Anmeldelse: Turister, Teater Får302

Af Christian Skovgaard Hansen
Se den, hvis du vil opleve anderledes scenekunst, hvor man med få virkemidler og en enkel scenografi får tankerne frem.
Forestillingen handler om to ikke navngivne par, som befinder sig på et eksotisk ferieparadis – et ressort godt afskærmet fra resten af verden og lokalbefolkning. Man har købt opholdet ”all inclusive”, hvilket indikeres med et farvet armbånd om håndledet. Teatret kalder det ”[e]n komedie om dem der lægger sig på håndklæder ved siden af katastrofen.”
Teater Får302’s lille intime scene er som skabt til stykket. Scenen og scenografien af Carsten Burke Kristensen er flot og idéen og teksten af den svenske dramatiker Magnus Dahlström er bestemt god. Turister er fra 2007, men forestillingens overordnede tema: samfunds-/civilisationskritik er stadig aktuel. Forestillingen er bygget op over et ”ferieeksil” – altså et lukket ferieparadis for de tilrejsende og som er afskærmet fra de lokale.
Første akt tager sit udspring fra dobbeltaltanen udenfor hotellet. Igennem første akt møder vi de to par på hver deres altan. Dialogen er abstrakt, og replikkerne har ofte en flertydig betydning. Der er her en spænding imellem det sagte og det usagte, og de 4 skuespillere leverer en solid og flersidet præstation. I anden akt er scenerummet forvandlet til et trist og halvtomt diskotek, og udklædningen, det blinkende lys og den dårlige musik giver alt sammen et realistisk indtryk. Gennem stykket oplever man stille og rolig panikken røre på sig, og det uvisse på den anden side af hegnet udvikler sig mod kaos. Heri består spændingen, og man har som tilskuer ikke en idé om, hvad der vil ske, og hvilke(n) katastrofe(r), der lurer udenfor hotellets sikre areal.
Desværre udnytter forestillingen ikke scenen og scenografien helt, og forestillingen kommer derfor til at stå en kende tamt tilbage. Stykket går i det hele ikke op, og man sidder noget uforløst tilbage efter forestillingen. Forestillingen kulminerer og slutter ret brat, og det er svært at se meningen med den.
Forestillingens emner om samfundskritik og verdens og menneskets selvoptagethed kommer aldrig rigtig til sin ret. Som tilskuer er det nemt at se disse emner, men forestillingen i sig selv fremstår løs og ikke helt helstøbt, så man går fra forestillingen med en lidt let følelse og ikke med helt så mange tanker, som forestillingen egentlig lægger op til. Forestillingen har potentiale, men denne opsætningen udnytter den desværre ikke fuldt ud.
Forestillingens emner om samfundskritik og verdens og menneskets selvoptagethed kommer aldrig rigtig til sin ret. Som tilskuer er det nemt at se disse emner, men forestillingen i sig selv fremstår løs og ikke helt helstøbt, så man går fra forestillingen med en lidt let følelse og ikke med helt så mange tanker, som forestillingen egentlig lægger op til. Forestillingen har potentiale, men denne opsætningen udnytter den desværre ikke fuldt ud.
Teater Får302, Toldbodgade 6-8, 1253 København K
Spiller indtil 7. marts 2015
Spilledato: 4. marts 2015
Fotos: Thomas Cato
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side: http://www.faar302.dk/side.asp?side=1&id=422