Anmeldelse: Verdensballetten 2025, Sølyst (Verdensballetten)
Af Ida Spedtsberg
Med Verdensballetten 2025 er vi tilbage i vante omgivelser på smukke Sølyst efter en kort premiere-afstikker på Frederiksberg sidste år. Og vanen tro betyder det også en bekymrende mængde nedbør over København 4 timer inden. Men som ethvert lykkeligt eventyr er der smukt lys over den grønne skydebane kl. 19.30, da de første toner af ”Dein ist mein ganzes Herz” åbner forestillingen for 18. år i træk.
Og alt er godt. For med den sædvanlige premierelokation følger også et begejstrende program med både dans, sang og musik, der efter sidste års eksperiment (læs her) får os tilbage til dér, hvor Verdensballetten hører hjemme: En kulturtapas af stjernedansere og -kunstnere under åben himmel.

Igen, igen har vi fornøjelsen af kunstnerisk leder og solodanser Steven McRae med solodanser Anna Rose O’ Sullivan fra The Royal Ballet i England. Som den eneste danske danser repræsenterer kgl. solodanser Astrid Elbo denne aften Gamle scene. Men gæster du forestillingen i august, kan du også se danse-darlingen Ida Praetorius. Fra Staatsballett Berlin er stjerneballerina Iana Salenko tilbage. Og så er der helt nye ansigter fra Northern Ballet, hvor upcoming danseur Harris Beattie både debuterer som danser og koreograf ved Verdensballetten, samt solodanserne Sangeun Lee og Gareth Haw fra English National Ballet. Spændende!

Ved klaveret har vi igen fornøjelsen af dygtige Alexander McKenzie og på violin Niklas Walentin. Sammen leverer de som altid et højt, højt niveau med ”Meditation” af Thaïs og ”It ain’t necessarily so” af Gershwin. Kæmpe ja tak. Og på sangfronten sendte det norske operatalent Lydia Hoen Tjore overbevisende sine snorlige soprantoner mod skyerne i bl.a. Gounods ”Je veux vivre” fra Romeo og Julie.
Alt det understøtter et velorkestreret program, der understøtter klassiske pas de deux’er og publikumsfavoritter, nye værker, gnistrende step og neoklassisk gennembrudsdans. For en balletelsker, som jeg, er der ikke en finger at sætte på årets forestilling.

McRae og Salenko cementerer deres partnerskab og excellence med en grad af overskud, vi sjældent ser på dansk jord. Først i den svære adagio fra balletten ”Tornerose”. Her strækker linjerne mod himlen, piruetterne er utællelige, og indtrykket, de efterlader, er overlegent. Og senere i forestillingens finale i pas de deux’en fra ”Don Quixote”, hvor McRae ophæver tyngdekraften i både løft og spring. Sammen er de toppen af kransekagen – på toppen af kransekagen.
Aftenen bød også på nye værker. Før pausen fik vi ”Forglemmigej” af koreograf Tobias Praetorius. En luftig pas de trois (dans for tre), fremført af Astrid Elbo, Sangeun Lee og Gareth Haw som en hyldest til og over H.C. Andersens eventyr ”Den lille Idas blomster”. Labyrinten af attituder, promenader og sarte arme passede godt til det grønne bagtæppe med flotte kostumer af Søren Le Schmidt.

Også Bobbi Jenes nye solo ”O Solitude” til Elbo – en hyldest til den hellige ensomhed tilbød en flot kontrast til de klassiske balletter. ”Love me, love me not” en drilsk duet om kærlighed var Harris Beatties koreografiske debut til Verdensballetten 2025 og indeholdt den humor og lethed, som programmet tit bærer præg af. Et sødt bidrag til aftenen.
Men det var slet ikke nok, for Verdensballetten 2025 forkælede også med den forførende balkon-pas de deux fra ”Romeo og Julie” danset af Anna Rose O’ Sullivan og Harris Beattie, og med et uddrag fra den legendariske ballet-innovation ”In the middle, somewhat elevated”, danset af Sangeun Lee og Gareth Haw, hvor ballet som ekstremsport virkelig bliver fremhævet, og hvor solodanserne fik understreget, at de hører til blandt de bedste.

Det er derfor noget nær et perfekt sammensat program, der passer godt til konceptets ”kulturtapas”-format, til Verdensballetten 2025. I år er der truffet en række kloge kunstneriske valg, og enormt dygtige kunstnere får Verdensballetten tilbage blandt mine kulturfavoritter. Måske det også kan blive din?
Verdensballetten
Sølyst, Emiliekildevej 2, 2930 Klampenborg
Spilleperiode: På turne i Danmark og Tyskland fra 9. juli-6. august 2025
Set den 9. juli 2025
Fotos: Esben Zøllner Olesen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende:
Konferencier og tenor: Jens-Christian Wandt
Sopran: Lydia Hoen Tjore
Dansere: Steven McRae, Iana Salenko, Anna Rose O’ Sullivan, Astrid Elbo, Sangeun Lee, Harris Beattie og Gareth Haw
Klaver: Alexander McKenzie
Violin: Niklas Walentin
Koreografi: Bobbi Jene, Tobias Praetorius, Harris Beattie, Steven McRae, M. Moricone, M. Petipa og William Forsythe
Musik: P. Tjajkovskij, Franz Lehár, C. Gounod, S. Prokofiev, J. Massenet, A. McKenzie, N. H. Brown, G. Gershwin, Joe Davis & Frederik Loewe, H. Purcell, Thom Willems, G. Puccini, L. Minkus og Johann Strauss
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


One thought on “Anmeldelse: Verdensballetten 2025, Sølyst (Verdensballetten)”