Anmeldelse: Uledsaget, Mungo Park
- By: admin
- On:
Af Sidsel Stoustrup
’Uledsaget’ er en montageforestilling, der beskriver den rejser, som flygtninge begiver sig ud på i håbet om sikkerhed.
’Uledsaget’ er om os og om dem og om os i en kronologi, som blandes med et virvar af historier. Forestillingen tager os igennem flere personers personlige fortælling om rejsen til Danmark.
Uledsaget er en montage af barske historier. Der er ingen tvivl om, at Mungo Park endnu engang har sat et politisk teaterstykke på benene. Med ’Uledsaget’ præsenterer de sider af et vigtigt politisk emne, som jeg godt tør sige, at vi alle har behov for at forholde os til.
Det er en elegant forestilling i form af, at den ønsker at være politisk uden at være meningsdannende. Jeg forlader Allerød som beriget med en ny forståelse, men uden at føle at jeg skal påtage mig en bestemt holdning. Tværtimod får jeg lyst til at udvide mit kendskab til flygtningeproblematikken – og det, synes jeg, er genialt teater.
’Uledsaget’ bliver spillet af Marianne Mortensen, Anders Budde Christensen og Henrik Prip. Selvom der blot er tre skuespillere på scenen, får de samlet præsenteret en række historier, som alle har noget personligt at fortælle. De stiller sig imod vinden og sejler mod nye steder i en flot komposition instrueret af Kamilla Wargo Brekling.
Dog ville ’Uledsaget’ ikke være meget uden det flotte lyd- og lysspor, som underbygger dramaturgien i forestillingen. Der er ingen tvivl om, at vi her har et gennemarbejdet design, som styrker hver eneste fortællings særegenhed og giver det ekstra element, som gør at vi lever os endnu mere ind i forestillingen.
Mungo Park har endnu engang vist, at de laver stor teaterkunst. Uden at prange har de her taget et vigtigt emne op og præsenteret det med en raffineret elegance. Stærkt!
Mungo Park, Allerød, Fritz Hansens vej 23, 3450 Allerød
Spiller indtil den 25. juni 2016
Spiller også den 1.-3. juni 206 på Aveny-T på Frederiksberg
Spilledato: 4. maj 2016
Fotos: Mikkel Russel
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.mungopark.dk/uledsaget.html
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod