Anmeldelse: Tivolis Juleshow – Juleminder, Tivoli
Af Christian Skovgaard Hansen
Tivoli er julepyntet i stor stil, og det er let at lade sig begejstre og opnå hygge ved at gå rundt i den gamle forlystelseshave. Det er derfor håbet, at den samme gode julestemning er fuldt med ind i Koncertsalen, der i disse dage danner ramme om Tivolis Juleshow – Juleminder. Håbet indfries desværre ikke helt.
Showet åbnes fornemt med ”Last Christmas” af Tivolis Big Band under ledelse af Jesper Riis. Herefter møder vi showets to værter, Pelle Emil Hebsgaard og Søs Egelind. De prøver at skabe en god og julet stemning, hvor juletræet og julepakkerne findes frem, men det lykkes aldrig helt, hvilket nok mest af alt skyldes showets indhold. Desværre introduceres heller ikke alle indslag. De to har dog en god ping-pong sammen, og de synger også ganske glimrende.
Søs Egelind havde endvidere et comedyindslag, som aldrig rigtig blev sjovt udover et par tø hø’er. Det blev dog til et kærligt gensyn med et indslag fra ”Jul i den gamle trædemølle” med ægteparret Flemming og Berit, hvor Søs Egelind selv var Berit, mens Peter Schrøder var Flemming. Parrets – forgæves – forsøg på at få økonomien, julen og livet som helhed til at hænge sammen giver en vis genkendelighed.
Søs Fenger var desværre blevet syg, så hun måtte udgå. Sådan er det, men de annoncerede ekstra overraskelser udeblev desværre også. Til gengæld sang Sanne Salomonsen både sole og sammen med Ilang Lumholt. Sanne Salomsens stemme er ikke på toppen mere, men hun redder præstationen hjem med charme og sejhed. Sammen med Tivolis Big Band er musikken – ganske glimrende – i højsædet. Det bestyrkes af, at vi sammen til slut synger ”Rudolf med den røde tud”.
Herudover får vi ganske fine indslag fra Tivoli Ballet Teater og Tivoli Garden. Det er her, at forestillingen får et strejf af magi, charme og hjertevarme. De to indslag er en del af Tivolis DNA – og netop nogle af de juleminder, som folk formentlig har fra den gamle have.
Særligt Robert Thomsens ”Meet Cute”, der vandt koreografikonkurrencen CPH MADE i 2021, vakte lykke. Her møder vi de to sømænd (Robert Thomsen og Vincent Vernal) og kvinden (Jennifer Wagstaffe), og hurtigt kommer humoren og dansen ud over scenekanten, når vi bliver overrumplet over, hvem der egentlig vil have hvem.
Der er ikke megen scenografi og bigbandet danner bagtæppe for hele forestillingen. Pelle Emil Hebsgaard og Søs Egelind er klædt klassisk i sort og hvidt. Det er pænt og nydeligt, men også noget anonymt, og det ville nok have passet bedre til en nytårskoncert. I det hele taget savnedes lidt julestemning og ditto udsmykning i Koncertsalen.
Tivolis Juleshow – Juleminder bliver derfor lidt en tam omgang, hvilket er synd. Julepakkerne var desværre lidt en skuffelse i en del af tilfældene. Der er basis for så meget mere show i Koncertsalen, og den på hjemmesiden lovede ”særlige julestemning” udebliver. Med en billetpris på mellem 225-575 kr. (inkl. adgang til Tivoli ganske vist) må man godt sætte forventningerne højt. Årets show har potentiale, men det bliver aldrig rigtig julemagisk. Æv!
Tivoli, Koncertsalen, Vesterbrogade 3 1620 København V
Spilleperiode: 3.-4. december 2024
Set den 3. december 2024
Fotos: Jakob Melgaard
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.tivoli.dk/program/teater/tivolis-juleshow
Medvirkende: Søs Egelind og Pelle Emil Hebsgaard samt Sanne Salomonsen, Tivoli Big Band, Tivoli Ballet Teater m.fl.
Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod