Anmeldelse: Next to normal, Odense Teater, Teatersalen i ODEON

By: Naja Matzen
On: 8. december 2024

Af Naja Matzen

På Odense Teater kan man lige nu opleve en anderledes musical i forestillingen Next to normal. Next to normal er en på alle måder atypisk og original musical, som viser, hvad genren også kan. De fleste forbinder nok musicalgenren med overdådig scenografi, store dansenumre, masser af folk på scenen og en ofte letbenet handling.

Men Next to normal er noget helt andet. Det er en lille forestilling med kun seks skuespillere, der er ingen store danseoptrin eller ekstravagante udstyrsstykker, og den handler om psykisk sygdom. Det er en anderledes og dyb musical, der ikke bare glæder og underholder, men som også vækker til tanke og indbyder til debat.

I forestillingen følger vi familien Goodman. En på overfladen normal familie, der dog tydeligt ikke lever et helt normalt liv. Moderen Diana kæmper nemlig med psykisk sygdom og gamle traumer, som har massiv indflydelse på familiens liv, hverdag og fælles relationer. Gennem forestillingen ser vi hendes kamp med at blive rask og hvordan denne situation påvirker og sætter spor i resten af familien.

Next to normal er ikke en ny forestilling. Den havde premiere på Broadway tilbage i 2009, hvor den vandt en Pulitzer-pris, samt en Tony for bedste musik. Siden spillede den også i Danmark i 2012 på Nørrebro Teater. Men alligevel føles historien mere relevant en nogensinde i et moderne Danmark anno 2024, hvor psykiatrien er under pres, og mistrivslen blandt især unge er stigende.

På Odense Teater bliver forestillingen leveret i en enkel og intim indpakning. Marianne Nilsson har skabt en enkel scenografi i to niveauer. På det nederste niveau bevæger skuespillerne sig rund i et forholdsvist enkelt gråt rum. På det øverste niveau sidder orkesteret bagerst, mens der forrest er plads til at skuespillerne kan udfolde sig. Enkelte rekvisitter findes frem fra skjulesteder i scenografien eller hentes ind fra siden, men ellers spilles alt i dette tomme rum.

Kostumerne er også simple. Alle skuespillere er klædt i almindeligt hverdagstøj holdt i grålige eller afdæmpede farver. Alle med en konkret stil, der adskiller sig fra de andre. Både scenografi og kostumer er så afdæmpede, at det sætter skuespillerne og sangene i centrum, hvilket giver mening i en gennemkomponeret forestilling, hvor nærmest alle replikker synges og hvor det er karakterernes følelser og interne relationer, der er i fokus. Samtidigt understøtter det fint Dianas sindstilstand, for som hun synger i 1. akt, får medicinen hun indtager en ellers farverig verden til blot at fremstå i sort, hvid og grå.

Også Charlotte Munksøs iscenesættelse er enkel. Der er fokus på skuespillerne og deres interaktioner og kun få rekvisitter og kostumeskift hjælper os med at sætte scenen. Dette medfører nogle rørende og smukke scener, som da ægteparret Diana og Dan sidder og kigger på en spilledåse, der drejer rundt, mens de synger om et fælles traume, som de begge har prøvet at fortrænge. Det er en intim og hjertegribende scene, der på simpel vis vækker vores følelser og empati for karaktererne.

I længden bliver det dog lidt for beskedent, og forestillingen kunne have gavn af at der i momenter skete noget mere på scenen. Der er lidt for mange scener, hvor skuespillerne står/sidder statiske og synger uden anden iscenesættelse. Samtidigt kunne forestillingen også visuelt være endnu skarpere med en mere markant forskel mellem de triste hverdagsscener og de tidspunkter, hvor Diana hallucinerer, og virkeligheden forvrænges. Med farvepaletten, den enkelte iscenesættelse og den sparsomme scenografi bliver forestillingen lidt for simpel og lidt for meget gråt i gråt.

Der er til gengæld intet at udsætte på Cecilie Gerbergs karakterisering af Diana. Gerberg leverer en pragtpræstation. Hun synger og spiller med nerve, så man forstår Dianas overvejelser og føler med hende og den voldsomme situation hun står i. Også Cecilie Elisabeth Bogø Bach er værd at fremhæve som den forsømte datter Natalie. Hun fanger både Natalies usikkerhed og rebelske frustrationer flot.

Resten af det seks mand store ensemble leverer også gode præstationer. Mathias Flindt er rørende som Dan, Claus Riis Østergaard er sjov som rockstar-psykiater, Vito Borggild Gram er charmende og sympatisk som Natalies kæreste Henry og Ulrik Windfeldt-Schmidts pæne klang, passer godt til Dianas ”perfekte” søn.

Next to normal på Odense Teater er en interessant og vedrørende forestilling, som lever højt på god musik, en fantastisk hovedrollepræstation og en nærværende og rørende historie. Forestillingen er fin og enkel med fokus på teksten og karakterernes interne interaktioner, så selvom det ikke er den mest medrivende iscenesættelse, så er Next to normal værd at se, da den giver stof til eftertanke, samtidigt med at den underholder og berører.

Odense Teater

Teatersalen Odeon, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C

Spilleperiode: 5. december 2024-15. januar 2025

Set den 5. december 2024

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.odenseteater.dk/forestillinger/next-to-normal

Medvirkende: Cecilie Gerberg, Ulrik Windfeldt-Schmidt, Mathias Flint, Cecilie Elisabeth Bogø Bach, Vito Borggild Gram og Claus Riis Østergaard.

Iscenesættelse: Charlotte Munksø

Scenografi og kostumer: Marianne Nilsson

Lysdesign og video: Andreas Buhl

Lyddesign: Kim Malmose