende debattør og den magtliderlige. Vi møder Dennis Hardcock Brexit og hans nervøse, undertrykte kone, og den hjemløse der vil gøre alt for at få sine børn at se igen.
Man kunne fristes til at påstå, at forestillingen sætter tingende på spidsen, og at karaktererne og deres skæbner er skaleret op og gjort grimmere end virkeligheden. Det er de måske også, men jeg tror, at forestillingen kommer tættere på virkeligheden, end man næsten tør forestille sig.
Forestillingen henter inspiration fra både ”black clowning” og ”in-ya-face teater”, og igennem humor og eksplosivt fysisk arbejde fortæller Adam Scott-Rowley karakterernes respektive fortællinger. Fortællinger, som akkompagnerer hinanden og sammen skaber en historie om det engelske samfunds bagside og stiller skarpt på usunde relationer mennesker imellem.
Adam Scott-Rowley hopper ind og ud af de forskellige karakterer, og det er så skarpt koreograferet både fysisk og sprogligt, at forestillingen til tider får karakter af dans. En dans, som er levende og som overrasker hele vejen igennem forestillingen. Teknikken fungerer som en forlængelse af skuespillerens krop, og i samspil med Adam Scott-Rowleys fantastiske og nuancerede mimik er publikum på intet tidspunkt i tvivl om, hvilken af de mange karakterer, han har i spil.
Forestillingen er yderst velproduceret, hylende morsom, provokerende, hjerteskærende og skræmmende alvorlig. Skuespillet er vidunderligt og teknikken on point. Jeg kan ikke andet end at være meget begejstret.
Gæstespil af Out of Spite Theatre (UK)
Teater Katapult, Godsbanen, Skovgaardsgade 3 8000 Aarhus C
Spilleperiode: 24.-25. april 2018
Set den 24. april 2018
Foto: Out of Spite Theatre
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://katapult.dk/kalender/2017/2018/this-is-not-culturally-significant/
Af og med: Adam Scott-Rowley
Lysdesign: Matt Cater
Lyddesign: Graeme Pugh
Co-producent: Jamie Eastlake
Varighed: 55 min. uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod